Du vil gerne have en ny bil. Den koster 250.000 kr - over halvdelen af købsprisen vil være afgift og moms. Men lad os bare nøjes med at sige halvdelen i stedet.
Du har sparet 50.000 kr. op - ja, du har selvfølgelig betalt skat, inden du syede opsparingen ind i madrassen. Nu skal du låne 200.000 kr. i banken for at få råd - sikkert til en høj rente.
Du låner 75.000 kr. til selve bilen, og yderligere låner du 125.000 kr. for at betale staten for at få lov til at anskaffe den. Når du så skal afdrage på lånet, betaler du igen skat af din løn først.
Det er fordi formyndereliten ikke vil have, at du køber en bil – de siger, at den er farlig og at den forurener.
På denne måde forsøger formyndereliten at påvirke dit forbrug – hvis de ikke kan lide, hvad du vil købe, så må du betale en høj afgift - men hvis du gør det rigtige, får du lov at beholde lidt flere af dine egne penge, som en slags belønning.
Det er opdragelse af borgerne, med det lille tvist, at jo mere du betaler i straf, des flere formyndere er der råd til at kunne sættes til at opdrage på dig.
Det er selvfølgelig ikke kun biler, der er afgifter på – det er der på stort set alt. Afgifterne har også den effekt, at færre handler finder sted, og at der dermed er færre i privat beskæftigelse.
Afgifterne virker altså ligesom skatterne – de fjerner din råderet over dine egne penge, og bruges i stedet på, at der kan sidde et væld af vellønnede kontrollanter og formyndere, der vil bestemme hvad der er forkert og forvalte reglerne derom.
Man er under mistanke for stort set alt, og alle render rundt med dårlig samvittighed. Vil folk forurene, hvis de selv bestemmer, vil de hjælpe andre, vil de snyde.
Og - hvad med de svageste, og hvad med børnene – og de ældre?
Vi lever nu i et samfund, hvor skyldfølelse er det primære. Alle mistænker hinanden for at ikke ville det gode, samt ikke at ville andre det godt, derfor er alt reguleret, kontrolleret, beskattet og belagt med afgifter – til at betale for bevogtningen af fælleskassen.
Fælleskassen er dyr at bevogte da alle mistænker hinanden for at ville snyde fællesskabet, enten ved at unddrage at betale, eller ved at forsøge modtage penge derfra uretmæssigt.
Ressourcestærke mistænkes for, at de tror, at alle arbejdsløse er dovne og at de derfor skal piskes i gang – nogle af de ressourcestærke tænker vitterligt også sådan - og nogle arbejdsløse er da faktisk også dovne.
Det er blandt andet denne tilsyneladende grundlæggende mistillid til andre mennesker, der har givet grobund for et kæmpe bureaukrati, der regulerer alt, og derfor kan pålægge enhver handling fordyrende omkostninger til kontrol og overvågning, og omfordeling – og til at motionere de dovne kroppe.
Hjælpen til de svageste ædes op af ekstraomkostninger til at dække udgifter i forbindelse med kontrol og overvågning af, at ingen bedrager, og glæden ved at bidrage til fællesskabet ædes op af høje skatter, som skal dække udgifterne til kontrol og overvågning, der skal sikre, at ingen underlader at hjælpe de svageste.
Jo, bureaukratiet forhindrer da til en vis grad, at nogle få snyder og bedrager, men samtidigt agerer det hæmsko for alle. Man er altså ikke bare under mistanke, man er faktisk dømt til den kollektive straf: umyndiggørelse og opdragelse – du er på forhånd skyldig.
Store Broder banker de umyndiggjorte børneborgere på plads her i sin brandtale fra 2012!
”Det er kommet Store Broder for øre, at danskerne ikke opfører sig ordentligt. Store Moders formynderelite på Christiansborg har informeret Store Broder om, at danskerne køber de forkerte varer. Danskerne køber forurenende biler, fedende fødevarer, kræftfremkaldende nydelsesprodukter og slik, der giver huller i tænderne. Store Broder ved, at danskerne ikke mener det ondt, når de er uartige, det skyldes simpelthen uvidenhed. Store Broder vil uddanne og hjælpe danskerne.
Formyndereliten har fejlet med deres opdragende mærkningsordninger, som skal forklare de dumme danskere, hvorfor de ikke må købe forskellige produkter. Mærkningsordningerne viser alt fra CO2 udledning til indholdet af klid og kulhydrater. Disse mærkningsordninger kræver, at danskerne forstår, hvor farligt sukker er for folkesundheden og hvor skadeligt CO2 er for miljøet – og det forstår de ikke.
Formyndereliten har derfor lagt strafafgifter på de forkerte varer, så danskerne kun har råd til at købe de rigtige varer – desværre virker det ikke. Men skatter og afgifter på en vare viser altså noget om, hvorvidt formyndereliten mener det er en rigtig eller forkert vare.
Store Broder har derfor udviklet den sidste og eneste nødvendig mærkningsordning, som i procent viser, hvor stor en andel af en vares salgspris, der er skatter og afgifter, og kan derfor vise om det er et rigtigt eller et forkert køb borgeren er ved at foretage.
Store Broders mærkningsordning
Salgsprisen, for en vare, kun belagt med 25 % moms, indeholder således kun 20 % skatter og afgifter.
Dygtig borger, denne vare må du gerne købe.”
”En vare med høje afgifter, som eksempelvis en bil, hvor der på prisen først er lagt 25 % moms og derefter 150 % registreringsafgift, har altså en andel skatter og afgifter på op mod hele 70 %.
Slemme borger, det må du sandlig ikke købe.”
