Nogle gange ville jeg næsten ønske, at jeg kunne tillade mig et sådant livssyn. Men det kan jeg ikke. Det kan vi ikke som befolkning.
Jeg vil også indledningsvis beklage, at jeg har valgt at skrive om Paris og ikke Beirut – også selvom det på rekordtid blev politisk ukorrekt ikke at nævne samtlige IS-angreb i den seneste tid som en remse, hver gang man nævner Paris. Men hvordan kan det mon være, at danskerne muligvis i højere grad bliver chokeret over et angreb i Paris end over et angreb i Ankara? Kan det mon være, fordi man alt for godt husker angrebene 7. januar og 14. februar i år i henholdsvis Paris og København – og at man måske er ekstra opmærksom nu, da Paris er blevet angrebet igen? Eller kan det skyldes, at man ikke har hørt om angrebene i Beirut, Ankara, etc.? Er der mon større sandsynlighed for, at det er årsagen – og at det ikke er fordi, vi som nation og enkeltindivider er fremmedfjendske, muslimbashende og dybest set racistiske hver og en? Du vælger selv, hvad du vil tro.
Krig
Nogle kalder dette begyndelsen på 3. verdenskrig, andre en krig mod muslimer(!?!), andre igen en krig mod IS. Selv hvis vi holder fast ved den gamle term ”krig mod terror”, så står det dog lysende klart, at der er tale om krig – under en eller anden form.
Det danske folk er enige om, at noget bør gøres – måske fordi det næste gang meget nemt kan blive os selv, der bliver sprængt til pindebrænde i biografens mørke, eller imens vi svinger os i dansen på et diskotek eller til enkebal. Eller måske sker det, når man sidder med en kop kaffe med mødreklubben på en café.
Diverse politikere i ud-og indland har været ude med tårevædede ansigter og udtrykke deres chok og sorg over det passerede. Adskillige i befolkningen har reageret ved at udtrykke foragt for disse politikere, da man savner handlekraft – og at det næppe burde være kommet som et chok.
Naser Khader (K) har givet udtryk for, at der var behov for at sætte landtropper ind, hvis man ønskede at bekæmpe IS og få styr på situationen i Syrien. Men ikke på vilkår vil den danske befolkning deltage.
Søren Espersen (DF) har givet udtryk for, at man bør bombe Daesh/IS tilbage til stenalderen uden at skele til, at det vil betyde tabte menneskeliv heriblandt kvinder og børn. Befolkningen har udtrykt stor forargelse over dette udsagn.
Men hvad tror folk egentlig at krig er? Krig er ikke dialogkaffe. Krig er ikke Interflorabude, der deler buketter af sirligt bundne blomster ud til mennesker, vi dybest set ønsker fjernet fra jordens overflade. Krig er krig.
Krig betyder død og lemlæstelse blandt de involverede parter – og vi kan kun håbe på, at tabstallet bliver større i fjendens lejr end i vores. Krig betyder, at kvinder, børn, gamle, unge, hunde, katte og selv musvåger lader livet.
Vi jubler begejstret, når kurderne vinder et slag over IS, men det er ligeledes ensbetydende med død på begge sider i kampene. De lemlæstede lig ser vi blot ikke med vore egne øjne.
Krig er ikke skyttegravskrig som under 1. verdenskrig. Ej heller er det to angrebskolonner, der står overfor hinanden, som man ser det i Braveheart (film med Mel Gibson, der foregår i begyndelsen af 1300-tallet). Krig er død og ødelæggelse, der også rammer civilbefolkningen. Forstå det nu.
Et russisk fly blev fornyligt bombesprængt over Sinaiørkenen, hvilket IS har påtaget sig skylden for. Med kvinder, børn, unge og gamle – og endda mænd – ombord. Der blev ikke taget hensyn.
Ved angrebene i Paris, Beirut, Ankara og flere andre steder blev der heller ikke taget særskilt hensyn til disse segmenter af befolkningen.
Under 2. verdenskrig blev der heller ikke taget hensyn til civilbefolkningen i Dresden eller Berlin, da man bombede byerne til ukendelighed. Ej heller blev der holdt en beskyttende hånd over civilbefolkningen i London fra tysk side. Det var krig. Sådan er krig. Væmmelig. Men havde man blot accepteret Hitlers frembrusen, havde verden nok set anderledes ud i dag.
Latterlige udtalelser på nettet de sidste dage om at ”Vi er parate”, ”De kan bare komme”, ”Jeg henter høtyven”, osv. er netop latterlige. Det er ikke det, det handler om. Alle raske, danske mænd skal ikke blot melde sig under fanerne og blive kanonføde.
Men det handler om, at dersom man ønsker at udrydde IS, så er det ensbetydende med krig. En krig, der allerede ER igang. En krig, der i måneder, ja år har været ensbetydende med tab af menneskeliv – også gamle, kvinder og børn. Både med og uden smukke krøller på hovedet.
Og hvis vi støtter op om Obamas, Hollandes eller Putins indsats i Syrien - og det gør vi jo allerede -, uanset om det er mentalt, økonomisk eller konkret, så skal vi jo nok ikke stikke os selv blår i øjnene og tro, at det ikke er ensbetydende med tab af menneskeliv – også kvinder, børn og musvåger.
Men det handler jo også om, hvad alternativet er.
Daesh og muslimer
Er det så en krig mod muslimer? Nej. Daesh er ganske vist muslimer, der ønsker at oprette et kalifat på – indledningsvis – syrisk og irakisk område. De er primært salafister, der oprinder af suni-muslimer. Det er islamister, og de er dybt ortodokse, bogstavstro i forhold til Koranen og hader Vesten og den syriske præsident Assad.
Assad på sin side er alawit –en trosretning af shia-muslimsk oprindelse. Tilbage i 1300-tallet, blev der udstedt en fatwa om, at sunni-muslimer skulle udrydde alle alawitter. Alawitterne udgør 12% af befolkningen i Syrien, så Assad sidder på en tynd gren, som han understøtter ved at tøndebombe den overvegende suni-muslimske befolkning.
Så der er ikke mange faste holdpunkter i Syrien – det er bad guys på begge sider. Resultatet er død og gigantiske flygtningestrømme til resten af verden.
Men det er og bliver aldrig det samme som, at dette er en krig mod muslimer. Man kan være muslim af fødsel, men kun islamist af overbevisning. Jeg kender en hel del herboende muslimer, der har klare ønsker om det danske sekulære samfund, og som jeg betragter som ligeså danske som jeg selv. De er er sekulære i deres livsopfattelse, og deres trosniveau er varierende. Så nej, det er ikke en krig mod dem. Ej heller er det en krig mod muslimer ude i verden, der blot ønsker at passe deres næringsvej.
Løsningen ligger for stor dels vedkommende i Syrien. Den ligger i en fjernelse af Daesh/IS og i en knægtelse af Assad. Men vil det fjerne enhver islamistisk terror i verden? Næppe. Men det vil begrænse den for nu. Og det vil løse en stor del af problemerne med flygtninge fra Syrien.
Nogle mener nu, at IS skal have lov til at oprette et kalifat i et område, der i virkeligheden er en del af Syrien og Irak. Men grundfundatsen i et kalifat er ikke, at ”nu har vi vores eget land, så lader vi de andre være i fred”. Kalifatet handler om, at alle verdens muslimske lande skal være en del af kalifatet. Og enten er man med kalifatet, eller også er man mod kalifatet og skal udryddes – dvs. de muslimske lande med indbyggere. De vantro kan accepteres ved at betale aflad/beskyttelse, men figurerer generelt lavt i hierakiet.
Kalifatet kender i sin essens ingen grænser. Så der er kun to muligheder: Et kalifat, der vil blive ved med at brede sig eller intet kalifat.
Så nej, dette er ikke en krig i mellem vesten og muslimer. Dette er en krig imellem Daesh på den ene side og Vesten på den anden – sammen med muslimer, der ikke er kalifattilhængere.
Flygtninge
De engang eksisterende ydre grænser af Europa er meget længe blevet oversvømmet med såvel emigranter fra primært det afrikanske kontinent som flygtninge fra krigen i Syrien.
Emigranterne nøjes jeg her med at definere som ikke-syrere for en nemheds skyld. Bivuak-lejre uden toiletter og rindende vand har i meget, meget lang tid været at finde i eksempelvis omegnen af Calais, hvor overnatningsmulighederne består af læsteder bygget af plastikposer og grene oven på gamle lossepladser og lignende områder, der ellers ikke er defineret som værende tilrådelige at bo på. Emigranterne har haft et hedt ønske om at komme til i særdeleshed England, og de ret massive emigrantstrømmehar man kunnet se længe ved Europas motorveje og tunnelen mod England. Disse mennesker har typisk været fra Somalia, Libyen og andre lande på det afrikanske kontinent.
Flygtningene, dem fra Syrien, ved vi heller ikke meget om. Vi ved ikke engang med sikkerhed, hvad de flygter fra. Udover altså en frygtelig krig. Nogle er godt rustet. Andre er tydeligt mærket af krigens rædsler. Men er det relevant at vide mere? Ja, for deres sympatier ved vi stort set intet om. Vi ved ikke, om det er IS eller Assad, de er flygtet fra. Vi ved ikke, hvem af dem, der måske er terrorister udsendt af IS.
Er det mennesker, der har levet med et skjult ønske om at leve i et demokrati som vores med vestlig dekadence som ytringsfrihed, ligestilling, etc. ? Nogle, men næppe alle. Nogle ønsker blot et liv i fred, hvor de kan fortsætte deres dagligdag. Et egentlig ganske forståeligt synspunkt, men ikke nødvendigvis et, der er muligt at kombinere med en beståen af en vestlig verden, som vi kender den. Andre igen forventer, at vi skal tilpasse os dem.
Det er muligt, at en del vil kunne integreres, dersom de kom hertil i små grupper fordelt over tid, men når vi overstrømmes på denne måde, er chancerne uendeligt små for en succesfuld integration. Som alle andre mennesker i denne verden, så søger man mod det kendte. Og det kendte er ikke Danmark og vestlig tankemåde. Det kendte er et – i det mindste indledningsvis - mellemøstligt tankesæt. Og vi har desværre alt for dårlige erfaringer med en fejlslagen integration, hvor hertilkommende ikke har ønsket at leve et bare antydningsvis dansk liv – og har holdt deres børn i en skruestik, så de ikke blev inficeret med vestlig tankegang.
Dette er ikke blot de hertilkommendes fejl. Det er i ligeså stor grad det danske samfunds fejl. (Herom har jeg skrevet mange gange tidligere, og jeg vil derfor ikke komme yderligere ind på det lige nu)
Migration og flygtningestrømme er ikke et nyt problem. Det har eksisteret overordentligt længe. Det har bare ikke i samme udstrækning været Danmarks problem. Og det har heller ikke været så stort. Tiden er dog ved at løbe ud for at finde en løsning.
Grænserne
Vi har ikke for indeværende en eksisterende/fungerende ydre grænse for EU. Derfor strømmer folk ind. Landene med de tidligere ydre grænser sender blot folk videre og undlader at registrere dem. Og hvis folk kommer uden pas, kan de uproblematisk få udstedt et nyt på deres ambassade – og endda på falske papirer – og derefter rejse videre rundt i Europa, til de finder et land, de gerne vil være i.
I torsdags lukkede Sverige deres grænser. Det er ensbetydende med, at Sverige enten tilbyder folk asyl eller sender dem tilbage til eksempelvis Danmark, hvis de tilrejsende ikke er interessede i asyl i Sverige.
Vores regering afviser at lukke grænserne med den begrundelse, at det vil betyde, at flere søger asyl i Danmark.
Selvom om lukning af den danske grænse måtte betyde yderligere asylansøgere i første omgang, så er vi nødt til at vide, hvilke mennesker, der befinder sig i landet. Det nytter ikke, at vi blot lukker øjnene og håber på det bedste. Derudover, så rygtes det meget hurtigt, at man ikke kan komme ind i Danmark uden videre. Og at man ikke kan komme videre til Sverige, Norge og Finland ad den vej.
Og selvom der er en vis sandsynlighed for, at flere indledningsvis søger asyl, så kan vi – hvis vi ikke ønsker dem her - siger, at de må søge asyl i Tyskland, på hvis jord de beviseligt står. Vi er ikke forpligtet til at give asyl til folk, når de kommer fra et andet EU-land, da de har haft mulighed for at søge asyl dér. Det samme kan Tyskland gøre overfor de lande, som de har grænser imod, osv.
Det vil skubbe flygtningestrømmene tilbage til udgangspunktet, dvs. de ydre grænser. Menneskesmuglerne har kun vind i sejlene, fordi de ved, at Europa tager imod disse mennesker, dvs. flygtninge såvel som emigranter.
Europa må definere en grænse for, hvor mange mennesker, vi som kontinent kan bære. Og vi må tilbagesende det antal, vi ikke kan klare. Til gengæld må vi støtte de lande, hvorfra de kommer. Men ikke baseret på afpresninger, som Tyrkiets præsident Erdogan synes beskæftiget med.
Syrien
Såvel de store problemer med flygtningestrømme som de nuværende problemer med terror kommer fra Syrien. Det er her, at problemerne primært skal løses. Men uanset hvilken løsning, der findes, så lur mig, om vi ikke endnu engang kommer til at høre folk sige ”Det var også bare, fordi vi blandede os”, ”Vi er selv ude om det”, ”Den imperalistiske handlemåde fra Vesten fornægter sig ikke” eller lignende.
Men hvilke andre mulighed har vi som verden andet end at sidde og vente på, at det samfund vi har kæmpet for i årtusinder styrter i grus?