Balkerts brækspand – en dæmonisering af Liberal Alliance

Der er god plads til kritik af alle partier og al politik på Folkets Avis. Men hvis kritikken skal have værdi, skal den tage udgangspunkt i en reel forståelse af tingene og ikke bare i indbildte fordomsfulde fjendebilleder. I går lagde Isabella Balkert et indlæg op, som desværre langt fra levede op til denne fordring. Det betyder ikke, at indlægget bliver slettet eller ændret. Men det betyder, at jeg her vil gå i rette med nogle af dets mange forkerte påstande. Isabella Balkerts indlæg kan du finde her – Højre fascismen har medvind i Danmark. Indlægget er propfyldt med fejl, forvrængninger og dæmonisering, og jeg håber virkelig, at Isabella Balkert vil tage noget af det, jeg skriver her, til efterretning. For hun kan gøre det meget bedre. Det ved jeg. Det følgende er derfor også en appel til Balkert om at løfte niveauet fremover. For det første er Balkerts forsøg på at forbinde Ayn Rand med fascisme temmelig mærkværdigt. Fascismen er rendyrket kollektivisme, hvor individet forventes at underkaste sig - og om nødvendigt ofre sig for - staten. Dette er antitesen til Rands livsanskuelse, hvor individet skal stræbe efter sine egne mål og ikke ofre sig for andres ideer. I den mest grundlæggende forstand er det altså svært at forestille sig en filosofi, der ligger længere fra fascismen end Rands individualisme. Og når man tager så meget fejl i udgangspunktet, som Balkert gør her, er det svært at forestille sig, at resten af hendes indlæg skulle indeholde megen forståelse eller visdom. Og det gør det så heller ikke. Balkert er nemlig også meget fortørnet over, at Ayn Rand vidnede under HUAC omkring forhold i Hollywood. Hun skriver: Konsekvensen af Ayan Rands samarbejde med Mc Carthy og CIA, blev at flere af tidens mest fantastiske manuskripforfattere til samfundskritiske film, blev forhindret i at fortsætte deres arbejde. hvilket betød at den kritisk socialrealistiske genre, stort set blev lagt på hylden i Hollywood. Men Balkert undlader at fortælle, at en lang række af disse "fantastiske manuskripforfattere" agerede nyttige idioter i forhold til Stalins massemord på millioner og atter millioner af mennesker. Det Balkert her kalder for "samfundskritiske film" var ofte intet andet end slet skjult Sovjet-propaganda, som skulle undergrave USA indefra og skjule sandheden om kommunismens rædsler. Rand havde tidligt i sit liv selv oplevet disse kommunismens rædsler i Rusland under revolutionen. Hun havde simpelthen et førstehånds kendskab til kommunistisk propaganda og var derfor uden tvivl et af de mest værdifulde og kompetente vidner under processerne. Og det var netop som vidende omkring kommunistisk propaganda, at Ayn Rand var indkaldt. Hun udtalte sig om filmen Song of Russia fra 1944 og det gjorde hun i 1947 – længe inden McCarthy fik noget med HUAC at gøre i 1950'erne. Rand havde altså intet med fyringerne i Hollywood at gøre, som først kom på et langt senere tidspunkt. Faktisk vidnede hun ikke mod enkeltpersoner, men optrådte som ekspertvidne hvilket hun med sin i sammenhængen enestående baggrund også var. Men alt dette ved Balkert måske ikke - eller også fortier hun bevidst den del af historien. Men nok om Rand og kommunismen for denne omgang for Balkerts egentlige ærinde synes snarere at være en dæmonisering specifikt af Liberal Alliance og mistænkeliggørelse af kritik af den danske velfærdsstart og socialisme mere generelt: Ayn Rand opstiller den kapitalistiske iværksætter og industrialist som et af de mest ærværdige medlemmer af samfundet, en idé man har bakket fuldt op om i Tea Party bevægelsen og dens danske pendant LA, hvor man i stadig stigende grad dæmoniserer den arbejdsløse, mener den arbejdsløse ikke skal have stemmeret, og finder at arbejdstagere ikke bør have rettigheder af nogen art. Det er sådan set rigtigt nok, at Rand til en vis grad idoliserer iværksætteren (hvilket er forfriskende i forhold til i Danmark, hvor alt er indrettet på lønmodtagernes præmisser), men resten af sætningen er der ikke det mindste hold i. LA vil ikke fratage arbejdsløse deres stemmeret eller andre rettigheder. Den påstand er fuldstændig grebet ud af den blå luft af Balkert - og det er den om "arbejdstagere" også. Det er simpelthen faktuelt forkert, hvad Balkert her skriver. Løgn og latin, som man siger. Balkert har ret til sin holdning, men det er ikke i orden at lyve om andre. Og man kan ikke bare opfinde sine egne fakta, som strider mod virkeligheden. Resten af Balkerts indlæg består ligeledes af en række udokumenterede udfald mod Liberal Alliance og Anders Samuelsen, som jeg ikke har tid til at gå i detaljer med her, men hvoraf hovedparten er beviseligt forkerte. Nu kan man spørge: Hvor kommer Balkerts fejlagtige opfattelse af LA fra? LA har gennem længere tid været udsat for dæmonisering i pressen, og vi ser her, hvordan nogle mennesker tager den slags til sig uden at undersøge sagerne ordentligt selv. Mainstream-pressen i Danmark er gode venner med de gamle, etablerede partier og er ikke interesserede i reformer, som kunne betyde nedtrapning af de massive mediestøtteordninger. Afslutningsvist vil jeg gerne sætte det hele lidt i perspektiv: Vi lever i landet med verdens næststørste offentlige sektor og et af de allerhøjeste - hvis ikke det højeste - skatte- og afgiftstryk. Og et parti, der vil justere en smule på dette, må åbenbart forvente at blive overhældt med galde og undergravet på løgnagtig vis. I virkeligheden er Balkerts indlæg et angreb på alle reformvenlige kræfter og alle der tillader sig at kritisere velfærdsstaten det mindste – for slet ikke at tale om at der er komplet ude af takt med virkeligheden. Det er ren stråmandsargumentation . På den måde bliver Balkert selv i denne sammenhæng en "nyttig idiot" for staten og bureaukraterne, der sidder på magten i dag - for hun dæmoniserer dem, der yder et modspil til det etablerede system. På Folkets Avis er kritik af alle partier mere end velkommen (og jeg har selv kritiseret LA så sent som i går på min fb-profil), men kritikken må meget gerne være på et væsentligt højere niveau end det, Balkert præsterede i går i indlægget om "højrefascismen" i Danmark. Og hendes indlæg plejer da også at være bedre. Kritik er en absolut nødvendighed, hvis et samfund skal kunne udvikle og tilpasse sig. Derfor er kritik af den danske velfærdsstat en god ting - så skyd ikke budbringeren. Det er ærgerligt, at det eneste parti, der tør udfordre status quo bare en anelse skal udsættes for dæmonisering og bagvaskelse. Kritiser endelig løs, Isabella Balkert. Men lad venligst kritikken tage udgangspunkt i faktiske forhold og ikke i et indbildt og fordomsfuldt fjendebillede. Så kan vi sammen løfte niveauet - også her på avisen.