Er jeg en islam-basher? Njaa. Jeg er en islamisme-basher eller mere korrekt, en politisk islam-basher.
Og jeg mener, at det burde alle demokratisk frihedselskende mennesker støtte op omkring!
Men det er ikke kun det, min lille klumme skal handle om. Den skal handle om, hvorfor jeg her føler behov for overhovedet at skrive, hvad jeg mener, vi alle bør være på vagt overfor. Det er jeg næsten dagligt, altså på vagt overfor nogle, der bevidst forsøger at ødelægge vores demokrati og tage friheden fra os og fratage kvinder deres elementære frihedsrettigheder.
En af de utallige morgener, hvor jeg ruller ned over newsfeed på Facebook, stopper blikket ved et billede af en gruppe unge fra Munida, der står med en pegefinger i vejret.
Munida er Islamisk Trossamfunds ungdomsorganisation. For nogle år siden deltog adskillige fremtrædende politikere og meningsdannere i en demonstration imod Munida, fordi de havde inviteret en af verdens utallige radikale islamister til Danmark. Henved 2000 unge muslimer samledes i Korsgadehallen for at høre på hans “visdomsord”. Dem kan man til fulde underholde sig med på Youtube, hvis man har lyst.
Islamisk Trossamfund har også sagt til et møde, jeg deltog i sammen med andre socialdemokrater, at de ikke ønskede deres børn skulle integreres med etnisk danske børn. Islamisk Trossamfund er ikke demokrater og ønsker ikke noget fællesskab med os ikke-muslimer. Intet nyt under den sol.
Derfor blev jeg voldsomt bekymret over et billede af en flok unge fyre fra Munida, der smilende stod med denne “finger” i vejret. Jeg har ikke set dette tegn brugt andet end hos IS krigerne, og derfor satte jeg billedet op på min Facebook side. I løbet af kort tid rasede angrebene derudaf, idet jeg fik talt og påskrevet, at det skam var et helligt tegn for en (1) gud i Koranen.
Jeg forsøgte at komme til orde om, at jeg stadig så det som bekymrende, at de nu var begyndt at bruge denne “berygtede” finger. Efter kort tid måtte jeg slette tråden, den løb løbsk, ligesom den næste tråd, jeg forsøgte at sætte op.
Det kunne være endt her, men det gjorde det ikke. For en tidligere facebookven så sit snit til at begå karaktermord, med et godt resultat, på mig. Det kunne jeg intet stille op imod. At jeg står ved, hvad jeg skriver, men samtidig godt kan se, at jeg havde taget fejl - dog stadig bekymret - hjalp ikke.
Der er ingen grund til at referere indholdet, men kan blot oplyse, at det var og er stadig 100 fold værre end de mest indædte sexistiske angreb, jeg også har prøvet - fra racisterne. De er vand ved siden af et hævntørstigt karaktermord. Der er ingen vej tilbage. Herfra skal tingene lægges bag en, og alt hvad der har kunne sætte en i forbindelse med karaktermordets arnested, skal lukkes og slukkes for evigt.
Jovist vil jeg stadig være årvågen og skrive om politisk islam, som den nu er, fandens farlig og en trussel mod alt, hvad vi har kæmpet for i mange år.
Jeg har muslimske venner, som vil blive ved med at være mine venner - formentlig. Men alt hvad jeg overhovedet har haft af samarbejde ophører. Og alle aftaler om fremtidigt samarbejde på tværs af kultur ophører.
En epoke er slut, fordi det ikke kan lade sig gøre at være kritisk overfor politisk islam og islamisme, samtidig med at arbejde for integration, frihed og fællesskab med ganske almindelige muslimer.
Tak for denne gang og tak for alle de gode oplevelser, jeg har haft. Nye projekter venter uden tvivl, og dem vil jeg så kaste mig over med min sædvanlige iver.
Karen West