Vi har den senere tid set en række karrierekvinder præsentere et forslag som skal sikre “total ligedeling” af barsel med det nyfødte barn.

Men det er ligesom nogen eller noget er blevet glemt.

Hov - barnets tarv!

Det hele handler om kvinders karrieremuligheder. Men hvem siger egentligt at alle andre er lige så optagede af det aspekt som karrierekvinderne?

Karrierekvinder er jo voksne og kan forsvare deres interesser hvilket de gør med både iver og evne.

Men det nyfødte barn kan ikke ytre sig i debatten om “total ligedeling” af barsel.

Hvem tænker på det?

Karrierekvinderne har et meget snævert fokus.

Karriereryttere af begge køn er nærmest per definition fokuserede mennesker. Men når man kun ser sin egen vej og kun interesserer sig for sine egne fremskridt, så bliver det svært at tage hensyn.

Og så risikerer man at blive arrogant. Fordi man glemmer at verden er andet og mere end ens egen karriere - altså ens egne ambitioner på egne vegne.

Så vi bliver nødt til at tale om elitens mangel på realisme og hensyn - og den arrogance som følger med.

Lad os starte med arrogancen.

I Danmark er mange ting overladt til det offentlige. På godt og ondt.

Samfundet er nu engang indrettet sådan at børn fra en ret tidlig alder kommer i “institution”.

Her mister forældrene i nogen grad indflydelsen på hvordan deres barn formes og dannes.

Børnene kommer i det offentliges magt.

Så kan mor og far passe deres karriere, eller bare deres arbejde.

Man skulle tro at det var nok for magthaverne at bestemme fra barnet var et halvt år.

Og man skulle tro at det var nok for karriererytterne at kunne dyrke deres egen udvikling på arbejdsmarkedet fra barnet var 6 måneder.

Men nej, med det nye forslag til “Total ligedeling” af barsel i forbindelse med nyfødte, så har magthaverne sat sig for at udvide deres beføjelser helt ind i familierne og de små hjem.

Interessant nok er det ikke bare de valgte magthavere og det offentligt system som presser på her.

Det er også både arbejdsgivere og de store fagforeninger som trækker i samme retning.

Det skyldes temmelig sikkert at det er samme “type” a mennesker som bestemmer alle tre steder. Altså de allestedsnærværende djøfere.

Topfolk i blandt virksomheder, i fagforeninger og i det politiske system vil have kvinder og mænd til at dele barsel ved fødsel “totalt” lige.

Forhåbningen er så at mor ikke skal vente til barnet er 6 måneder når det offentlige kan tage over. Men at man kan komme endnu tidligere i gang.

Denne ambition som karrierekvinderne har, den projicerer de så ud på alle andre mødre. I typisk djøf-stil så antager de uden videre at deres egne værdier også er alle andres.

Det er jo i sig selv en form for arrogance.

Lige fra barnet bliver født, vil magthaverne blande sig i hvem der passer det.

En ting er institutionaliseringen, hvor vi overlader børnene i andres varetægt. Heldigvis som oftest i dygtige hænder.

Men noget helt andet er når staten og arbejdsmarkedets parter og EU vil ind på vores få tilbageværende enemærker og bestemme der også.

Det er magtarrogance i anden potens.

Det er ligesom man er så opsat på sine egne idealer i eliten at man helt glemmer at der er noget som tilhører privatlivets fred. Men ikke nok med det.

Farvel Natur

Man er også virkelighedsfjern.

I sin iver efter “Total ligedeling” overser man fuldstændig elefanten i rummet.

Nu kan det godt være at jeg som uddannet biolog er lidt fagskadet.

Men jeg mener at kunne huske noget om at kvinder faktisk er bedre udstyret end mænd til at kunne dække nyfødtes behov.

Det kalder man at amme, og det er helt naturligt og slet ikke noget magthaverne har fundet på. Men alligevel er det rigtigt godt og sundt for barnet og for moderen.

Og det kan mænd så bare ikke. Det er givet.

Djøferne er også fagskadede. De tror man kan fordele og organisere sig ud af alle problemer. Derfor accepterer de ikke noget som ligger før eller efter deres egne ambitioner på egne og andres vegne.

Hvis naturen står i vejen, så hævder man blot at den ikke eksisterer. Eller man ignorerer den simpelthen.

Naturlighed er “totalt” fraværende i elitens opfattelse af tingene. Ligesom barnets naturlige behov.

Her gælder kun den hellige og totale målsætning om “total ligedeling”. Den trumfer alt andet. Fordi karriere.

Måske var det på tide at forære alle de her djøfere som beslutter den her slags ting, en bog om anatomi.

Så ville de måske opdage hvad bryster er beregnet til. Men det vil de nok helst ikke vide noget om.

Deres ideelt udskiftelige universalindivid er nemlig ikke udstyret med attributer som “kommer i vejen”.

Men det er rigtige mennesker af kød og blod faktisk.

Det er ret ildevarslende at magthaverne slet ikke skeler til realiteterne. Og dermed heller ikke har øje for de mange bivirkninger gennemførelsen af deres planer vil medføre.

Man modarbejder både naturen og familien. Det gør eliten med sin ambition om “total ligedeling”.

Det er arrogance der vil noget. Måske endda hubris.

Elitens egne snævre idealer kan foreløbig siges både at trumfe naturen og familiens integritet.

Og jeg tvivler ærligt talt på at de selv kan få øje på den monumentale arrogance som ligger i det.

Men på sigt bliver regningen betalt. Det koster noget at trumle natur og tradition ned for et spinkelt ego-ideal som kun gavner ganske få i toppen af samfundet.