Kære forskere — den familie I vil gøre op med, er mange menneskers eneste holdepunkt

Jeg ser nu igen forskere tale om kernefamilien som et ideal der skal afmonteres.

Jeg henviser til den artikel nederst hvor fire unge forskere præsenterer deres ambitioner i den retning.

Jeg vil i det følgende åbne brev bede forskerne om at overveje konsekvenserne af deres aktivistiske forskning.

Kære forskere,

Jeg læste med interesse om jeres ønske om at “genopfinde familien”.

Her taler I blandt andet om kernefamilien som en “undertrykkende struktur”.

Man må uvilkårligt trække på smilebåndet. Men samtidig er det lidt trist.

Det er ikke noget nyt i jeres tanker. Det er overvejelser som mange andre har gjort sig før jer.

Selv det med den kunstige livmoder har forskere med en agenda dagdrømt om i årtier.

Mest har man dog fantaseret om at opløse strukturer og “idealer”. Herunder særligt kernefamilien og ægteskabet.

Det gjorde man også i 1970’erne.

Ja, faktisk var det noget som Marx og Engels havde på programmet langt tidligere end det.

Det der med at opløse “idealet” om kernefamilien har stået højt på dagsordenen længe.

Så jeres tanker er ikke ligefrem nye. Men det ved I forhåbentligt godt.

I 1970’erne var der også mange i den akademiske verden som ønskede at gøre op med det traditionelle ægteskab. Og det lykkedes faktisk delvist.

Nok ikke kun på grund af den fjendtlighed mod ægteskabet som var at finde på universiteterne — det var en blandt flere årsager og grunde.

Det som måske kunne være interessant for jer i den forbindelse, er så at akademikere i dag selv lever mere i langvarige ægteskaber end de folk som befinder sig længere nede i samfundshierarkiet.

Den opløsning af familien og ægteskabet som akademikere plæderede for, den blev først og fremmest udfoldet i de mindre priviligerede samfundslag.

Og omkostningerne ved at tage struktur fra de folk som har mindst overskud, er store.

For det er netop i mindre priviligerede samfundslag at en sådan opløsning gør størst skade.

Her har man ofte ikke andet at falde tilbage på.

Den struktur som fra akademikernes synsvinkel oppe i elfenbenstårnet virker undertrykkende og “patriarkalsk”, den selvsamme struktur er ofte det væsentligste holdepunkt for folk længere nede i samfundet.

For mange er kernefamilien simpelthen det eneste holdepunkt i tilværelsen.

Og det er børnene fra de mindst priviligerede samfundslag som har betalt den største regning for opløsningen af kernefamilien.

For jer er det måske et interessant tankeeksperiment og I føler jer vigtige når I vil afvikle “idealet” om kernefamilien, som I så “ydmygt” opfatter jeres opgave.

Men for andre er tabet af struktur og retning i livet komplet undergravende og ødelæggende. Og leder kun til lidelse og håbløshed.

Idealer giver retning i livet.

Strukturer giver sikkerhed og orden.

Men nogle akademikere ser kun udbytning og undertrykkelse.

Der er noget nærmest latterligt over unge forskere som sætter sig for at afvikle kernefamilien.

En sådan målsætning er ikke bare udtryk for en enorm selvovervurdering, den er også udtryk for en komplet mangel på forståelse for andre mindre priviligerede menneskers livsvilkår.

Med venlig hilsen,
Lennart Kiil

Et internationalt forskerteam vil genopfinde familien