Det her er ikke en betalingsmur

Når du scroller ned, kan du frit læse Videnskaben er værd at forsvare

Ovenikøbet uden forstyrrende bannerannoncer

Men hvad lever Folkets Avis så af? Bidrag fra sådan nogle som dig

Værn om pressefrihed og folkestyre Støt Folkets Avis

Videnskaben er værd at forsvare

Videnskaben står stærkt fordi den virker
Skrevet af Lennart Kiil

Videnskaben er Vestens motor.

Den har bragt os overordentligt langt på mange områder.

Men der er også nogle faremomenter som dels truer videnskabens autoritet, dels truer videnskabens evne til at løse problemer.

Lad os først lige forsøge med et bud på hvad videnskab er.

Videnskaben er først og fremmest:

En forståelse af verden som er hævet over den enkeltes subjektive opfattelse.

Derfor har videnskaben også udviklet sig nærmest uendelig meget mere gennem tid end de opfattelser og forståelser vi mennesker som enkeltindivider kan opnå eller udvikle hen over vores egen livstid.

Hvis vi skulle gå intuitivt til verden, ville vi nok kunne komme med mange fantasifulde og interessante bud på hvordan verden er skruet sammen — men vi famler alligevel i blinde.

Videnskaben giver derimod et stadigt mere oplyst billede af hvordan virkeligheden virker — hvordan tingene fungerer og hvordan verden er skruet sammen.

Det betyder ikke at videnskaben står i modsætning til fantasi eller undren. Videnskaben er snarere en slags overbygning.

Er man så velsignet at have børn, så kan man være heldig at få deres bud på tingenes sammenhæng hvis man går en tur i skoven og opdager mylderet af liv — eller hvis man om aftenen kigger på himlens stjerner og planeter.

Børnene kan ofte slet ikke lade være med at komme med deres bud på hvad der ligger bag de fænomener som for dem er nye og fascinerende.

Og børnenes små teorier minder ofte mere om de opfattelser man havde af tingene i antikken eller tidligere. Langt tid før man begyndte med en mere systematisk videnskabelig undersøgelse af tingenes egentlige sammenhæng.

Den videnskabelige metode bygger videre på disse uskyldige gæt. Og holder dem systematisk op imod virkeligheden - og fælder de fleste gæt undervejs.

Når det er en “barnagtig” undren som motiverer forskningen, bliver resultatet ofte godt. Børn vil forstå verden.

Er det derimod den ungdommelige følelse af at ville ændre verden som motiverer, så bliver resultatet ofte mindre videnskabeligt.

Tilgangen til verden skal helst være både undrende og systematisk.

Det væsentlige er at virkeligheden står over teorierne. At man er villig til at opgive eller justere sine forestillinger undervejs.

Denne videnskabelige proces er naturligvis fortløbende og aldrig udtømmende eller færdiggjort.

På det teknologiske plan ville langt hovedparten af de tingester vi omgiver os med i det daglige - og ofte tager ganske for givet - være helt umulige, var det ikke for den forståelse af naturens mekanik som videnskab over tid har foldet ud.

De tidlige overvejelser og barnagtige opfattelser tjener som inspiration til undersøgelser som er langt mere systematiske og arbejdskrævende. Skal man bygge noget der virker, skal der viden til - har rækker tro og fantasi ikke.

Et eksempel kunne være den GPS-teknologi som mange af os bruger næsten dagligt. Prøv at sætte dig ind i hvad der egentligt er nødvendigt af videnskabelig forståelse af tid og sted for at få den slags til at fungere i praksis.

Nogen har fået ideen — men at få det til at virke i praksis, det kan kun lade sig gøre fordi teknologien bygger på store landevindinger inden for videnskaben.

Det seneste år har budt på et andet eksempel på videnskabens evne til at løse problemer. Eller i hvert fald dæmme op for nogle af dem.

Corona-pandemien blev imødegået med enorm videnskabelig iver, og vi har nu en lang række vacciner klar, så katastrofen bliver mindre end ellers.

De vacciner som er i spil, de er baseret på årtiers hårdt videnskabeligt arbejde. Igen — det er ikke nok at forestille sig ting; der skal hårdt og systematisk videnskabelig arbejde til før resultaterne kommer i hus.

Uden videnskaben er vi egentligt ikke ret meget andet end dyr. Ikke at der er noget galt i det.

Imidlertid har videnskaben også en del fjender - eller modstandere af forskellige art. Det har vi også kunnet bevidne det seneste år. Skepsis er en god ting, men overddreven uoplyst skepsis bliver nemt bare til dum anti-videnskab.

Det skorter ikke med historiske eksempler på at de teknologiske resultater bygget på videnskabelige opdagelser, er blevet misbrugt.

Men det handler nu mere om de politiske beslutninger omkring anvendelsen end det handler om videnskaben som sådan.

Historien rummer rigeligt med eksempler på misbrug af viden. Det skal man ikke glemme.

Men de forestillinger og misforståelser som stadig i dag opstår i hovedet på folk med ringe kendskab til den faktiske status for videnskaben, er sjældent oplyst af et historisk kendskab til videnskabens anvendelseshistorie.

Tværtimod opstår de fleste misforståelser der hvor mangel på viden giver plads til fantasifulde forestillinger løsrevet fra virkeligheden. Hvad det angår ser vi mange eksempler både på ønsketænkning og paranoia.

Hvor der mangler viden, opstår et tomrum som kan fyldes ud med alt muligt ævl. For at sige det rent ud.

Her kan vi igen tage det nylige eksempel med vacciner.

Således har det ikke skortet på fantasifulde og fuldstændig verdensfjerne opfattelser af hvad de udviklede vacciner er for nogle størrelser. Hvor “farlige” de er. Eller hvordan de virker.

Når mange mister overblikket og fornemmelsen for det enorme arbejde som ligger bag udviklingen af ny viden, så ryger den sidste rest af tillid til videnskaben.

Videnskab bliver i den sammenhæng ofte anset for simpelthen bare at være et værktøj i de magtfuldes hænder — noget som ikke har nogen almen værdi for menneskeheden.

Denne opfattelse af videnskaben findes blandt “konspirationsteoretikere”. Men i bund og grund findes samme dystre opfattelse af videnskaben både langt ind i akademiske kredse og blandt identitetspolitisk “bevidste” gruppetænkere.

Når for eksempel al videnskab søges reduceret til et spørgsmål om den relative hierarkiske status af forskellige grupper og deres indbyrdes magtkampe, så er det simpelthen en misforståelse af videnskabens væsen.

Men den antipati mod videnskab som nu trives eksempelvis blandt konspirationsteoretikere, den er gennem årtier blevet næret af tendenser i akademia som systematisk har søgt at underminere videnskabens autoritet og troværdighed.

Videnskab handler om en metode, en systematisk tilgang til verden. Ikke om hvem som benytter sig af denne. Identitetspolitiske aktivister kan derfor ikke søle videnskaben til ved at henvise til “døde, hvide mænd”.

Og konspirationsteoretikere tager også fuldstændigt fejl når de tror at videnskaben kun tjener en lille mere eller mindre hemmelig klikes interesser.

Der mangler i begge disse positioner både en realisme og en taknemmelighed.

Vil man kritisere videnskaben ordentligt, må man sætte sig ind i substansen.

Ærlig talt.

Del Videnskaben er værd at forsvare