Hvordan går det til at en mand som gør det gode, bliver stemplet som eksempel på alt det dårlige?
Her får du den sande historie om en usund medieverden. Om journalister og eksperter som ikke er deres ansvar bevidst.
Og om hvilke konsekvenser denne misere får for en uskyldig og lettere naiv mand med mange gode intentioner og få økonomiske ressourcer.
Lad os gå i gang.
Jeg er en moralsk og samvittighedsfuld mand. En idealist!
Det var jeg i hvert fald dengang jeg skabte Folkets Avis.
Tanken var at skabe et medie hvor folk uden fine titler kunne komme til orde.
Og det lykkedes langt hen ad vejen.
En dag fik nogle journalister på dagbladet Politiken så den ide at “undersøge” såkaldte junkmedier i Danmark.
Det er værd at bemærke at junkmedier lidt er et hjemmestrikket begreb som journalisterne på Politiken mere eller mindre opfandt til lejligheden.
Men man satte i hvert fald nogle eksperter og forskere til at se på nogle medier. Herunder på Folkets Avis. Mit medie.
Eksperterne og forskerne skulle så vurdere om mit medie var et junkmedie - altså et affaldsmedie.
Det vurderede de at Folkets Avis var.
Så mit medie fik stemplet. Og det smittede af på mig - og andre som havde udtrykt sig i det. Den slags stempler sværter.
I praksis udgrænsede Politiken mit medie og fratog det legitimitet. De undergravede det vigtigste et medie kan have — troværdigheden.
Og når man ikke har nogen penge, men beror på at folk har lyst til at skrive på ens medie uden betaling, så er det fuldstændig ødelæggende at få frataget legitimitet og troværdighed.
De eneste ting man kan tilbyde de skribenter som man ikke kan betale i rede penge.
Derfor var det katastrofalt at få stemplet affaldsmedie.
Hvem gider skrive på et affaldsmedie - endda uden at få penge for det?
Hvem gider løbe risikoen for at blive forbundet med affald? Uden i det mindste at blive kompenseret for den risiko i økonomisk forstand?
Ja, undskyld at jeg skærer det ud i pap. Men det er helt centralt at forstå hvorfor Politikens grundløse anklager ramte netop en avis som Folkets Avis så hårdt.
Fordi den byggede på en forretningsmodel hvor det skribenter opnåede ikke var penge men en form for “prestige”.
Affald er der bare ikke meget prestige i.
Så efter stemplingen som “junk” ændrede Folkets Avis karakter i takt med at der blev længere mellem de skribenter som ønskede i optræde i dens spalter.
Og langsomt blev Folkets Avis mere og mere et one man show.
Så blev Folkets Avis faktisk i tiden efter Politikens miskarakterisering mere “junket”.
På sin vis havde Politiken sat gang i en selv-opfyldende profeti. Selvom selve deres karakteristik af Folkets Avis i første omgang var et klart fejlskud.
Politiken pissede på Folkets Avis. Og det kom - ganske som man kunne forvente - til at lugte.
Det er ingen let sag at skulle stå for alt omkring mediedrift og samtidig levere indhold på daglig basis. Med få ressourcer og høje produktionskrav, så kommer kvaliteten til at lide.
Det er som skiltet på vaskeriet:
Godt resultat. Hurtig service. Lav pris.
Vælg to - for ingen kan levere alle tre
Andre ting medvirkede også til det skifte imod at Folkets Avis blev mere og mere en solo-udgivelse, men det er ingen overdrivelse at kalde stemplingen fra Politiken som “junk” for et vendepunkt i avisens historie.
Folkets Avis blev aldrig den samme igen.
Politiken var med til at ødelægge Folkets Avis - som Folkets Avis. Både i bogstavelig forstand og overført betydning.
Og endda på et forkert grundlag
For Politiken og deres mini-hær af forskere og eksperter havde taget fejl. De havde bedømt Folkets Avis på helt forkerte præmisser.
Folkets Avis skal ikke forestille at være Politiken. Folkets Avis har ikke engang en hundrededel af de ressourcer til rådighed som journalisterne på Politiken tager for givet.
Men historien sluttede desværre ikke der.
For hvis vi spoler et par år frem i tiden, så logger jeg en dag på facebook hvor jeg ellers ikke længere opholder mig ret meget.
Og jeg kan se at Folkets Avis bliver præsenteret som en dansk udgave af Völkischer Beobachter — altså den tyske avis som fra 1920’erne og frem til slutningen af 2. Verdenskrig var nazisternes mere eller mindre officielle partiorgan.
Nå, men ham som har fået denne besynderlige og stærkt fejlagtige opfattelse af Folkets Avis, han henviser til en artikel skrevet af endnu en forsker og ekspert ved navn Silas Marker.
Det som gør mig bekymret er at den artikel udgives på en portal med undervisningsmaterialer til skolebørn!
Jeg kan ikke se hvorfor min udgivelse skal fremstilles på den måde som den bliver der — og bruges i undervisningen som et dårligt eksempel.
Jeg har to børn i Folkeskolen!
Det var en fejl af Politiken at placere Folkets Avis i kategorien junkmedier.
Desværre spreder den fejl sig nu som ringe i vandet. Og fortolkningerne bliver mere og mere fantasifulde og løsrevne fra virkeligheden.
Jeg er hverken konspirationsteoretiker eller nazist eller synderligt højreorienteret.
Folkets Avis er ikke og har aldrig været noget junkmedie. Jeg laver ikke junk. Selvom jeg under tidspres har lavet tekster med slåfejl. Jo, jo.
Ikke desto mindre forsøger forskere og mediefolk til stadighed at placere mig i den kategori.
I Folkets Avis har jeg lagt spalteplads til jøder, muslimer, kvinder, mænd, handicappede - og endda djøfere!
Hvorfor skal jeg så udgrænses som en eller anden rabiat ekstremist?
Du kan se nogle af de folk som har skrevet i Folkets Avis her: https://www.folkets.dk/skribenter
Som jeg ser det, så har jeg været med til øge pluralismen i mediebilledet. Og hjulpet en masse mennesker med at komme til orde. Mennesker som har haft svært ved at trænge igennem i de større medier.
Den indsats er ikke blevet anerkendt. Tværtimod.
Jeg forstår ganske enkelt ikke hvorfor de mennesker, som omtaler mit medie som junk og som bruger det som et eksempel i undervisning på noget dårligt, ikke har sat sig ordentligt ind i hvad det er jeg har skabt.
Jeg lider desværre stadig under den fejlklassificering af mit medie-projekt, Folkets Avis, som forskere og eksperter lagde faglig ekspertise til i samarbejde med Politiken, da de bedømte det som “affald”.
En sund medie- og forskningsverden ville anerkende pluralisme og dem som forøger den.
Men i stedet ser vi hvordan nye medier udgrænses og ødelægges - med eksperternes hjælp. Hvordan uskyldige medier stemples på forkerte grundlag.
Og hvem er det som har så travlt med at ekskludere de nye medier?
Det er nøjagtigt samme gruppe af mennesker som taler om diversitet og inklusion med julelys i øjnene, mens de i praksis ødelægger mangfoldigheden i mediebilledet.
Tænk lidt over det.
Så vil jeg tænke lidt over hvordan jeg gør op med den fejlagtige opfattelse som Politiken skabte omkring min person og mit virke som mediemand — og som nu desværre har forplantet sig til undervisningsmateriale i Folkeskolen.
Det ligger ikke rigtigt til mig at give op.