Jo grundigere man undersøger et område, et emne eller en sag — jo flere nuancer dukker der som regel op.

Lad os se på den påstand som blev fremført i medierne under coronakrisen.

Præmature konklusioner

Det hed sig at lande med kvindelige ledere klarede krisen bedre end lande med mandlige ledere.

Det budskab genlød i den amerikanske og europæiske presse. Nogle få skeptikere meldte sig, men overordnet var der ikke megen tvivl at spore.

Man havde fundet en tendens som man godt kunne lide.

Nu er der gået noget tid.

Der er efterhånden flere undersøgelser, mere forskning og bedre data til rådighed.

Så det er værd at undersøge budskabet fra medierne.

Er der hold i den påstand som blev fremført?

Eller var medierne i gang med myte-mageri?

Sagen er i hvert fald ikke så enkel som medierne fremstillede den.

Nuancer dræber historien

Medierne er som hovedregel ikke specielt interesserede i nuancer.

Nuancer er alt for besværlige. Og kedelige.

Især hvis man har fundet et budskab som man er meget glad for og som skaber interesse, delinger og kliks.

Så er der jo ingen grund til at forurene billedet med nuancer.

Og nuancer er jo noget som journalister normalt først arbejder med når der er et budskab på spil som de ikke bryder sig om. Så skal det gerne nuanceres.

Journalister er heller ikke ligefrem kendt for deres tålmodighed. De drager gerne store konklusioner på begrænset grundlag.

Og endelig er der jo en konkurrence om at være først med det populære eller kontroversielle budskab.

Kønnenes kamp

Og så ligger det jo i tiden med identitetspolitik at sætte grupper op imod hinanden.

Især kønnene.

Normalt er parolen at der ikke er forskel på kønnene. Undtagen hvis forskellen er til kvindernes fordel. Så må man - ja, nærmest skal man - fremhæve det.

Og hvem elsker ikke en god kappestrid?

En konflikt eller konkurrence med en vinder og en taber tiltaler noget basalt i os mennesker.

Prøv bare at sammenligne to overskrifter som

Kvindelige ledere klarer covid-krisen bedre end mænd

med en overskrift som

Ingen statistisk signifikant kønsforskel i hvor effektivt lande håndterer covid

Den første er noget mere fængende end den sidste.

Selvom den sidste er mere sandfærdig end den første.

Desuden er der flere mandlige landeledere end kvindelige.

Og medierne beskriver ikke bare virkeligheden - de vil ofte også gerne forme den.

Så hvis journalister mener at de kan medvirke til at flere lande får kvindelige ledere ved at udbrede en forestilling om at kvindelige ledere er bedre end mænd, så er der i hvert fald en del journalister som ikke holder sig for gode til at se bort fra data som modsiger deres foretrukne budskab.

Det kunne man kalde for normativ journalistik.

Arrogante mænd

Og så virker det også intuitivt rigtigt at kvinder skulle være mere opmærksomme på sundhed og sygdom og mænd mere risiko-villige på samme område.

Kvinders immunforsvar reagerer i øvrigt også hurtigere og kraftigere på en viral trussel end mænds. Det er ikke utænkeligt at kønsforskelle også eksisterer på det mere overordnede og bevidste plan.

Og så var der en del eksempler på mænd som havde en dum og usympatisk tilgang til truslen fra coronavirus.

Blandt andre Brasiliens præsident Jair Bolsonaro, som mente at den nye coronavirus var en “sølle forkølelse”.

Flere prominente mænd var arrogante og manglede ydmyghed overfor naturens kræfter, hvor flere prominente kvinder tog situationen alvorligt fra dag et.

Det var medvirkende til at skabe et indtryk om at kvinder klarede sagen bedre end mænd.

I starten af pandemien flød indenlandske såvel som udenlandske medier også derfor over med historier om at kvindelige ledere håndterede covid-krisen bedre end mandlige.

Men sandheden kan man ikke blotlægge ved at fokusere på enkelte landes ledere. Man bliver nødt til at brede sit fokus ud og væk fra enkeltpersoner.

En anden forklaring

Landeledernes køn fik stor fokus.

Hvorimod landes erfaring med lignende vira og grad af forberedelse på situationen ikke fyldte nær så meget i dækningen i forhold til hvor meget større betydning sådanne forhold reelt har for responsen.

Journalister er bedre til at opfange en god historie end til at undersøge data og drage håndfaste konklusioner.

Der er sidenhen lavet flere undersøgelser af fænomenet omkring corona-respons under henholdsvis kvindelig og mandlig landeledelse.

En af de største og mest systematiske vi vil se på her.

Lad os se lidt på videnskaben fra Windsor et al. (2020)

Forskerne bag indleder således

In this paper we explore whether countries led by women have fared better during the COVID-19 pandemic than those led by men.

Og fortsætter med at omtale mediernes udlægning

Media and public health officials have lauded the perceived gender-related influence on policies and strategies for reducing the deleterious effects of the pandemic.

Den udlægning sammenholder de så med deres egen systematiske og omfattende undersøgelse

We examine this proposition by analyzing COVID-19-related deaths globally across countries led by men and women. While we find some limited support for lower reported fatality rates in countries led by women, they are not statistically significant.

Så jo, der er måske en lille forskel.

Den er dog ikke stor nok til at være statistisk betydningsfuld.

Og dermed er mediernes fokus på netop ledernes køn helt blæst ud af proportion i forhold til den reelle betydning af det forhold.

I stedet kan en lands kultur og erfaring i bredere forstand forklare meget mere af de observerede forskelle i respons:

Country cultural values offer more substantive explanation for COVID-19 outcomes.

Forskerne er heller ikke bange for at pege på den bias som tydeligvis eksisterer i vestlige medier:

We offer several potential explanations for the pervasive perception that countries led by women have fared better during the pandemic, including data selection bias and Western media bias that amplified the successes of women leaders in OECD countries.

Konklusionen er at medierne har overdrevet kønsforskellen.

Pressen fordummer

Og den store fokus på ledernes køn har naturligvis resulteret i at medierne har overset mere substantielle forklaringer på landenes forskellige reaktioner og effektivitet i forhold til epidemikontrol.

Det er ikke så meget at medierne tager helt fejl. Det er mere at de overfokuserer på bestemte ting på bekostning af andre.

Og det problem kan der ikke umiddelbart gøres så forfærdelig meget ved. Andet end at man kan henholde sig til mere systematiske undersøgelser end journalisternes intuitioner og mere eller mindre fordækte dagsordener.

Det ville dog klæde medierne at skrive lidt om at deres fokus på køn var overdrevet og at forskningen viser at andre faktorer havde langt større betyding for landenes corona-respons end landeledernes køn.

Men den korrektion - hvis den overhovedet kommer - vil næppe fylde meget i forhold til det oprindelige overfokus.

Som læser bør man derfor altid være sig den journalistiske genres begrænsninger bevidst.