Morten Østergaards højre hånd, Sofie Carsten Nielsen, har overtaget ledelsen af de Radikale.
Udspringet for det dramatiske lederskifte er en gammel sag hvor Morten Østergaard tog en ung partikollega på låret.
Mange mener at det handler mere om håndteringen af den sag end om selve håndspålæggelsen. Men det er nu ikke tilfældet.
For så ville man ikke have valgt Sofie Carsten Nielsen til at træde i hans sted. Hun var jo netop med i håndteringen af sagen.
Vil man forstå sagen, så bliver man nødt til at forstå den forandring som #metoo har medført i opfattelsen af interaktioner mellem kvinder og mænd.
Enhver berøring er nu et potentielt overgreb. Vel at mærke hvis det er manden som tager teten.
Som en anden Radikal, nemlig Karen Melchior, udtrykte det. Alle mænd bør behandles som rovdyr.
Manden er i dag, sådan generelt set, blevet til en figur som man opfatter med mistro. Især midaldrende mænd med lidt magt.
Derfor var det givet at den nye leder af de Radikale ikke skulle være en mand. Uanset at der var mænd i partiet som var mindre implicerede i sagen om låret end Sofie Carsten Nielsen.
Men de har jo nok også krænket nogen, synes logikken at være. Det har Sofie Carsten Nielsen naturligvis ikke. Hun er jo ikke en mand.
Og barren for hvad der opfattes som en krænkelse og et overgreb sænkes hele tiden. Og på den måde bliver en stadig større andel af mænd uanvendelige som ledere.
Kvinder er derimod rene. Deres magt er ikke blevet delegitimeret af #metoo. Tværtimod har metoo styrket en opfattelse af at kvinder kan håndtere magt uden at misbruge den - i modsætning til mænd.
Ved hele tiden at udvide definitionen af et overgreb, får man den til at omfatte det initiativ som mænd nogle gange må tage for at der sker noget.
Så det er ikke bare omverdenens syn på sagerne som er blevet påvirket. Det er også mænds egen selvopfattelse som vakler. Har jeg mon gjort noget forkert?
Denne tvivl er ikke nødvendigvis kun en dårlig ting. Det er sundt at tvivle ind imellem. Også på sig selv. Og det skader ikke at reflektere lidt over sin gøren og laden - heller ikke den fortidige.
Men når denne selvrefleksion kun afkræves af det ene køn, så giver det ganske forudsigeligt nogle problemer hen ad vejen.
Det er en dårlig tid for mænd at have magt i. Undtagen hvis man sidder allerøverst. Og det er der faktisk ikke rigtigt nogen, for eksempel, danske mænd som gør.
Er man kvinde, så kan man derimod have magt uden at man konstant bliver mistænkeliggjort for det.
Sådan er det bare.
På sigt vil det vise sig hvad denne ensidige mistænkeliggørelse af maskulin magt - af mandlig autoritet - vil medføre af konsekvenser for samfundet og for relationen mellem kønnene.