Mette Frederiksen har slået sig op som børnenes statsminister.
Det var hovedtemaet i hendes valgkamp.
Mette og resten af Socialdemokraterne ville redde Danmarks børn. Men fra hvem egentligt?
Men tiden går, og sandheder består.
Holdninger skifter derimod.
En sandhed om mennesket er dets egeninteresse, men det vender vi tilbage til.
Vi starter med de skiftende holdninger.
Lad os lægge ud med omskæring.
Her er hvad Mette Frederiksen sagde til Kristeligt Dagblad om det i 2008:
Jeg har aldrig forstået, hvorfor man skal skære i børn på den måde. Jeg mener ikke, at religion kan legitimere, at man påfører sine børn fysiske skavanker og de smerter, der må være forbundet med det. Vi har diskuteret omskæring af kvinder, men jeg mener også, omskæring af drenge skal forbydes
Dengang var Mette Frederiksen socialordfører for Socialdemokraterne.
Nu er hun formand for Socialdemokraterne og landets statsminister.
Og nu vil hun ikke længere forbyde omskæring.
Hun har skiftet holdning. Men hvorfor egentligt?
Jo, det er klart at et sådant forbud med hende som frontfigur ville spolere de fleste muligheder for en international karriere når tiden som statsminister er overstået.
Derfor ændrer hun holdning. Fordi hendes holdning er underordnet hendes egeninteresse.
Mette passer altså ikke på børnene.
Det Mette passer på er naturligvis i første række sig selv og sine muligheder i livet.
Og det kan man ikke fortænke hende i.
Det men derimod skal være kritisk overfor, det er ideen om at politikere er særligt idealistiske mennesker hævet over os andre.
Nej, politikere er som os andre langt hen ad vejen styret af egeninteresser.
Men hvem kommer så i anden række?
Er det så børnene?
På en måde.
I hvert fald politikernes egne børn.
Sådan som det også er med de andre politikere som i deres eget private liv sender deres egne børn i private skoler, mens de udadtil priser folkeskolen som det rigtigste for alle og nogle gange endda udtrykker mishag ved privatskoler.
Naturligvis kommer politikernes egne børn i første række for politikerne selv - alt andet ville højest overraskende.
Men kommer børn i almindelighed, som Mette hævder at være statsminister for, så ind på 3. pladsen.
Passer hun på børnene - eller passer hun på nogle andre?
Jeg vil vove den påstand at Mettes partikolleger og venner i systemet har højere prioritet end børnene.
Som Jeppe Kofod der nyder Mettes beskyttende hånd.
Han rodede som 34-årig sig selv ud i sex med en ung pige som vel egentligt var på grænsen til at være et decideret barn. Hun var nyligt fyldt 15 år da hændelsen fandt sted.
Ikke desto mindre valgte Mette Frederiksen at give Jeppe Kofod en af de mest prestigefyldte ministerposter overhovedet - nemlig Udenrigsministerposten.
Som disse eksempler illustrerer, så er det ikke børnenes interesser som kommer i første række.
Jo, i skåltalerne og valgkampen - men ikke i praksis.
Ikke når politikken skal laves eller ministerposterne uddeles.
Det kommer næppe som nogen stor overraskelse for de mere realistisk anlagte mennesker.
Men ikke desto mindre er det værd med jævne mellemrum at minde sig selv om at politikere, som de fleste andre, er mennesker med egne interesser og mål - og at politik for dem også er en måde at realisere disse personlige mål på.
Det betyder ikke at politikerne ikke kan opprioritere bestemte områder eller grupper frem for andre, men det er sundt at have sig egeninteressen for øje og bevare en hvis skepsis omkring politikernes udmeldning - og sammenligne dem med hvad der rent faktisk bliver gjort.
Og der synes jeg at tendensen i Mette Frederiksens tilfælde lidt for meget og lidt for ofte har været at hun passer mere på sig selv, sin karriere og sine egne folk end på børnene som hun ellers lovede i valgkampen.
Hvad synes I?