Gå til hovedindhold

Mogens får 7 gange så meget som en almindelig folkepensionist

Af Lennart
Det er godt at være en del af den herskende klasse

Hvor meget får en pensioneret politiker egentligt fra det offentlige i forhold til en almindelig folkepensionist?

Nu er der jo mange forhold at tage hensyn til. Og mange forskellige "almindelige" folkepensionister og mange forskellige pensionerede politikere.

Men alligevel kan vi godt, med udgangspunkt i et meget omtalt eksempel, kaste en smule lys over spørgsmålet. Her på Rævekagen hvor vi gerne sætter tingene på spidsen.

Vi skrev om Mogens Lykketoft og hans nye guldrandede bestyrelsespost hos Energinet.

Faktisk har vi skrevet om hvordan Lykketoft fik bestyrelsesposten – af Dan Jørgensen.

Og om hvor stort honorar Lykketoft modtager på formandsposten – 479.000 kroner.

Men som tidligere folketingsmedlem, og ikke mindst som tidligere minister, så er honoraret fra Energinet ikke det eneste som tikker ind fra staten - og dermed fra skatteyderne - på Mogens Lykketofts konto.

Da Mogens Lykketoft har tilbragt en livstid i politik, får han store beløb i forskellige pensioner.

Det bliver til 600.481 kr årligt i pension.

Plus benet i Energinet på 479.000.

Altså 1.079.481 kroner årligt fra staten.

Det var godt nok magert.

Man må da håbe at hans nuværende kolleger i Folketinget kan finde nogle flere ben til ham.

Kun lidt over en million om året fra det offentlige - som pensionist?

Men hov - hvad får en almindelig folkepensionist egentligt?

Jo, til sammenligning kan det oplyses at en folkepensionist får 162.492 kroner - før skat.

Altså omkring en syvendedel.

Der er altså meget stor forskel på hvor meget en almindelig borger på folkepension og en pensioneret politiker får.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.