Nogle gange hjælper pressen projektmagerne med at opfinde problemer.
For eksempel lagde Berlingske mikrofon og spalteplads til to kvindelige borgmestre i København, der vel i parentes bemærket har en 6-7 borgmestre, som mente at der var et stort og aktuelt behov for blandt andet flere vejskilte med kvindenavne.
Det viste sig dog at kvinder siden 2008 har fået næsten halvdelen af de nye vejer og pladser tildelt. Så man ville åbenbart bruge det brutale mord på George Floyd og protesterne i kølvandet herpå til at sparke en allerede åben identitetspolitisk dør ind.
Det er også komisk at Berlingske i artiklen forsøger at problematisere at der ikke findes nogen Emma Gad vej i København. Når der nu rent faktisk findes en Emma Gad vej i København.
Man spurgte forarget hvorfor der dog ikke var en Emma Gads vej - men der var faktisk en, to tre. Mindst tre allerede i Danmark – heraf en i København som artiklen omhandlede.
Her ser vi bogstaveligt talt et eksempel på kampagnejournalistik som er så forhippet på at sætte en dagsorden at man helt glemmer at orientere sig ude i virkeligheden. Eller i det mindste lige laver en hurtig søgning på Google.
Man vil have at der skal være et problem, og man er også overbevist om det. Så er der jo ingen grund til at undersøge sagen, vel?
"Hvorfor er der ingen Emme Gads vej?"
Fordi kvinder bliver snydt og ...
Men hov, der er jo faktisk en Emma Gads vej.
Allerede i artiklen er der altså en bestemt dagsorden som søges understøttet i kildevalget og spørgsmålene.
Det svarer til at spørge en tilfældig mand: "Hvornår holder du op med at slå din kone?" Inden man overhovedet ved om han rent faktisk gør det.
Lidt mere generelt mener jeg desværre ofte at Berlingske kører identitetspolitisk kampagnejournalistik. Ikke mindst den feministiske variant. Måske endnu mere Berlingske Business.
Så bør man deklarere at der er tale om aktivisme - eller i det mindste deklarere at der er tale om en mere aktivistisk form for journalistik.