Har du ladet din hjerne programmere?
Det er ikke just opløftende at være vidne til den polarisering og fordummelse som i mine øjne længe har kendetegnet den samfundsmæssige udvikling i de vestlige lande. Nogle steder mere end andre.
Denne polarisering og fordummelse giver sig til udtryk i en formørkelse af den enkeltes mentale landskab - den enkeltes indre verden bliver forudindtaget og fattig.
Der er tusindvis af eksempler på hvordan forskellige mennesker i forskellige sammenhænge som per refleks eller instinkt tolker forskellige nye hændelser og begivenheder fra den ydre verden ind i et på forhånd fasttømret verdensbillede i den indre.
Det som gerne skulle kendetegne den oplyste borger og det modne menneske ser ud til at forsvinde.
Selvfølgeligt forsvinder vores menneskelighed ikke helt og på en gang og i alle sammenhænge. Men lige så langsomt lukker mange ned for den største gave som vi mennesker har fået af gud eller naturen.
Evnen til at reflektere.
Evnen til at vende ting i hovedet og se dem fra forskellige vinkler.
Evnen til at overveje og afveje.
Denne evne synes i stigende grad at vige for en tendens hvor man med bedrøvende usvigelig sikkerhed kan forudsige enkeltpersoners og gruppers reaktion på den ene eller anden nyhed fra den ydre og fælles verden. Det ser vitterligt ud som om mange har slået hjernen fra og sat tænkningen - hvis man overhovedet kan tale om det - på automatpilot.
Det er som om at man bare skal kende "input", så kan man forudsige "output". Så forudsigeligt er det blevet.
Og hvad lyder det mest som –– en maskine eller et menneske?
Lad mig give et par nylige eksempler:
På det seneste har jeg set borgerlige og liberale benægte farligheden af den nye coronavirus fordi de ikke bryder sig om den socialdemokratiske regering eller Mette Frederiksens politiske kurs.
De formår ikke længere af forholde sig til den objektive realitet som virussen er - uden et politisk filter som slører deres syn på en virkelighed som også eksisterer uden for det politiske.
Og jeg har set venstreorienterede som forbigår en mulighed for at sætte fokus på politibrutalitet fordi det er vigtigere for dem at ride en identitetspolitisk kæphest.
De formår ikke længere af forholde sig til den realitet som politivold er også uden for en racemæssig-sammenhæng. Det er som om et filter slører deres syn for al den realitet som ikke passer med deres politik.
Det er hverken for at sige at man ikke skal kritisere Mette Frederiksens politik eller racisme. Der er gode grunde til at gøre begge dele. Jeg benægter ikke at der er alvorlige problemer.
Det har handler mere om alt det man udelukker. Et overdrevent ensidigt fokus er per definition udelukkende, og dertil er det undergravende. Problemer løses ikke ved at man stirrer sig blind på et eller to aspekter og ignorerer eller overser alle andre.
Der er nu store dele af virkeligheden som folk selv formørker og udelukker på forhånd. Ofte per automatik uden selv at opdage det. Alt for meget bliver så forklaret med alt for lidt.
Jo mere komplekse problemerne er, jo mere forsimplede bliver "forklaringerne".
Jeg efterlyser en større grad af selvstændig tænkning hvor man ikke bare sætter hjernen i automatgear og så ellers lader et "program" afgøre hvilket lys man ser tingene i eller hvilke synsvinkler man udelukker og hvilke man overgiver hele sin opfattelse til.
Jeg har brugt NPC-memet til at illustrere denne artikel.
Jeg er ikke ekspert i memes og kender ikke detaljerne for ophavet til dette meme. Jeg gætter på at en politisk fløj har brugt det til at karakterisere sine modstandere som åndløse "får" der mangler evnen til selvstændig og kritisk tænkning.
NPC er en "non player character" altså en spiller i et computerspil som er styret af computeren, og hvis ytringer og adfærd er "scriptet" - altså på forhånd fastlagt som bestemte reaktioner på bestemte inputs fra de menneskelige spillere i spillet.
Jeg mener at memet fanger en realitet, men jeg mener ikke at det er en realitet som kun gør sig gældende i den ene ende af et politisk spektrum.
Det er en realitet som gør sig gældende på tværs af det politiske spektrum. Hele vejen fra det yderste venstre til det yderste højre.
Alt for mange er alt for sikre på at de har ret fordi de i virkeligheden har ladet sig programmere. Tvivlen er væk og reaktionerne kommer lynhurtigt som fra en algoritme.
Men det er menneskeligt at tvivle.
"Tvivlens nådegave" kalder man det.
Det er fordi tvivlen levner plads til overvejelse - og dermed til oplysning. Og her taler jeg om den indre oplysning som er forudsætningen for den ydre.
Blandt politiserede mennesker ser jeg ofte en komplet mangel på tvivl. Det er som om overbevisningen er så stærk at tvivlen ikke levnes nogen plads.
I det øjeblik mennesker, som har ladet sig programmere af politik, bliver opmærksomme på en begivenhed eller hændelse ude i virkeligheden, så har deres hjerne allerede tolket denne begivenhed i et bestemt lys og givet den politisk mening.
Men den politiske tolkning er så dominerende at andre tolkninger skubbes af banen. Og politik er forbundet med overbevisning, og overbevisning er det modsatte af tvivl. Og uden tvivlen forsvinder nysgerrigheden.
Hvorfor overveje sit synspunkt eller tages andres alvorligt hvis man er overbevist om at man selv har ret og modparten tager fejl?
Man taler meget om vigtigheden af pluralisme.
Med det mener man at det er væsentligt i et samfund at forskellige synspunkter får plads i den offentlige debat.
Men der er også en indre pluralisme - og den er truet af politisk overbevisning.
Og her er det kun den enkelte selv som kan tage fat og åbne sit sind for et lys som indeholder flere facetter og i sidste ende er uendelig meget kraftigere end det dunkle politiske sort-hvide syn på verden som mange desværre her ladet deres hjerner programmere af.