Den seneste uge har magasinet her på FOLKETS været omkring et foruroligende fænomen som spreder sig i danske vuggestuer og børnehaver.
Der er tale om den såkaldte normkritiske queerpædagogik som antager at der hersker en socialt konstrueret heteronormativitet i blandt andet børns leg.
Og denne postuleredde heteronormativitet mener normkritikerne der skal gøres op med.
I disse queerteoretikeres øjne er børnenes leg ikke uskyldig, men nederdrægtig i den forstand at man her finder kimen til undertrykkelse og ulighed i voksenlivet.
Når for eksempel piger og drenge deler sig op og leger forskellige ting, så ser de normkritiske queerteoretikere ikke dette som udtryk for noget naturligt eller tilforladeligt, men noget suspekt og problematisk.
I det hele taget ser de problematikker alle vegne. Når piger klæder sig i kjoler er det et problem, mener de. Og når drenge klæder sig ud som superhelte.
Sådanne aktiviteter forstærker nemlig ifølge de normkritiske queerteoretikere de såkaldte kønsstereotyper.
På trods af megen lovprisning af mangfoldighed og diversitet bryder de normkritiske queerteoretikere sig åbenbart ikke meget om at drenge og piger er forskellige og udtrykker forskellen gennem leg.
Man kunne hævde at biologien og naturvidenskab viser at der er forskelle. Man kunne sige at anatomien viser en komplementaritet mellem kønnene.
Men den slags objektive kendsgerninger giver de normkritiske queerteoretikere ikke meget for. Den slags fejer de af bordet som essentialisme eller biologisk determinisme.
I den forstand er de normkritiske queerteoretikere fanatiske. De har kun blik for deres egen amputerede forklaringsmodel. En model som ikke giver plads til hverken det biologisk givne eller det individuelt valgte - i sidste ende beror de normkritiske queerteoretikere tilgang på politik.
En politisering af børnenes liv og leg som omfatter ethvert aspekt af deres tilværelse.
Der er nok af leg at overvåge. Hele tiden nye børn som skal bevidstgøres og afrettes af de normkritiske queerteoretikere.
Måske skulle vi som forældre sige at vores børn bruger meget tid i dagtilbud, skole og andre instutioner og at disse skal holdes politikfrie.
De normkritiske queerteoretikere vil så uden tvivl hævde at der allerede er en politik. Et heteronormativt hegemoni.
Men det er dem som ser spøgelser. Og vi skal ikke lade deres vrangforestillinger og vildfarelser danne grundlag for læring eller pædagogik på nogen som helst vis.