Gå til hovedindhold

Forslag: Alle forældre skal gennemføre socialrådgiveruddannelsen

Af Lars

Af Karina Pedersen og Lars Christensen

Da vores researchteam forleden afholdte statusmøde, og vi i forbindelse med vores arbejde har gennemgået hundredevis af børnesager, slog det os pludseligt:

Landets socialrådgivere er tilsyneladende eksperter i alt.

Gennem tusindvis af sagsakter har vi kunne konstatere, at socialrådgiveres viden dækker emner fra hvor mange watt gode forældres støvsuger bør have for at lille Georg ikke bliver kriminel i en alder af tolv og videre over boligindretning, parforhold, tøjstil, madvaner, sexliv, lufttryk på barnevognsdæk, hvilke tone børnesange skal synges i for at et barn ikke bliver psykisk syg, hvor mange timers TV forældre kan se, før deres barn bliver mimikløs (det er vist noget med, at et barn så kun får to ansigtsudtryk; alt sammen forårsaget af forældre, der ser for meget TV).

Og socialrådgivere kan tilmed levere en præcis angivelse af, hvor mange procent virkelighedsopfattelse et menneske har (mange har – efter hvad vi kan læse – kun omkring 30% og det er desværre ikke nok til, at man kan være forælder), og hvis det ikke er imponerende nok, så kan de også spå, hvorfor de ved, hvordan børns fremtid bliver.

Se, det er en fantastisk bred viden, og der har os bekendt aldrig tidligere været et studie, der har formået at forene løse teorier og clairvoyance på helt samme måde som socialrådgiveruddannelsen har, og derfor foreslår vi – og vi fremsætter også et borgerforslag – at det bliver gjort obligatorisk for alle landets borgere at gennemføre socialrådgiveruddannelsen.

Det ville ikke blot gøre alle mennesker i stand til at lave deres egne ressourceprofiler, handleplaner, etc. (og dermed blive fri for de famøse Jobcentre); man vil også være i stand til at levere det som går under navnet faglige vurderinger, og det er dem, som vi personligt har stor interesse for.

Nu er vi – endnu – ikke socialrådgivere, så vi er ikke i stand til at forstå de meget komplekse måder, hvorpå en faglig vurdering udregnes, men vi kan give et par eksempler på den viden, som vi – forhåbenligt – alle snart vil være i besiddelse af:

En ung mand skulle have vurderet sine forældreevner og derfor udspørges han om sin egen barndom. Den har været god, siger han og giver forskellige eksempler.

Den faglige vurdering lyder efterfølgende, at manden er uegnet som forælder, da han mangler selvindsigt, idet han ikke kan se, at han faktisk – uanset hvad han selv mener og tænker – har haft en elendig barndom. Det faktum, at han påstår, at have haft en helt almindelig barndom, er netop et tegn på det modsatte.

Det er så dog ikke det eneste, der fælder ham; han havde – i sin befippelse over at være blevet forælder – også glemt autostolen, da hans barn skulle hentes hjem fra sygehuset, og barnet bliver selvfølgelig tvangsfjernet.

En anden forælder, der også skulle have undersøgt sine såkaldte forældreevner, kunne ikke – på stående fod – svare på, hvem der havde skrevet Sherlock Holmes, og dermed lød den faglige vurdering, at barnet burde anbringes udenfor hjemmet, da moderen var for dum til at kunne støtte barnet gennem folkeskolen. Moderens manglende respekt for faglige vurderinger blev desuden anset for at være en skærpende omstændighed, og barnet blev tvangsfjernet.

Hvis moderen i førnævnte tilfælde havde gennemført socialrådgiveruddannelsen, ville hun ikke blot have forstået vigtigheden af at have læst Sherlock Holmes; hun ville også have haft respekt for faglige vurderinger, og dermed kunne samfundet have været sparet for at opfostre hendes barn.

En anden mor, hvis personlighed – ifølge en faglig vurdering – er så uønsket i samfundet, at hendes børn står til at blive fjernet fra hjemmet for ikke at anlægge sig samme utiltalende karaktertræk, ville – såfremt hun havde været socialrådgiver – have kunne stoppe sig selv inden hun lod børnene lege med legetøj i stuen, og i stedet have forstået, hvordan det kun er uansvarlige forældre, der udsætter deres børn for den fare, der er forbundet med at falde over legetøjet og dø på stedet.

Vi har masser af andre eksempler på faglige vurderinger og dem vil vi gennemgå i vores kommende bog En faglig vurdering, hvor vi også vil komme ind på det historisk interessante i, at socialrådgivere kan afsige spådomme om kommende ulykker; de er næppe blevet afsagt i samme omfang siden oraklet i Delfi var aktivt.

Den evne – samt deres utallige andre evner – ønsker vi som sagt, at alle borgere skal være i besiddelse af, hvorfor vi håber på stor opbakning til vores kommende borgerforslag: Alle har ret til at blive socialrådgiver.

Vi vil snart afholde debatmøder i de af landets kommuner, som leverer de bedste faglige vurderinger, og vi er overbeviste om, at når borgerne hører, hvad deres kommunes socialrådgivere foretager sig, så vil vi møde stor opbakning.

Rævekagen

Rævekagen er magasinet om magthaverne.