Alle skal følge den samme snor, og helst passe ind i den kasse, som de er blevet tildelt. Dette sker selvfølgelig fordi, at alle hurtigst muligt skal gøres klar til at blive malket som skattekvæg på arbejdsmarkedet.
Det nye sort i den forbindelse er
sproglig udvikling
som ifølge en eller anden forskruet teori hænger nøje sammen med eventuelle sociale problemer. Derfor skal alle børn ifølge undervisningsministeren sprogstimuleres fra dag ét.
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil går så vidt, som til at erklære, at ”vi skal allerede sætte ind ved undfangelsen”.
Jeg må i bedste fald formode, at undervisningsministeren ikke engang aner hvad ”undfangelsen” betyder?
For hvis hun mener det, så skal kommune-Bitten åbenbart stå og se med i soveværelset næste gang der skulle opstå en chance for at min kone bliver gravid igen.
Det undervisningsministeren vil, er selvfølgelig ikke en invasion af soveværelset. Hun vil i stedet blande sig, hvis sundhedsplejersken konstaterer, at moderen ikke taler nok med sit nyfødte barn, og til det formål vil hun så sende familieafdelinger, og div. ”eksperter” i retning af familien for at ”hjælpe”.
Social arv
For det man skal forstå, er nemlig, at forældreansvaret, ikke er noget man bare kan overlade til forældrene.
Det skal nemlig sikres, at alle følger den samme kurve, og at alle, som afviger derfra, og derfor potentielt kommer senere i gang med uddannelse eller arbejde, er socialsager, som man nu, succesfuldt, har opsporet tidligt og reddet fra en negativ social arv.
En ”social arv”, som er vigtig at holde i live, ved kontinuérligt at flytte definitionen for, hvornår noget er negativ social arv.
Det man skal forstå, er nemlig, at det jo også holder gang i myten om ”ulighed”, og fattigdom osv. – alt sammen noget der sikrer genvalg, og som holder en omfattende omsorgsindustri i gang.
Det afskyelige er ufriheden, og invasionen af familielivet. Nogen vil nok mene, at det er en ekstra ”hjælp”. Til dem vil jeg sige, at det netop ikke handler om ekstra hjælp.
Det handler om, at staten tager forældreansvaret fra dig, og det sker systematisk efter salamimetoden, gennem overvågning, og ”tilbud”, som du ikke kan afslå – for hvis du afslår, så kommer du til bekymringssamtale på kommunen.
Undervisningsministeren vil helt sikkert sige, at der er børn som er helt tabte ude i ghettoerne, men er det noget argument for, at gøre hele befolkningen til potentielt dårlige forældre?
Ja, det er det for socialister, for der er laveste fællesnævner, den fremmeste politik.
Som far til en snart fireårig pige, oplever jeg selv allerede denne politik (dog ikke fra fødslen, som der nu lægges op til), idet min datter er to-sproget.
En provokation
Det skulle man jo umiddelbart synes er en fordel, men det er det bestemt ikke, for hun følger jo ikke læringskurverne med samme hastighed, når hun både lærer spansk og dansk på samme tid.
Derfor har jeg også allerede nu, haft adskillige sværdslag med kommunen, som i et ”tidlig opsporings-perspektiv”, ser mulige ”klienter” i vores familie.
For eksempel har jeg været udsat for, at kommunen i den private dagpleje mente, at jeg skulle svare på, hvilket sprog vi taler i hjemmet?
Til det svarede jeg først, at det var et privat anliggende, og blev derefter konfronteret med, at eftersom min kone var udlænding, var vi i princippet omfattet af de samme regler, som i ghettoerne, og at jeg derfor havde pligt til at svare.
Til det svarede jeg, at så kunne jeg da oplyse dem om, at der udelukkende bliver talt spansk i hjemmet, for hvis Danmark ikke er et frit land, er der jo ingen grund til, at vi bliver her, og så ser jeg da ingen grund til at lære min pige dansk.
En provokation?
Ja, men helt på sin plads, for jeg nægter at lade kommunale tosser invadere vores familieliv, og jeg nægter pure at lade dem klientgøre min datter!
Ergo, har man en udenlandsk ægtefælle og et to-sproget barn, så passer man ikke ind i kassen, og så er man lækkerguf for den omklamrende omsorgsindustri, som Pernille Rosenkrantz-Theil hungrer efter mere af.
Jeg nægter at lade kommunen blande sig, idet jeg både mener, at det er dybt racistisk og formynderisk. Af samme årsag har vi derfor valgt en privat børnehave.
Sig fra
Man kunne helt sikkert finde mange flere tilfælde, hvor familier falder ved siden af ”kassen”, uden der af den grund er sociale problemer, men forskellighed passer dårligt med den socialdemokratiske kvælfærdsmodel, hvor ensretning er normen.
Jeg mener, at det er på tide at sige fra.
Sig nej til sundhedsplejersken, og ikke mindst Pernille Rosenkrantz-Theil, hvis I selv har ressourcerne. Bloker de steder du kan for informationsflowet til kommunen, og deres mulighed for overvågning.
Sig i det hele nej til kommunale tilbud, og find private alternativer – for det er ikke nogen ”hjælp”. Det er derimod dit familieliv, som gammelkommunisten Pernille Rosenkrantz-Theil er i færd med at overtage.
Børnene er dine og dit ansvar, ikke statens!