Hvornår er man gammel nok til at tage vare på sig selv?
Danske kommuner bruger mange milliarder på beskæftigelsesområdet. Og der er ingen grænser for hvem som skal tilbydes skræddersyet hjælp i den forbindelse.
Her ser vi nærmere på tal fra Københavns Kommune som kan findes i budgetafterlene for 2017.
Det sørglige er egentligt ikke så meget beløbene. Selvom de er slemme nok når man tænker på at det alene omfatter projekter som er målrettet akademikere og ikke andre faggrupper i en arbejdssøgende situation.
Det virkeligt store problem er at mennesker, som har brugt 20 år på at uddanne sig, aldrig har lært at finde et arbejde eller gøre al den viden, som de har suget til sig, nyttig for andre mennesker.
Lad os først se på tallene – alene i Københavns Kommune:
- 1,9 millioner kroner til akademikerindsats
- 3,7 millioner kroner til langtidsledighedsindsats for akademikere
- 1,3 millioner kroner til indsats målrettet det nye arbejdsmarked for akademikere
- 1,2 millioner kroner til ledige akademikere til små og mellemstore vækstvirksomheder
Det bliver 8,1 mio kroner til projekter målrettet og skræddersyet til de mest veluddannede mennesker i landet. Tal for een kommune.
Selvom der utvivlsomt kan berettes om enkelte succeshistorier, man kan altid finde eksempler på alting, så er jeg endnu ikke stødt på overbevisende dokumentation for disse mange beskæftigelsesprojekters effektivitet.
Alternativt kunne man lade akademikerne selv sørge for at få arbejde eller overlade området til de relevante fagforeninger og brancheorganisationer - eventuelt i samarbejde med udvalgte virksomheder.
Jeg kan vitterligt ikke se at det skal være en kommunal opgave at hjælpe ressourcestærke og veluddannede mennesker med at søge arbejde.
Der ligger en meget stor grad af barnagtiggørelse - af infantilisering - i alt det her.
Hvornår er man gammel nok til at tage vare på sig selv?
Hvor meget mere skal det offentlige poste i mennesker som allerede har fået en lang uddannelse "gratis"?
At selv velvoksne akademikere behandles som nogen der skal hjælpes med praktiske opgaver som de forlængst burde være voksne nok til at varetage selv, det burde få alarmklokkerne til at ringe.
Før eller siden så må også akademikere ud og møde virkeligheden. Det vokser man faktisk ved.