Er der ikke en voksen der kan forklare Mette Frederiksen nogle ting:
– Der findes ikke noget der hedder “vores børn”, med mindre det er forældrene der taler om deres egne børn. Jeg har i hvertfald ikke et barn sammen med MF.
Jeg ved godt, at systemet har udviklet sig til et monstrum, som skal fange alverdens problemer, og at man som forældre kontinuerligt overvåges af systemet, som gerne vil sikre, at ens børn, følger samme skabelon, som andre folks børn - mon det er derfor, at det nu er “vores børn”?
I alle tilfælde oplever jeg, som forælder til min datter på tre år, konstant at skulle kæmpe for, at min datter rent faktisk er mit ansvar, og ikke bedrevidende kommunedamers ansvar.
Men når systemet er opbygget omkring en laveste fællesnævners præmis, fordi alle helst skal følge den socialdemokratiske ensretningsideologi, så bliver det til noget med et intimiderende system, som blæser på familiens privatsfære, og som ikke stoler på, at familier rent faktisk godt kan leve et godt liv, hvor de selv tager ansvar for deres børn, selvom de lever et liv, der afviger fra “skabelonen”.
Og nu vil MF så ydermere have flere tvangsanbringelser, som var det et mål i sig selv!
Det bliver helt sikkert en ny industri, hvis S kommer til at bestemme. For der findes mange, som ikke lever det ensrettede liv, som Socialdemokraterne forventer af borgerne.
Har MF mon overvejet hvordan retssikkerheden er på området i dag, og hvor mange børn, der bliver skadet for livet, fordi det offentlige tror, at det ved bedre?
Er ked at at skulle sige det, men som partsrepræsentant for efterhånden en del familier, der har været i klemme i det system, er det faktisk min opfattelse, at der rundt omkring i landets familieafdelinger hersker en slags “middelklassekællingekultur”, hvor alt hvad der afviger fra deres stereotype opfattelse af et “godt liv”, bliver dømt ude – med triste anbringelsessager som konsekvens.
For det er jo “vores børn”.
Ensretning og mangel på forståelse for, at andre godt kan leve et godt liv, selvom det er “anderledes”, er den fremherskende norm og det skader mange familier.
Børn har ikke brug for “børnenes statsminister”. De har brug for deres forældre, altså forældre, som rent faktisk må tage ansvar for deres børn, uden det offentlige tror, at forældreansvaret er et kommunalt ansvar.
Magter forældrene ikke det ansvar, skal der selvfølgelig gribes ind, men det virker som om, at det som man tænker, burde være “barnets tarv”, bliver til et argument, der ikke kan anfægtes, og som legitimerer et system, der efterhånden, ikke i alle tilfælde sikrer barnets tarv.
Mit barn, mit ansvar, så hold snitterne væk, Mette Frederiksen.