Gå til hovedindhold

Stop pressen: Partierne indgår "gentleman aftale" op til valget

Af Lennart

Folketingets partier har indgået en såkaldt gentleman aftale om at undgå fake news i valgkampen.

Til dagligt er fake news åbenbart ok.

På ft.dk, som er Folketingets egen hjemmeside, omtales aftalen under følgende overskrift:

Politiske partier indgår aftale om værn mod illegitim påvirkningsvirksomhed i valgkampene

Aftalen gælder øjensynligt ikke interesseorganisationerne. For djøf har jo netop udbredt fake news i forbindelse med deres påvirkningskampagne rettet imod kandidater og politikere.

Men det vil partierne altså åbenbart undgå.

Eller vil de.

For læser man ordentligt efter, så er det ikke det, der står. Der står ikke at politikerne vil afholde sig fra at lyve eller manipulere. Det er kun den "illegitime" del af påvirkningsvirksomheden der gives håndslag om at undgå.

Og det illegitime defineres ikke efter om det man siger er sandt, men efter hvilke kilder man har til sine oplysninger.

For eksempel vil man ikke bruge oplysninger når:  "udefrakommende skaffer sig adgang til og bruger oplysninger fra hacking og læk."

SKAT ville ellers gerne bruge oplysninger fra det store hack og læk omkring de såkaldte Panama-Papers. Så der er lidt slinger i valsen.

Men overordnet skal man i forhold til valgkampen hæfte sig ved at det mest afgørende ikke længere er sandhedsværdien af oplysninger der kommer frem. Altså i hvor høj grad en påstand korresponderer med virkeligheden, men mere hvordan oplysningerne er fremskaffede.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, siger således i forbindelse med aftalen:

"Jeg er meget glad for, at partierne er blevet enige om et sæt retningslinjer, så vi hjælpes ad med at sikre valgkampe, hvor meningerne kan brydes på en fair måde. Der er kræfter i udlandet, som har interesse i at påvirke udfaldet af valghandlingerne i de vestlige lande. Vi skal gøre alt det, vi kan, for at beskytte os mod dem, der vil undergrave demokratiet og miskreditere demokratiske institutioner”

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ide at værne imod andre nationers indblanding. Det giver på mange måder god mening.

Men man skal som vælger og borger huske proportionerne her. Og det skal pressen også.

Langt, langt hovedparten af den manipulation, de fordrejninger og fake news, der fremkommer under en valgkamp, kommer direkte fra politikernes egen pen og mund. Og ikke fra andre landes efterretningstjenester.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.