Ligestillingsministeren langer hårdt ud efter danske mænd.
Først truer hun dem, og nu giver hun dem besked på at "tage ansvar".
Den kone er da ufatteligt arrogant og uvidende!
For mænd tager ansvar hver evig eneste dag. For familie, for samfund. For at få det hele til at hænge sammen og løbe rundt.
Står tidligt op, arbejder dagen lang. Ofte med arbejde som ikke siger dem en skid. Kommer trætte hjem. Og møder ind tidligt igen næste dag. År ud og år ind.
Står op om natten og passer syge børn. Hjælper deres partnere og ex-partnere med at komme gennem en fortravlet hverdag. Tilpasser sig skiftende forhold. Finder nye veje. Gør en forskel hvor og for hvem de kan.
Det kan godt være at de ikke tager præcist halvdelen af barslen eller opvasken hver anden dag. Men så passer de måske haven, gør rent, reparerer bilen og arbejder flere timer for at hente penge hjem til kone og børn.
Det er også ansvar, fru ligestillingsminister!
Måske ikke feministisk korrekt ansvar, men ude i den virkelig verden, hvor ting skal gøres, så er det ansvar af den praktiske art som virker. Den slags vores samfund bygger på.
Ikke bare tomme politiske paroler. Eller gode intentioner. Eller internationale statistikker man kan sole sig i som minister - eller skamme sig over hvis ikke man mener mændene er godt nok dresserede.
Der er en hel verden af virkeligt, dagligt ansvar udenfor Christiansborgs beskyttende mure (bygget af mænd) som den kære ligestillingsminister tilsyneladende intet som helst aner om.
Det er for nemt at skælde ud på mænd og sige at de ikke tager ansvar nok. For sagen er at mænd tager masser af ansvar. På mange måder.
At de måske ikke lige tager ansvar på præcist den måde, som ministeren vil have dem til at tage ansvar på, det er så en anden sag.
Ligestillingsministeren beder i virkeligheden ikke mænd om at tage ansvar. Hun beder dem tilslutte sig en bestemt ideologisk og politisk dagsorden omkring resultatligestilling.
Men det har ikke meget med ansvar at gøre.
Det er en ren politisk manøvre. En tom gestus. Ansvaret ligger derimod i det levede liv. I de gerninger man gør, i at forbedre sig og hjælpe sine nærmeste – og slå til når det gælder.
Og det kan ikke koges ned til noget formelt som om man tager halvdelen af barslen. Man kan sagtens tage meget barsel uden reelt at tage meget ansvar. Omvendt kan man tage meget lidt barsel og ufatteligt meget ansvar på andre områder
Det er desværre meget typisk at ligestillingsministeren er blind for de mange måder mænd tager ansvar på hver evig eneste dag og kun har øje for de områder hvor hun mener de ikke slår til.
Denne en-dimensionelle opfattelse af mænd er særdeles udbredt blandt kvinder som har travlt med hvad mænd skal gøre og hvordan de skal ligestilles.
Det er en særlig måde som mange feministiske kvinder anskuer mænd på: I disse kvinders øjne har mænd først værdi når de melder sig under kvindekamps-fanen og opgiver deres egne mål i livet.
I stedet for at åbne øjnene for alt det gode, mænd gør og er, så fokuserer ligestillingsministeren på at der stadig er nogle mænd som ikke er indstillet på at tilpasse sig en politisk vedtaget kønsløs 50-50 skabelon.
Hun måler mænd på om Danmark placerer sig rigtigt i en eller anden interesseorganisations ideologiske skævvredne statistik i stedet for et kort øjeblik at overveje om mænd måske allerede i høj grad tager ansvar.
Den slags kvinder har ikke øje for mænds skaberkraft. For mænds mange måder at gøre en forskel på - i stort og småt. For mænd som i deres ansigts sved skaber nye produkter. Eller bygger virksomheder op og skaber arbejdspladser.
Disse trælse feministiske kvindechauvinister har kun øje for mænds betingelsesløse underkastelse. Kun øje for om mænd retter ind og lystrer og tager barsel og leger husmor.
På den måde bliver målestokken for en mands værd en politisk fastlagt ligestillingsskabelon. Så skal vi hylde en mand som tager barsel og håne en mand som ikke gør. Ganske upåagtet at den ikke-barslestagende mand måske bidrager ansvarsfuldt på tusind andre områder.
Men disse andre måder at tage ansvar tæller ikke rigtigt i feministiske kredse.
For feministiske kvinder, som ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, er det kun én rigtig måde at være mand og tage ansvar på.
Nemlig den måde som hun selv anser for at være den rette.
Derfor kan hun få sig selv til at true mænd med tvang og beordre dem til at tage ansvar - ganske uden skelen til den kendsgerning at de allerede tager ansvar på massevis af måder som hun i sin totale ideologiske forblændelse slet ikke har øje for.
I ligestillingsministerens øjne gør mænd det ikke godt nok, før de tager lige præcist så meget barsel som kvinderne.
Og indtil kvinderne indtager halvdelen af landets lederposter, er det også mændenes skyld!
At kønnene ikke er ens, det er åbenbart noget mænd skal bøde for gennem evige bebrejdelser fra folk som hende selv - der lever af de bebrejdedes penge.
Når ligestillingsministeren fra sit elfenbenstårn som minister i ramme alvor beder mænd om at "tage ansvar" helt uden blik for den enorme indsats mænd allerede lægger - og altid har lagt - for dagen, så nærmer det sig noget tragikomisk.
Tankerne ledes hen på et uforstandigt barn som intet blik har for de større sammenhænge. Hun virker som et forkælet kvindemenneske som totalt mangler respekt for de mænd som over skatten under tvang betaler hendes fyrstelige gage.
Og hendes opfordring til travle mænd ude i virkeligheden om at "tage ansvar" - som om de ikke gjorde det i forvejen - er ekstra komisk i hendes tilfælde, da hun end ikke selv formår at svare på henvendelser og spørgsmål.
Tal lige om ikke at tage ansvar.
Men måske er hele hendes pointe at ansvar er for mænd. Kvinderne skal bare have lederstillingerne og de gode gysser.