Tiden tørster efter fantaster med store armbevægelser.
Projektmagere, visionære, nogle som i et snuptag kan løse alle de problemer andre før dem har måttet give op over for.
Når jeg ser Klaus Riskær Pedersen, så ser jeg ærligt talt ikke den store forskel i forhold til Uffe Elbæk. Begge har en en baggrund som projektmagere for andres penge.
Og det er jo naturligvis også langt hen ad vejen hvad en politiker er: En projektmager for andre penge.
Så jeg deler ikke den opfattelse, som nogen har, at Klaus Riskær Pedersen skulle være uegnet som politiker. Tværtimod.
Han passer perfekt ind.
Klaus Riskær Pedersens parti minder ud fra partiprogrammet mest om en blanding en Enhedslisten og Alternativet.
Det er stopfyldt med floskler som lyder godt, men ikke er til at gennemskue hvad egentligt dækker over i praksis.
Lad os tage et par eksempler:
Om den offentlige sektor står der i programmets punkt 3:
Overalt hvor der er offentligt ansatte skal de tilbydes mulighed for omlægning til kooperative arbejdsfællesskaber, hvor arbejdet og arbejdsfordeling kan tilrettelægges for at sikre en inspirerende hverdag. En man glæder sig til at stå op til.
Det lyder jo som noget Lenin eller Mao kunne have fundet på.
Det er skide morsomt at sådan noget forblommet vrøvl kommer fra Klaus. Men hey - det er hvad mange vælgere vil have. Vrøvl og tomme løfter.
Og som en der har skrevet om og interesseret mig for demografi gennem mange år, herunder set på hvordan andres landes politikere forgæves har forsøgt at hæve fødselstallet gennem politiske tiltag, må det her nok være min favorit:
Fødselsfrekvensen pr. kvinde skal øges fra 1,6 til 2,1 indenfor få år.
Jamen, held og lykke med det, Klaus. Efter 1968 og frem til i dag har ingen - politiker eller ej - kunnet få danskernes fødselstal op på de ønskede 2,1.
Men det vil du overtale danske kvinder til på "få år"?
Rævekagen
Rævekagen er magasinet om magthaverne.