Det har været lærerigt at følge udviklingen i #metoo-bevægelsen.
Og hvordan krænkethed i stigende grad bliver politisk våbenliggjort.
Og det monumentale hykleri omkring Argento og Ford.
Hvordan årtier gamle sager - nogle reelle andre måske lidt sværere at se som meget alvorlige - lige pludselig bliver hevet frem når de kan bruges i et politisk magtspil hvorefter de igen glider ud i glemslen.
Noget af det nyeste - der kommer hele tiden nyt til, jo! - i forbindelse med #MeToo er udtrykket "Believe All Women" eller i hashtag-format: #BelieveAllWomen
Og dette udtryk er på en måde mere interessant end de mange enkeltsager.
For i buddet "Believe All Women" - "tro alle kvinder" tror jeg egentligt at metoo-bevægelsen afslører:
1) en stor del af sit ultimative mål
2) og sin måde at se verden på
Et mål og en verdensanskuelse som i mine øjne falder sammen med feministernes.
1) Det mål at man skal sætte mere lid til kvinder end mænd, man skal tro på kvinder - ikke mænd
2) Den verdensanskuelse at konflikter er mellem kvinder og mænd, ikke indenfor de to grupper
At feminismen reelt arbejder for en situation hvor kvinden er hævet over manden, stemmer ikke helt med det indtryk af ligestilling, man ønsker at give omverdenen.
Men det er måske bedre at se på hvad feminismen reelt arbejder henimod end bare at tage deres egen selv-deklaration for pålydende.
Man kan sige, at det er fair nok at feminismen handler om noget helt andet end ligestilling. Jeg ville bare ønske at alle feminister var ærlige omkring det.
At feminismen er yderst fokuseret på konflikter mellem kønnene, er der intet nyt i. At de i den forbindelse åbenbart helt overser konflikterne indenfor kønnene er tankevækkende for i hvor høj grad der er styret af deres ideologiske mind set.
Nå, men set ud fra et logisk synspunkt medfører "Believe All Women" nogle problemer.
Det er nemt nok med situationen mand overfor kvinde. Her skal man naturligvis tro kvinden. Forestil dig en mand og en kvinde som hævder to forskellige ting. Hvem har ret?
Det kan vi ifølge #BelieveAllWomen udtrykke sådan her:
♀ > ♂
Nemt nok. Vi skal tro kvinden. Så hun har ret. Fordi hun er kvinde, og den anden er mand. Så han har uret. Vi skal tro hende - ikke ham. Nemt.
Men hvad nu hvis en kvinde anklager en anden kvinde? Det bliver kompliceret. For man skal jo tro alle kvinder.
♀ = ♀
Der brød logikken sammen. Eller skal man bare sige at de begge har ret - fordi de begge er kvinder - selvom deres udsagn indbyrdes udelukker hinanden? Så skal vi tro dem begge og leve med to virkeligheder?
Man kan sige at hele tanken om at en sag skal afgøres på en persons anklage, og den anklagende og anklagede persons køn, frem for på en undersøgelse af det håndgribelige bevismateriale, det er et forfaldstegn.
Det er nøjagtigt denne ophøjelse af følelser (indre "virkelighed") og subjektivt over fakta (ydre virkelighed) og objektivitet vi genfinder så mange steder hvor den vestlige civilisations fundament modarbejdes og undergraves.
Ud over dette, kan man yderlige sige at #BelieveAllWomen er afslørende i den forstand at feministerne åbenbart har svært ved at forestille sig andre former for konflikter end kvinder versus mænd, hvor løsningen i deres øjne jo er den lette: At kvinder har ret. Og mænd er skyldige.
Men i virkeligheden er en konflikt jo ikke altid interkønslig, mellem de to køn - den kan lige såvel være intra-kønslig, inden for et af kønnene.
I mine øjne er den tiltagende hyppighed med hvilken vi ser de her mærkelige identitetspolitiske kampagner hvor en persons gruppetilhørsforhold tillægges en mere afgørende betydning for om man tror på dem, end de objektive omstændigheder, et alarmerende forfaldstegn.
Det er utroligt at vi lader en flok Hollywood-skuespillere med stort opmærksomhedsbehov svinge taktstokken over hele den vestlige verdens moralkodeks og verdensanskuelse.
Men sådan er det for tiden.
Identitet
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.