INDBLIK
At drive et ægte systemkritisk medie kan til tider være en frustrerende beskæftigelse.
Ganske enkelt fordi systemet og dets partier klapper i som østers så snart du begynder at stille spørgsmål de ikke bryder sig om.
Naturligvis vil systemets folk helst være i en position hvor præmisserne er fastlagt på en for dem gunstig måde.
De fleste medier spiller med på systemets regler og får dermed nem adgang til politikernes og systemets selvpromovering. Det gør at de etablerede og systemtro medier kan holde et pænt nyhedsflow.
Men det er jo i virkeligheden blot kommunikation. På den måde bliver medierne medspillere og ikke modspillere. Medierne stiller hele deres læserskare til rådighed for politikernes spin. Dette er en kæmpe sejr for partiernes efterhånden meget omfattende kommunikationsafdelinger.
Men hvad nu hvis man som medie ikke vil spille på systemets klaver af kommunikation, men i stedet lave ægte kritisk journalistik. Ja, så bliver man ofte mødt med en mur af tavshed.
Når man ikke bare taler politikerne efter munden eller agerer mikrofonholder, så er man pludselig mindre interessant at udtale sig til. For så kan man ikke bruges af politikerne som medieplatform for egne budskaber.
Konsekvensen af dette er at det for kritiske medier faktisk er umanerligt svært at holde et nyhedsflow kørende. Kritisk journalistik tager længere tid og ender oftere i en blindgyde.
At nå ind til det egentlige er en helt anderledes krævende opgave end blot at videreformidle et budskab som allerede er formidlet af partiernes eller systemets pressehåndteringsafdelinger.
Jeg vil gerne give et eksempel.
For over to uger siden sendte jeg hvert eneste parti i Folketinget et helt simpelt spørgsmål.
Det er bare ET spørgsmål. Endda et ja/nej spørgsmål.
Tror du så meget som et eneste af folketingspartierne har svaret?
Nej, det har de ikke! Ikke et eneste parti har svaret.
På trods af at de hvert år modtager millioner og atter millioner i partistøtte, blandt andet så de kan håndtere spørgsmål fra pressen.
Disse mange millioner, som partierne tager fra skatteyderne, er decideret undergravende for demokratiet og pressefriheden i Danmark.
For man bruger dem på spindoktorerer og pressehåndtering i stedet for på beredvilligt at svare klart, åbent og ærligt på henvendelser også fra den kritiske del af pressen.
Til gengæld så ved man, at man har fat i noget, når partierne ikke vil svare. Og når ingen af partierne vil svare, så har man fat i noget grundlæggende af afgørende.