I efteråret 2016 vedtog et stort set enigt Folketing at give sig selv en gave på ikke mindre end 52 millioner kroner ekstra. Årligt.
Hey, hvem tæller? – Som man siger.
Skatteborgerne i Danmark er underlagt en af verdens absolut højeste afgifts- og skattebyrder. Så skulle der vel være plads til at politikerne kunne forkæle sig selv lidt.
Den danske spindoktor Noa Redington, som har skabt sig en karriere i skørterne på de danske toppolitikere, kunne næsten ikke få hænderne ned, så begejstret var han for udsigten til at partierne pludselig fik over 50 milioner kroner ekstra at lege med om året.
Andre kommunikationsfolk og rådgivere ytrede også deres begejstring. De havde nok set hvor de ekstra millioner ville lande i sidste ende. De her folk har en god næse for penge og magt, og de forstår at når det regner på præsten så drypper det på degnen.
Et par år senere viser det sig da også at pengene netop er gået til ekstra mandskab på Christiansborg omkring politikerne. Og sikkert også højere lønninger til de mange fra den talende - eller rettere ævlende - og kreative klasse som lever af at klæbe sig op ad lovgiverne her i landet.
Den slags tilskuds- og støtteordninger handler altid i bund og grund om at tage fra den almindelige kassedame og give til den herskende og talende klasse. Det er nøjagtigt det samme med mediestøtteordningerne.
Set udefra er det en ufattelig dårlig idé at de etablerede partier på den måde til stadighed kan overøse sig selv med skatteborgernes penge.
Det gør livet alt for godt og komfortabelt for politikere og spindoktorer, mens små selvstændige og lønmodtagere i det private knokler røven ud af bukserne og den offentlige sektor andre steder oplever at der skæres ind til benet.
Når politikerne på den måde kan forkæle sig selv og deres røvrend af snakkesnyltere, så er det tydeligt at der er noget råddent i staten Danmark.