Da Lars Løkkes gik fra statsminister til SJW på et enkelt tweet

Sagen om slovakken som slog justitsminister Søren Papes forlovede, Josue Medina Vásquez, har vakt stor opsigt.

Selvfølgelig fordi der er kendte mennesker involveret. Men også fordi folk på højeste plan utidigt og uden at kende forholdene omkring sagen blandede sig i den fra start.

Mest markant statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Rystet over, at Søren Papes samlever Josue Medina Vazquez er blevet udsat for en hadforbrydelse. Man skal frit kunne leve sit liv, som man ønsker. Det burde være en selvfølge i 2018. Tanker til Søren og Josue. ❤️

— Lars Løkke Rasmussen (@larsloekke) 17. maj 2018

En del har ærgret sig over at Statsministeren overhovedet blander sig. Men nu er det jo hans vens kæreste det er gået ud over. Så LLR blander sig snarere som ven til den overfaldne mands kæreste.

I øvrigt står der på den twitter-profil som Lars Løkke benytter: "Profilen føres ikke som minister."

For mig at se er problemet med Løkkes tweet ikke så meget at han omtaler sagen. Men at han uden at kende noget til sagens detaljer uden videre konkluderer at "Josue Medina Vazquez er blevet udsat for en hadforbrydelse".

For på det tidspunkt kender ingen motivet for overfaldet. Politiet var vist så dumme forinden også at tweete noget med hadforbrydelse, men heller ikke politiet var færdig med efterforskningen og kunne på det tidspunkt ikke vide noget om motivet.

I det hele taget er det med hadforbrydelser noget lidt uldent noget. Og ikke kun fordi andre folks motiver kan være svære at gennemskue.

Lad os se lidt nærmere på konceptet hadforbrydelser:

Er det værre at blive slået ned fordi man tilhører en bestemt politisk beskyttet gruppe end fordi voldsmanden for eksempel ikke bryder sig om ens flyveører?

Altså konsekvensen er jo den samme.

Selve forbrydelsen er den samme.

Hele konceptet hadforbrydelse hviler på en underlig ide om at det er værre at slå på mennesker som tilhører politisk definerede særligt beskyttede grupper end det er at slå på andre mennesker.

Og konceptet lider af den store svaghed at man skal kende forbryderens indre motiv. Var det nu det forhold, at den overfaldte tilhørte en af de særligt beskyttede grupperinger, som motiverede overfaldsmanden. Eller var overfaldsmanden bare gal i skralden?

Se allerede her er vi ude i noget motivgranskning og tolkning. Og den slags tolkning og motivgranskning er ofte udtryk for fordomme og siger mindst lige så meget om den der motivgransker og tolker som den der motivgranskes og tolkes på.

For eksempel hvis en bøsse overfaldes, så er mange nok tilbøjelige til at tolke, at det må være sket fordi personen er bøsse. Omvendt ville mange næppe tolke at en heteroseksuel er blevet overfaldet fordi han er heteroseksuel.

Men når en bøsse bliver overfaldet. Kan man så uden videre hver gang konkludere at motivet til overfaldet var had imod bøsser? Det mente politiet og Lars Løkke åbenbart.

Og det viser at de faktisk er blevet indfanget af en identitetspolitisk dagsorden. Deres sind er ikke længere åbent for at undersøge de faktiske omstændigheder eller så nærmere på de objektive bevisers beskaffenhed.

Nej, på baggrund af overfaldsmandens og offerets identitet hopper de direkte til en konklusion omkring motivet for forbrydelsen.

Som så senere viste sig ikke at passe med de ting som kom frem af mere objektiv karakter.

Hele ideen om hadforbrydelser er en del af det identitetspolitiske tankesæt som de europæiske lande - herunder Danmark - i disse år ukritisk tager til sig fra USA.

Enhver handling og enhver udmelding bliver lynhurtigt tolket ind i en identitetspolitisk forståelse af verden hvor mennesker er delt op i grupper.

Konceptet hadforbrydelser som kommer fra USA med deres hate crime kategori er ofte i praksis en besynderlig størrelse som er meget lidt objektiv.

Ligesom politiske aktivister meget ofte er ekstremt enøjede i deres tilgang til verserende sager. De "våbengør" sager - altså tænker i hvordan enkeltsager kan fremme en generel politisk dagsorden - og derfor skærer de alle nuancer væk som kunne forstyrre deres dagsorden.

Man kan sige at identitetspolitik og aktivisme hænger sammen. Aktivister har ofte en meget forsimplet og unuanceret opfattelse af tingene, og koger det ned til at handle om ofre og bødler. Og rollefordelingen er givet på forhånd. De kæmper en specifik identitetspolitisk sag.

Alting er delt op i grupper og både individet og de faktiske omstændigheder forsvinder ud af ligningen.

Det kunne for eksempel være et ensidigt fokus på hvor skidt homoseksuelle behandles fordi de er homeseksuelle. Og at heteroseksuelle er undertrykkere.

Altså en aktivisme hvor man forsøger at bevise noget overfor omverdenen. Så bliver al modstand, bøsser møder, tolket som politisk motiveret magtanvendelse imod dem som gruppe.

Altså som en form for hadforbrydelse.

For at vende tilbage til sagen om Papes kæreste:

Altså, kæresten er jo som Pape bøsse. Ergo måtte der vel være tale om en hadforbrydelse. Så hurtigt kan selv en statsminister fejlslutte, når identitetspolitikken skærmer for fornuft og et åbent sind omkring hvad der rent faktisk er sket.

Som en identitetspolitisk aktivist sprang han op og dømte på en mildest talt ufuldendt baggrund.

Det viste sig så senere at systemet måtte droppe anklagen om hadforbrydelse.

Den indledende antagelse var altså lodret forkert. Aktivisten og identitetspolitikeren Lars Løkke havde taget fejl.

Og er det værdigt for en statsminister at opføre sig som aktivist. Eller burde han påtage sig en mere neutral og afventende mine - indtil sagens mere objektive indhold kommer frem?

Måske skulle Lars Løkke Rasmussen afholde sig fra at udtale sig om enkeltsager, hvor han ikke ved noget om forløbet.

For ellers afslører han bare sine egne underlige fordomme.

Og fremstår som lidt af en klovn.