Moderskabet i krise

Af Niels Arbøl - lektor i biologi og forfatter til bogen ”Det moderløse samfund – en naturvidenskabelig kulturkritik”

Alle taler om den finansielle og økonomiske krise, og alle taler om den økologiske krise (global opvarmning). Selv om vi har været mest optaget af disse kriser, er moderskabets krise mindst lige så alvorlig. Den er i flere henseender grundlag for de øvrige kriser, fordi vi har valgt at erstatte menneskelige og personlige værdier med materielt forbrug. Dette har haft enorme følger for en kultur, der har skabt så meget værdifuldt, men som i dag truer med at vende sig imod mennesket selv.

Så hvad er moderskabets krise? Den kan opridses i følgende punkter:

1. Fødselsraten har i flere årtier ligget under reproduktionsniveauet, således at befolkningerne i Vesten ikke kan reproducere sig selv, og befolkningstallet går tilbage. En hypotetisk computerberegning, foretaget af det britiske magasin The Prospect, har vist, at hvis den lave fødselsrate fortsætter som hidtil, vil den sidste europæer dø i år 2960.

2. Kvinder udsætter deres fødsler til langt over det tidspunkt, hvor kvindekroppen er mest velegnet til at tage imod et barn.

3. Stadig flere kvinder beslutter sig for ikke at få børn overhovedet. Og af de kvinder, som får børn, vælger mange i dag kun at få et enkelt barn. Søskende lader til at være out. Etbarnsfamilien er ved at overhale tobarnsfamilien som den mest udbredte familietype, og det er allerede tilfældet i England og USA.

4. Adskillelsen af sex og forplantning er blevet konsekvent gennemført ved hjælp af p-pillen og reagensglasbefrugtning (IVF). IVF har åbnet op for anvendelser, der ligger langt uden for det elementære ønske om at få et barn.

5. Antallet af aborter fortsætter på højt niveau. Omkring en tredjedel af alle kvinder i Vesten får foretaget en eller flere aborter, og blandt teenagere ligger abortraten over fødselsraten.

6. Stadig flere fostre og fosteranlæg bliver i dag frasorteret, også selv om de kun vil få mindre handicaps eller skavanker, eller blot har en vis sandsynlighed for at få dem.

7. Der er sket en markant stigning i antallet af småbørnsmødre, der bruger størstedelen af dagtimerne på deres arbejde og karriere frem for at passe deres børn. Og det på trods af at dette arbejde ofte påfører dem en betydelig stresspåvirkning.

8. Mødrenes forøgede engagement på arbejdsmarkedet har også ført til, at stadig flere børn bliver udsat for alvorlige stressbelastninger, idet der ikke har været nogen andre til at overtage mødrenes plads i hjemmet, mens børnene er små. Denne udvikling er særlig tydelig i Danmark. Gennem årtier har børn tilbragt stadig mindre tid sammen med forældrene, især mødrene, de er i stadig længere tid blevet overladt til daginstitutioner og er i stadig højere grad blevet udsat for forældrenes skilsmisse, ligesom mange flere børn vokser op hos en singlemor uden daglig kontakt til deres far.

Kvinder, og især mødre til små børn, har i alt for høj grad tilsidesat deres natur og identitet som mødre til fordel for karriere og arbejdsliv. Dette har ikke kunnet undgå at få en række alvorlige konsekvenser for mødre og børn i form af en nærmest epidemisk stigning i stressrelaterede fysiske og psykiske lidelser, hvilket også har belastet de offentlige udgifter i samfundet i betydelig grad.

Er det nu ikke kvinderne selv, der først og fremmest bærer ansvaret for hele denne udvikling?

Hvis man forstår ansvar som et personligt begreb, som er relateret til de konkrete situationer, hvori et valg skal virkeliggøres, har kvinderne ganske givet det primære ansvar herfor. De har forståeligt nok påberåbt sig retten til at bestemme over deres egen krop og over de børn, de vil føde, og de har siden p-pillens fremkomst og retten til abort haft midlerne til selv at bestemme. Hvem andre end kvinderne selv, kunne man spørge, har derfor ansvaret for det faldende fødselstal, for udsættelsen af fødsler til en stadig senere alder eller for at fravælge børn i det hele taget? Hvem andre end kvinderne selv tager beslutningen om abort eller afgør, om et foster med eller uden fejl skal bringes til verden?

Det er vel også for en meget stor del kvindernes egne ambitioner og ønsker om økonomisk uafhængighed, som gør dem selv stressede på arbejdspladsen? Og når de ikke længere påtager sig omsorgen for børnene i deres første leveår, men i stedet bruger tiden på at tjene deres egne penge, tilbringer børnene alt for lang tid i institutionerne. Samtidig øges risikoen markant for skilsmisse og for tilværelsen som singlemor, der ofte sender faderen ud på et sidespor. I to ud af tre tilfælde er det kvinden, der tager initiativ til at opløse ægteskabet. Dermed er det vel også kvinderne, der bærer ansvaret for, at så mange flere børn er blevet stressede i deres opvækst?

Hvis dette var rigtigt, ville der rigtig nok være tale om et meget tungt ansvar.

Måske har mange kvinder selv følt, at svaret kunne føre i den retning, men ofte afværger de konflikten mellem arbejde og familie lynhurtigt i form af et modspørgsmål: ”Er det måske ikke lige så meget mændenes ansvar?” Når kvinder drejer diskussionen over i denne retning, er det ikke, fordi de tror, at det er særligt realistisk hvis fædrene skulle lave en saltomortale og overtage mødrenes plads i familien. Snarere er det for at standse enhver diskussion og overvejelse, der kunne indebære, at kvinderne igen ville give prioritet til det at være mødre, i al fald så længe der er små børn.

Kvindernes bevidsthed om deres betydning for børnene er bestemt heller ikke begravet. Når de selv skal sige deres mening, mener langt de fleste af dem sig bedre i stand til at varetage omsorgen for mindre børns vel end fædrene. De fleste kvinder beholder gerne barselsorloven for sig selv. Og i tilfælde af en konflikt med fædrene i forbindelse med en skilsmisse insisterer mødrene så meget på deres betydning for børnene, at de i ni ud af ti tilfælde får tilkendt retten til at have børnene boende og vokse op i deres hjem.

Desuden vil mange kvinder være bekendt med, at der gennem historien ikke er fundet nogen kultur, hvor fædrene som helhed har fungeret som de primære forvaltere af hjem og børn, mens mødrene i de samme familier har stået som hovedforsørgerne. Den helt dominerende, for ikke at sige fuldstændigt enerådende, arbejds-fordeling har været – og er – den stik modsatte. Det hænger naturligvis sammen med de to køns særlige biologiske dispositioner, hvilket er et emne vi skal komme tilbage til i sidste kapitel.

Det er derfor ikke manden, der skal forklare, hvorfor han prioriterer sit arbejde frem for den nære familieomsorg, for det har han hele tiden gjort. Det er kvinderne, der skal forklare hvorfor de i dag prioriterer deres erhvervsarbejde højere end familien.

Men når alt dette er sagt, vil det være både usagligt og ufrugtbart at stille sagen op på en måde, som om kvinden og manden, moderen og faderen, skal strides om, hvem der har ansvaret for udviklingen hen imod det moderløse samfund. Det vil i al fald være meningsløst at tale om kvindens ansvar i betydningen skyld, der er den mest unyttige følelse af alle, når den pålægges andre mennesker. Når vi taler om ansvar, ligger der heri udelukkende en konstatering og anerkendelse af det særlige privilegium kvinden har – at kunne føde børn og have den primære betydning for deres opdragelse. I dag opfatter mange unge karrierebevidste kvinder ganske vist ikke moderskabet som et privilegium, men det kunne i så fald skyldes, at kulturen er blevet afsporet og har ført kvinderne på afveje.

Og her er vi ved sagens kerne. Det er jo ganske enkelt omsonst at hævde, at kvinden virkelig er fri og uden påvirkning fra sine omgivelser eller det øvrige samfund, når hun står over for det konkrete valg, hvorvidt hun skal realisere sit ønske om at få et barn, og hvordan hun skal forholde sig til dets opvækst og opdragelse. Dette bekræftes alene af den kendsgerning, at langt de fleste kvinder faktisk gerne vil være mødre og endda helst have mere end ét barn, ligesom de fleste mødre selv giver udtryk for, at de gerne vil gå ned i arbejdstid eller helt ophøre med erhvervsarbejde, så længe børnene er små. Alle undersøgelser i alle lande bekræfter, at kvinderne ønsker moderskab langt mere, end de faktisk realiserer det.

Det er med andre ord mødrenes omgivelser og kulturen, vi bør fokusere på – den nuværende vestlige kultur, som den har udbredt sig og påvirket sindene og adfærden i de senere mange årtier. Det, som mest af alt karakteriserer denne kultur er den uhæmmede forbrugerisme og materialisme.

Det vil sige det vesterlandske menneskes stadigt voksende køb og forbrug af varer og tjenester, dets åbenbart umættelige begær efter at tilfredsstille alle tænkelige og utænkelige sanselige behov, dets trang til at få sin identitet bekræftet ved materielt forbrug snarere end ved personlige og åndelige værdier. I løbet af de sidste 50 år har den menneskelige art konsumeret lige så mange forbrugsgoder og tjenester som alle tidligere generationer tilsammen. Få kan længere være i tvivl om, at Jorden står foran voldsomme klimaforandringer, hvilket allerede er blevet indvarslet i form af gentagne perioder af ekstrem varme og nedbør, hyppige storme og smeltende gletsjere. Årsagen til forværringen er især den menneskeskabte kuldioxidforurening, der stammer fra den produktion af energi og varme, som er forbrugets forudsætning, og også her tegner de rige og industrialiserede lande sig for langt hovedparten. Listen over følgerne af den forbrugskultur, som er blevet skabt i Vesten, vokser sig stadig længere, alt mens vi er ved at løbe ud for tid til at løse problemerne.

I det nationaløkonomiske perspektiv har de vestlige lande oplevet den største økonomiske krise i 50 år, og den har haft sin grundlæggende årsag i overforbrug og grådighed. Forbrugerismen har haft en betydelig indflydelse på vilkårene for at etablere familie. Dette bliver ikke mindst tydeligt, når vi ser på familiens faste udgifter eller budgetkonto. For de fleste mennesker er udgifterne til bolig den største post på forbrugsudgifterne, og dette gælder i særdeleshed for dem, der vil bo i ejerbolig som f.eks. eget hus. Mange unge mennesker giver udtryk for, at de gerne vil starte en familie, men at de ikke har råd til det. Hvad de mener er, at materiel komfort er vigtigere for dem end børn og familie. I et rigt samfund som det danske er det blevet en udbredt forestilling, at ”ordnede boligforhold” betyder erhvervelse af eget hus, som om familier ikke udmærket kan trives i en almindelig lejebolig, som det var tilfældet for de fleste kun få år tilbage, og som det fortsat er tilfældet i de fleste andre lande.

For en familie betyder køb af hus som hovedregel, at begge forældre er nødt til at arbejde på fuld tid, og moderen må tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, efter at barselsorloven er overstået. På den måde går de enkelte borgeres konsumering af velfærd hånd i hånd med den ideologisk bestemte nordiske velfærds-model, der vil have mødrene ud på arbejdsmarkedet i lige så høj grad som fædrene, mens deres børn bliver passet i daginstitution størstedelen af dagen.

Med de materielle forventninger, som unge mennesker har i dag, er det ikke så mærkeligt, at tanken om moderskab glider i baggrunden. Dertil kommer, at stærke bestræbelser i dagens samfund og en rabiat feminisme er i gang med at udviske de biologiske kønsforskelle, således at kvinderne mener sig berettigede til at glemme alt om moderskab – men det er en helt anden historie.