Kønskvoter i Norge fiasko på alle områder undtagen et

Norge vedtog for ti år siden krav om kønskvoter i virksomhedernes bestyrelse.

Mindst 40 procent af en bestyrelse i en børsnoteret virksomhed (i Norge omtalt som allmennaksjeselskap, forkortet ASA) skulle ifølge loven være kvinder.

Og der var ingen ende på de velsignelser politikere, presse, kønsforskere og feministiske interesseorganisationer lovede at loven ville medføre.

Set i bakspejlet var kvoterne da også et meget markant eksempel på aktivistisk identitetspolitik som blev lovfæstet uden at man i synderlig grad havde regnet på konsekvenserne.

Op til lovens vedtagelse havde pressen og det politiske system i fællesskab opbygget en fortælling om kvinder i erhverslivet som stakkels undertrykte stakler i et ondt mandefavoriserende system. Altså en skabelon-feministisk fortælling om det onde patriarkat og den undertrykte kvinde deri.

Kvinder blev snydt, mente man. På trods af at der allerede sad dygtige kvinder i bestyrelserne. Men altså slet ikke nok til at tilfredsstille fortalernes behov for kønssymmetri frem for merit og virksomhedernes selvbestemmelsesret.

Og det skulle loven så rette op på – det var i hvert fald udlægningen fra officielt hold.

Så det er noget ironisk at loven ikke er kommet almindelige kvinder til gode, men i stedet har gjort det muligt for en lille gruppe af i forvejen succesrige kvinder at vinde yderlige terræn.

Man kan sige at stemningen, som ledte til lovens vedtagelse, blev skabt af almindelige politikere og pressefolk. Folk som gerne ville gennemføre deres egen lille kønsrevolution i Norge, men i stedet for en kønsrevolution blev resultatet af deres anstregelser en cementering af klasseskel i det norske erhvervsliv.

Naturligvis er andelen af bestyrelsesposter, som nu er besat af kvinder, steget i Norge. For virksomheder, som ikke kunne eller ville efterleve de pludselige krav fra politikerne, måtte ganske enkelt lukke, flytte ud af landet eller radikalt ændre selskabsform for ikke at blive omfattet af loven.

Det betød så et fald i det samlede antal virksomheder og i det samlede antal bestyrelsesposter.

Faktisk faldt antallet af virksomheder i Norge som skulle omfattes af loven fra godt 450 lige inden lovens vedtagelse til blot omkring 250 fem år efter.

I takt med dette faldt antallet af bestyrelsesposter fra omkring 2400 til omkring 1400. Se eventuelt følgende rapport hvis du har lyst til at dykke yderligere ned i de konkrete tal.

Og da de resterende øremærkede pladser til kvinder blev fordelt på en relativ lille gruppe af dygtige kvinder - som havde klaret sig uden loven alligevel - så blev resultatet ikke det af fortalerne lovede, nemlig at det ville strømme ind med kvinder.

Faktisk er det sådan at Norge som konsekvens af loven i absolutte tal ikke har fået ret mange flere forskellige kvinder ind på bestyrelsesposterne. I stedet er posterne blevet koncentreret på færre hænder.

Det var altså de samme få kvinder som blot hver især fik flere bestyrelsesposter. De såkaldte "gyldne skørter".

Samme fænomen ses i øvrigt for mænd - dog i mindre udpræget grad - da antallet af bestyrelsesposter jo svandt ind og nogle af de dygtige og kvalificerede mænd skulle sparkes ud for at give plads så gruppen af "gyldne skørter" kunne sætte sig på flere pladser.

Så blev der langt færre mænd samlet set og de tilbageværende fik samlet magten mere omkring sig.

Det samlede billede efter lovindgrebet er mindre pluralistisk og mere monomant magtkoncentreret end før lovindgrebet blev gennemført. Så glem al snak om diversitet.

Nok ikke lige hvad fortalerne for loven havde forestillet sig. Hvis man er mere konspiratorisk anlagt kan man dog overveje om det faktisk netop var sigtet med loven.

Hvorom alt er:

Det som skulle have været nye tider, blev en cementering af status quo.

Det viser noget om hvor langt der er fra hensigt til realitet, når politikere lovgiver.

Men det viser også noget andet interessant:

Mens nogle har travlt med at kæmpe for hvad de opfatter som "kollektiv retfærdighed", så bruger andre deres tid på at positionere sig selv og få det bedste ud af enhver given situation.

Og det betyder at bestyrelsesposter i store virksomheder altid vil være forbeholdt en relativ lille gruppe af mennesker. Om det så er kvinder eller mænd. Det er noget elitært halløj. Og fint med det.

Men at se middelklassens middelmådige politikere og journalister kaste sig ind i kampen for en ekstremt lille priviligeret del af eliten, så længe den del har de rigtige kønsorganer, er altså ret ironisk.

Og det bestyrker min mistanke om at disse kønsfikserede ideologer generelt ikke er særligt bevidste om hvad de egentligt render rundt og afstedkommer af ikke-forandring i samfundet. De er nyttige idioter for eliten.

Mest ironisk i denne sammenhæng er måske det faktum at en del Norske virksomheder, som konsekvens af en for lille lokal talentmasse, har måttet hente kvinder i udlandet. Dette har yderligere koncentreret økonomisk magt i en global elites hænder.

En elite som ellers foragtes både af identitetspolitiske aktivister på venstre- og højrefløjen.

Op til vedtagelsen af kvote-loven i Norge lød det også fra de mange feministiske aktivister, at loven ville komme andre karrierekvinder, end dem i bestyrelserne, til gavns fordi kvinder i bestyrelserne i højere grad ville ansætte kvindelige administrerende direktører.

Men dem er der stadig meget langt imellem i Norge, skulle jeg hilse og sige. Heller ikke på det punkt levede loven op til hensigterne.

Og det skyldes jo netop at de professionelle kvinder, som positionerede sig dygtigt til de øremærkede bestyrelsesposter, ikke selv er kønsideologier eller ligestillingsfanatikere som ser det som deres opgave i livet at fremme et bestemt køns interesser på et andet køns bekostning.

Disse dygtige kvinder ser det derimod som deres job at øge indtjeningen for virksomhederne, de sidder i bestyrelsen for. Og deres egen ambition er personlig udvikling, karriere og penge – ikke "social retfærdighed".

Lønforskellen mellem mænd og kvinder er heller ikke reduceret mere i Norge end i lande uden kvoter hen over perioden. Det mente en del fortalere ellers den ville blive.

Ligesom der ikke er betydeligt flere kvinder, som bliver forfremmet til mellemlederstillinger, som konsekvens af en højere andel kvinder i bestyrelserne.

De "trickle down"-effekter, fortalerne havde håbet på, har med andre ord ikke indfundet sig.

Her gør de feministiske aktivister simpelthen regning uden vært. De antager uden videre at top-professionelle kvinder er drevet af samme "søstersolidaritet" og identitetspolitiske dagsorden, som de selv er.

Fortalerne for loven lovede også at den ville betyde øget profitabilitet for virksomhederne. Der er der ikke noget der tyder på i Norge. Faktisk blev virksomhederne ramt negativt i første omgang, men det er forventligt nok efter et så voldsomt statsligt indgreb. Herefter ser det ud til at virksomhederne har stabiliseret sig.

Som sagt flyttede nogle virksomheder dog ud af landet. Så for Norge som nation har loven temmelig sikkert været et tab.

Set i et bredere internationalt perspektiv tyder de største meta-analyser heller ikke på at flere kvinder i bestyrelserne skulle påvirke bundlinjen markant i positiv retning - på trods af gentagne løgnagtige påstande om det modsatte i dagspressen herhjemme og i udlandet.

Alt i alt må konklusionen her ti efter kvoternes indførelse være at kvotelovene i Norge har været i bedste fald moderat fejlslagne.

De har ikke skabt flere muligheder for hovedparten af kvinderne på det norske arbejdsmarked.

De har ikke gjort Norge til en stærkere økonomi end landet ellers vil have været - snarere tværtimod.

De her ikke øget virksomhedernes profitabilitet i nogen beviselig grad.

De her ikke ændret stort på sammensætningen i de administrerende ledelseslag.

Alt hvad fortalerne lovede af velsignelser er gjort til skamme af de praktiske erfaringer.

Men for en ekstremt lille gruppe af dygtige karrierekvinder - som alligevel ville have klaret sig fremragende - har loven været særdeles lukrativ.