Gå til hovedindhold

Abdel, Suzanne og Pernille er havnet i samme båd

Af Camilla WInther

Abdel, Suzanne og Pernille er overraskende havnet i samme båd.

Den båd, der er for de formastelige, men alligevel ikke helt så formastelige. I hvert fald ikke så formastelige som alle de andre.

Abdel Aziz Mahmoud fik forrige søndag frataget sin mulighed for at ytre sig på mediet Facebook, fordi tilstrækkeligt mange havde anmeldt hans opslag for ikke at overholde Facebooks retningslinier. En af Facebooks ansatte tog anmeldelserne til efterretning og gav Abdel Aziz Mahmoud karantæne i tre dage.

Den 30. december 2017 blev Suzanne Bjerrehuus ligeledes frataget sin mulighed for at ytre sig på Facebook på grund af en 3-dages karantæne. Også hun var blevet anmeldt for ikke at overholde mediets retningslinier, og på samme måde som i ovenstående tilfælde så havde en Facebookansat reageret på anmeldelserne ved at fjerne opslaget og uddele karantænen.

Også Pernille Vermund røg den forgangne sommer i anmelderkassen hos Facebook. Først for brugen af ordet neger i forbindelse med sagen om de såkaldte ”Negerjokes” i Danmarks Radio, og derefter for at skrive at hun måske havde sigøjnerblod i årerne under hensyn til hendes brune sommerkulør. Det første blev takseret med et døgns karantæne. Det sidste med 3 døgn. 

Ingen af de tre kunne anke deres sag overfor Facebook, for når dommen er faldet, så er den ufravigelig. Man kan ikke bare gribe knoglen og give Facebook et kald og sige, at der vist må være tale om en fejl.

Helt ufravigelig er den dog ikke. Det er mere sådan en principagtig ting, Facebook bryster sig af. For fælles for de tre ovennævnte historier er, at såvel Abdel Aziz Mahmoud som Suzanne Bjerrehuus og Pernille Vermund har mediernes bevågenhed. Og der gik ikke ret lang tid, før historien om deres karantæner tonede frem i dagspressen.

Godt for dem, for det resulterede i, at karantænerne blev ophævet og/eller de modtog en undskyldning fra Facebook, og de famøse og før så fordømte opslag blev sat pænt på plads igen. 

Og så er alt jo godt og lykkeligt. Eller er det?

Dersom Mahmoud, Bjerrehuus og Vermund var de eneste danskere, der havde modtaget en karantæne fra Facebook indenfor det seneste år, så ville det såmænd da også være fint. Det er blot ikke tilfældet.

Dagligt får folk tildelt karantæner på imellem et døgn og 30 dage på Facebook. Eller frataget deres profil. Og der er absolut intet, de kan gøre imod det. Der eksisterer endda grupper, der spekulerer i denne håndtering af ”synderne” og laver koordinerede anmeldelsesangreb på opdateringer fra personer, som de vil bringe i fedtefadet.

Opdateringer, som anmelderne muligvis ikke er enige i, men som ellers ikke nødvendigvis er særskilt dadelværdige. Men de er anmeldt, og karantænen falder prompte. Og hedder man ikke Mahmoud, Bjerrehuus eller Vermund – eller andet i kendisgruppen -, så er man tabt for omverdenen den næste givne periode. Måske permanent. Dømt uden ankemulighed.

Nu kunne man jo så argumentere for, at Facebook er et privat medie, som staten ikke har nogen indflydelse på. Og at man jo er på mediet af egen fri vilje og derfor må overholde retningslinierne.

De argumenter holder dog ikke helt vand alt den stund, at netop statsledere – eksempelvis Merkel – har valgt at pålægge Facebook en udvidet censur af ytringer, der ikke er i overensstemmelse med den politisk korrekte tone – også selvom de ikke er overtrædelser af straffeloven.

Derudover, så har Facebook en monopollignende rolle i Debat Danmark. Her har alle – høj som lav – i princippet mulighed for at komme til orde med deres holdning til dette og hint.

Men når Jens Hansen og Yrsa Olsen ikke har samme adgang til at anke overfor Facebook som Mahmoud, Bjerrehuus og Vermund i kraft af dagspressens bevågenhed, så er der så ganske afgjort endda meget stor forskel på høj som lav i Debat Danmark.

Særligt, da såvel Mahmoud, Bjerrehuus og Vermund ligeledes har evner til og mulighed for at formulere og få optaget deres holdninger på avisernes debatsider i langform, dersom de ikke kunne gøre det på Facebook.

Jens Hansen og Yrsa Olsen evner måske i store træk ikke at skrive et længere debatindlæg endsige et læserbrev, og deres mulighed for at ytre sig til omverdenen og eventuelle meningsfæller eller ditto modstandere er derfor henvist til netop Facebook som opslag eller kommentarer. For dem, er det dér, det sner. Dér nogle modige siger deres mening. Dér nogle følger og liker dem. Og netop dér, de bliver frataget deres talerør. 

Som oftest er der tale om holdningsmennesker til højre for midten. Og det rører således ikke de mennesker, der måtte se sig placeret til venstre for midten. Skidt pyt med det. Her forrige søndag blev det dog Abdel Aziz Mahmoud, der røg i Facebooks karantænekasse. Og havde han været enhver anden Mahmoud, havde han nok siddet der endnu.

Abdel Aziz Mahmoud smuttede i stedet på Twitter og skreg ”Racister!”, blev af andre journalister interviewet om det skrækkelige, der havde overgået ham, og skreg racister igen. Og så blev hans sag på mirakuløs vis behandlet af Facebook, og han kom ud af fængslet.

Jo. Der er sandelig forskel på folk. Men ikke på Abdel, Suzanne eller Pernille.

Men i forhold til alle de andre.

Dem uden særlige navne. Dem offentligheden ikke kender til og som rager Facebook mindre end lidt. Her råber hverken Johanne, Trads eller Ekstrabladet op. Så dem ser vi nok først igen om 24 timer – eller efter 30 dage i skyggen.

De anmeldelsesglade har måske lært lidt i den forgangne weekend, for det kan også ramme dem.

Men hvis Facebook holder fast i den manglende ankemulighed, så vil det ende med en stadig større skævvridning af debatten.

Medmindre man altså hedder Abdel, Suzanne eller Pernille.