Da jeg startede på universitet i 2010 var det min forventning, at jeg skulle lære at tænke. Der var megen variation i kurserne. Så megen variation, at jeg kun fik en overfladisk fornemmelse af emnerne.
I starten af mit ophold på universitet havde jeg grundet min ungdoms naivitet en vis ærefrygt for at opsøge mine skeptiske tanker. Vi blev præsenteret for blandt andre Foucault og angiveligt ligesindede – og jeg opsøgte selv Derrida. Foucault kunne jeg holde ud at læse. Derrida var tænderskærende kedelig, så jeg færdiglæste aldrig en længere tekst med ham.
Jeg forholdte mig det forhold, at årsagen til min manglende forståelse for disse herrers tekster var, at jeg manglende den fornødne kapacitet til at gennemskue deres komplekse syntaks. Ligeså vel som jeg aldrig har haft en stort talent for løb – på trods af at jeg nyder en god løbetur – kom jeg til den konklusion, at jeg havde for lav en IQ. Derfor var jeg proforma-venstreorienteret (marxistisk), thi det forekom mig at være både kynisk og ubegavet at tro på andet, nu hvor både litteraturlister, lektorernes og de store forfatteres ord stod på den svage parts side i magtkritikken. Hvem vil ikke hjælpe de svage mod dem der undertrykker? Jeg var latent klar til et opgør på klassekampens vegne!
Til gengæld kom der ud af dette et logisk problem, hvordan man ud fra selvsamme præmis kan påstå at noget er mere rigtigt eller sandt end noget andet. Det hele var jo bare et simpelt magtspil?
Paradokset er, at hvis alt er en social konstruktion og der er et uendeligt antal (gyldige) fortolkninger på et begrænset fænomen, ja, så er det svært at gøre rede for, hvorfor den position man måtte indtage skulle være bedre end naboens. Derudover undrede det mig intuitivt, at hvis såfremt alt handler om et tilfældigt (tekstuelt) magtspil, ja, så fejer man logisk set også kompetencer som en afgørende faktor af bordet.
På et tidspunkt udartede det sig til en så vældig frustration, at jeg efter en snak med en betydeligt ældre ven tog et par længere IQ-test på nettet. Flere af dem var ifølge hjemmesider (og Facebook-venner) pålidelige. Her lå jeg på 135+. Disse test er muligvis ganske usikre, men selvom man fratrækker en større procentdel, så tør jeg – i al beskedenhed – godt påstå, at jeg formentlig ikke er dum.
Således begyndte jeg at vinde større tiltro til min egen vurdering af disse menneskers tekster. Jeg begyndte at irritere mig over, at der i pensumlisterne sjældent var opgjort længere tekster endsige hele værker. Der var tale om uddrag. Derudover var en del af materialet forfattet af lektorer og professorer på vort studium, hvilket ikke i sig selv er et problem, men i visse tilfælde alligevel virkede en smule forlorent.
Jeg brød mig ikke om de intellektuelle forhold, så jeg stoppede med at læse den overvejende del af pensum og begyndte at beskæftige mig med klassiske værker, biografier og historiebøger.
Det begyndte nu at stå klart for mig, at en stor del af pensum dels var overfladisk, uambitiøst, sjusket, logisk makværk og blot forkromet politisk ideologi. Det skal nævnes, at det naturligvis ikke gælder alle aktiviteter, der foregik.
Et af de alvorlige problemer, der er ved mange moderne studier er, at de skaber fagidiot-idioter:
1) Fagidioter fordi de studerende kun i meget begrænset omfang beskæftiger med historisk og filosofisk viden og ej heller har tid til at tænke sig om og sætte det i relation til noget større. Man skal da have tid til at tænke - for satan!? For eksempel ved alle studerende en masse om iPad’en, men de ved ikke et klap om, at kvantemekanikken var banebrydende og essentiel for udviklingen af moderne computere (nu har du jo googlet det, så det tæller ikke).
2) ’Idioter’ fordi man faktisk bliver idiotisk af ikke at beskæftige sig med det historiske menneske i tilstrækkelighed grad og derfor udvikler et patologisk forhold til (den vestlige?) verden, hvor kun fejlene træder frem (som der altid vil være mange af i et menneskeskabt system!), medens det fuldstændig glemmes (eller rettere: ikke kan huskes, thi det er aldrig blevet lagret på harddisken), at vi i Danmark har et VANVITTIGT meget mere komfortabelt liv end mange andre steder i verden endsige i hele menneskets historie. De fleste af os ved så skræmmende lidt, men der er ingen grund til at gøre ondt værre.
Det der foregår er faktisk, at flere studier bliver udtryk for politisk ideologi og ikke videnskab.
Eftersom at udviklingen af universiteterne i Danmark (i 1960 var der 10.000 studerende. I 2000 var der 100.000) har været rivende, har en ’equity’-tanke bredt sig og er blevet mere almindeligt accepteret. Idéen går blandt andet ud på, at det er bedre, at mange kommer igennem uddannelse med et lavere niveau (det er en uundgåelig menneskelig konsekvens – kun få har i realiteten den nødvendige intellektuelle kapacitet til at blive originale akademikere) end færre med et højt niveau. Der er ikke mange mennesker, der kan skrive musik som Mozart eller Bach eller huske som Goethe.
Den logiske og videnskabelige tænkning er meget vanskelig. Den er på sin vis unaturlig, da den indebærer, at man frasiger sig selv, når man forsøger at tænke for sig selv. Og selv når man tror, man tænker, tænker man ofte det, andre har tænkt. Derfor undrede det mig, at man behandlede viden så nonchalant og det forekom mig som om, at stort set ingen studerende havde nogen dybere forståelse for akademia. Men det er så sandelig også svært, når det fra studieledelsens side blev direkte modarbejdet.
Jeg baskede således med vingerne som den uvorne unge og skrev mærkelige tekster i protest mod systemet – som muligvis var skrubforvirrede.
Jeg har lige siden min afgang fra universitetet for nogle år siden tænkt på, at det der foregår er frygteligt. Vitterligt frygteligt. Både en del undervisere og mange studerende er utaknemmelige og uvidende over for historien og de klassiske tekster. I stedet er det blevet en sport at have en smart replik klar. Pardon my french – fuck den smarte bemærkning. Medierne giver positivt feedback og således plantes et frø, der kan lade ukrudt vokse frem fra rækken med de flotte tulipaner. Det er alvorligt. Det er trist.
Hvis man ikke er forsigtig kan satans hæse stemme vokse ud af englesang, så der er god grund til at være stærkt kritisk over for postmodernismens indtog universitet.
Ude ved de danske spiseborde bliver ovenstående formentlig ikke drøftet meget. Men det øger kun graden af alvor.
Den degradering, der foregår af sansen for kvalitet, kunstens enestående evne til at koncentrere menneskelige sandheder og den manglende respekt for den vanvittige udvikling og dermed den vanvittige komfort, der er vundet i det vestlige samfund er udtryk for – pænt sagt – idioti og ideologi. Og det starter alt sammen i vort uddannelsessystem.
Tænk sig at mange moderne feminister og radikale venstreorienterede påstår, at alt er en social konstruktion og et simpelt magtspil, men bruger de selvsamme remedier til at udtrykke sig, som er det modsatte af sociale konstruktioner, nemlig dyrekøbte videnskabelige landvindinger baseret på kendsgerninger. Hvis alt blot er et tilfældigt magtspil, hvordan kan det så være, at postmodernisternes ønske om magt er mere ædelt og fornemt? Og ikke bare er et degraderet ønske, der bygger på afsky for andre? Som George Orwell sagde, var mange af hans socialistiske bekendte ikke bekymrede for de fattige; de afskyede bare de rige! Og hvordan kan det i øvrigt være, at dem som mest eksplicit påstår, at den materielle verden (Black Friday-kritikerne) er overfladisk, er dem der går mest op i andres forbrug?
Hvis ikke Niels Bohr havde udviklet teorien om kvantemekanikken ville der slet ikke være en pc eller smartphone til at udtrykke sig på. Det er den form for videnskab og stor tænkning, der har skabt Danmarks fremdrift. Det må da snart være nok, at vi skal lægge ører til det endeløse bavl, der er repræsenteret i medierne i dag?!
Hvis ikke mange tusinde mænd havde mistet livet under den industrielle revolution var man aldrig kommet så langt, som man gjorde på kort tid.
I slutningen af 1800-tallet kunne man i England, takket være jernbanen, sende et brev og modtage sit svar samme dag (det er ikke en implicit kritik af Postnord)! Det er da utroligt. I dag kan man tænde for stikkontakten, det varme vand og man har automatisk temperaturstyring i klimanlægget i selv de små mikrobiler. For 100 år siden sad vi stadig i åbne kareter trukket af heste. Hvor er dog taknemmeligheden og ydmygheden for historien? Hvorfor er den så fraværende?
Sagen er at der foregår et forræderisk svigt i moderne uddannelse. Der er hverken dannelse eller uddannelse i megen moderne humaniora. Der er kun ”ud” tilbage.
Man bør i stor stil nedlægge sekunda-uddannelser og vende tilbage til klassisk undervisning, logos og historie. Jeg ved næsten ingenting, men det gælder også de fleste andre mennesker. Hvordan kan det så være, at der findes ideologiske segmenter i vor tid, der tror, at komplekse problemer kan løses med den samme simple løsning? Det er dog det mest åndssvage, jeg længe har hørt.
Blandt feministerne og postmodernister bliver der talt om ”privilegier”. Men anvender man det selvsamme princip på deres idéer og udvider målebægeret, ja, så er det tydeligt, at disse frygteligt selvhøjtidelige mennesker relativt set er født ind i langt flere privilegier end 99 % af resten af verden. Hvordan kan man dog blive så idiotisk? De er så privilegerede, at der står røg ud af ørerne på dem!
I anklagerne fra feminister og postmodernister er der også ofte inkluderet det mest useriøse og mangelfuldt definerede fænomen ”patriarkat”. Udover at man burde affeje sådanne ideologiske klovnemanøvrer i et absolut sprogbrug (hvorfor gør mange journalister ikke dette?), så må man huske på, at hvis såfremt vi antog, at dette eksisterede, så ville de fleste mænd have en meget klar interesse i, at få dette ”patriarkat” væltet. Det forholder sig nemlig sådan, at langt den overvejende del af de mennesker, der har måttet lade livet eller har fået – ofte – svære fysiske mén af at arbejde for en lille gruppe magthavere, var og er mænd!
Under industrialiseringen i England døde mænd i hobetal i miner og af hårdt fysisk arbejde. Hvor er respekten for den tids lidelser?
Det er på tide at tone rent flag og forholde sig retmæssigt til sagen. Hvis ikke dette moderne idioti bremses med nødknappen, så er vi på vej ud over en intellektuel og kulturel afgrund. Romerriget faldt af en årsag og mange samfund er langt mere skrøbelige end vi regner med. Det er på at tide at reagere. Der skal en alvorlig nødmanøvre til for at redde stumperne og der skal bruges mange gode menneskers kræfter på at genopbygge.
Kom ind i kampen!