Gå til hovedindhold

Nyt fra mit ufrivillige eksil i Sverige!

Af Lars

For ikke så længe siden skrev Mersiha Cokovic en kronik til ”Den Korte Avis” om det skæve i udlændingepolitikken. Vi samler på kriminelle og jager produktive borgere ud af Danmark. Fra mit ufrivilligt valgte eksil i Sverige kan jeg kun give hende ret!

Vælger man en udenlandsk partner, bliver man automatisk behandlet som en kriminel, og grænserne for mistænkeliggørelse og mistro fra myndighedernes side er nærmest ikke eksisterende. Én ting er sikker – Staten vil gøre alt for at undgå, at din nye partner bliver i Danmark, uanset om vedkommende er selvforsørgende, selvforsikret, produktiv, ikke-kriminel osv. MX.dk tog tråden op og talte bl.a. med Martin Henriksen (MH), DF, som sagde om Jacquelines og min sag, at:

”Skulle jeg forholde mig specifikt til deres sag, var jeg nødt til at have sagsakterne foran mig, og det har jeg ikke. Så det ville være halsløs gerning, hvis jeg skulle gøre mig til dommer. Men familiesammenføringsreglerne er ikke for stramme. De er blevet lempet med den konsekvens, at indvandringen er steget.”

Nu er det, jeg spørger: Hvornår er reglerne så ikke stramme? Og hvad skal strammes? MH refererer til, at den nuværende regering har lempet reglerne (hvilket kan være svært at få øje på), mens han selv taler for strammere regler. Der er nok ingen tvivl om, at utilpassede og dybt kriminelle som eksempelvis Levakovic-familien er med til at skabe et massivt behov for stramninger og sætte standarden i politikernes og befolkningens øjne. Ligeledes, er det også åbenlyst, at når alt strammes og indrettes efter mindste fællesnævners princip, så straffer man resten af befolkningen.

Giv i stedet mulighed for at sende familien ud af landet. Dette kan gøres gennem straffelovgivningen. Det er således domstolene, og ikke særlove og særhensyn, der skal regulere dette område i de kriminelles favør, men domstolene, der håndfast straffer den enkelte, fremfor at resten af befolkningen knægtes på deres frihed til eksempelvis at vælge en udenlandsk partner, fordi reglerne er indrettede efter enkeltindivider.

At udlændingepolitikken er blevet absurd og frihedskrænkende, kan bl.a. tilskrives, i min optik, tåbelige udtalelser, som ovenstående, for er det et mål i sig selv at begrænse indvandringen? Nej, selvfølgelig kan det ikke være det, for Danmark har brug for kvalificeret arbejdskraft, og desuden er befolkningstallet faldende. Hvad Danmark derimod ikke har brug for, er utilpassede, kriminelle indvandrere, som ikke er interesserede i at forsørge dem selv og ikke har et ønske om at bidrage.

Desværre afspejler lovgivningen i høj grad, at man vil beskytte en efterhånden ikkeeksisterende velfærd. Det er blevet legitimt for staten at bestemme over, hvem borgerne forelsker sig i, når blot det kan forsvares med, at man vil beskytte adgangen til de penge, som staten i forvejen har tvangsinddrevet fra de selvsamme borgere. Jeg kan kun opleve det sådan, at ”vi tager dine penge, og vil du ikke gifte dig med en dansk statsborgere, så kan du rejse ad helvede til.”

DEFOR HANDLER det ikke om at stramme reglerne for alle, men om at sortere mere logisk i, hvem man lukker ind i landet. Dette kan konkret gøres ved at kræve af alle, at de er selvforsørgende, ikke-kriminelle og privat forsikrede imod arbejdsløshed og sygdom. Dette ville helt naturligt sortere uønskede elementer fra, hvilket ikke sker ikke dag af den årsag, at lovgivningen er et besynderligt kludetæppe af særlovgivning, EU-lovgivning og misforståede hensyn efter laveste fællesnævner. Det handler derfor ikke om at lempe eller stramme, men om at sortere, og behandle folk forskelligt ud fra deres baggrund og, hvad de kan bidrage med.

Eksempelvis er det dybt grotesk som dansk statsborger at blive spurgt, om man har giftet sig med sit barnebarn? Eller om der er tale om proforma- eller tvangsægteskab for dernæst at få at vide, at man alligevel ikke kan få lov til at blive i Danmark med sin hustru.

Nu råber jeg så højt omkring åbenlyse uretfærdigheder, men jeg ved, at der sidder mange rundt omkring, som har fået deres liv på standby i årevis pga. denne lovgivning og en perfid udlændingestyrelse, der nidkært søger efter alle huller i en ansøgning om opholdstilladelse til en familiesammenført ægtefælle – udelukkende med det ene formål at sende vedkommende ud af Danmark igen. Jeg gad godt at vide, hvad andre mennesker ville sige til at trods det, de forsørger sig selv, kan de ikke vide sig sikre og stå med en enkeltbillet i hånden i morgen?

I lighedens navn er vi faktisk alle blevet til utilpassede indvandrere og behandles derefter. I mellemtiden kan jeg sidde her i Sverige og konstatere, at lige ovre på den anden side af Øresund går familien Levakovic rundt, som om intet er hændt, mens jeg må finde mig i landsforvisning.

Ganske vist bor jeg nu i Sverige, men arbejder stadigvæk i Danmark. Jeg kører præcist 2 x 374 km frem og tilbage til arbejde. Da jeg ændrede min forskudsopgørelse, gik der sjovt nok ikke lang tid, før jeg havde SKAT i røret, for 140.000 kr. i kørselsfradrag var jo mange penge? Ja, det er det, og dem må statskassen så undvære samtidig med, at de må finde sig i, at jeg sviner miljøet til i min gamle Opel årgang 94’, når jeg fræser til Fredericia hver dag.

Men det kunne jo være, at jeg skulle overveje en svensk bil uden registreringsafgift, og et arbejde i Sverige på sigt, for mine skattekroner fortjener Danmark ikke!