Gå til hovedindhold

Afsløring: Embedsmand i SKAT fik kæmpe lønforhøjelse efter han hjalp Thorning til magten i 2011

Af Lars
Kildemedier

Erling Andersen blev under valgkampen i 2011 beskyldt for, at han hjalp partifællen Helle Thorning-Schmidt til magten. Nu kan et gravermedie dokumentere, at han efterfølgende pludselig steg markant i løn.

– Jeg ønsker at være brobygger. Lad Donald Trump om at bygge en mur. I Ballerup skal der bygges broer – mellem mennesker, generationer, bydele, erhvervsliv og det offentlige.

Sådan lyder en del af salgstalen fra Erling Andersen, når han til efteråret stiller op til kommunalvalget i Ballerup Kommune for Socialdemokratiet. Men topembedsmanden hos Skat har langt fra altid været kendetegnet ved, at han skabte broer inden for det politiske liv.

Således blev han under valgkampen i 2011 beskyldt for at misbruge sin position som topembedsmand indenfor Skat, så indholdet af Helle Thorning-Schmidts skattesag blev holdt skjult for omverdenen indtil valget var overstået.

Nu kan gravermediet Journalista.dk afsløre, at Erling Andersen i årene omkring valgkampen og efter at Helle Thorning-Schmidt blev statsminister, kunne sætte en ganske fornuftig lønstigning ind i bankbogen.

Det endda i en situation hvor han allerede tjente over millionen.

Millionær – også efter fyring

Således viser de fremsendte bilag til Journalista.dk, at Erling Andersen i 2011 inklusiv arbejdsgiverbetalte pensionsindbetalinger tjente 1.046.137 kroner. Året efter kunne han sætte 1.282.301 kroner ind på lønkontoen, mens den samlede afregning fra Skat til Erling Andersen i 2013 var steget til 1.460.027 kroner.

Det helt store indtægtsår for Erling Andersen var 2014, hvor han blev fyret fra Skats direktion. Grundet forskellige fratrædelsesordninger, tjente han dette år 1.769.638 kroner.

Fyringen fra Skats direktion har dog ikke betydet, at Erling Andersen af den grund synes at lide nogen økonomisk nød. Aktuelt arbejder han for Skat med inddrivelse på tværs af landegrænserne, hvilket han tjener lige over millionen på. Et job som han vel og mærke sikrede sig, uden at det blev slået op.

Skat har overfor Journalista.dk blandt andet ikke ønsket at kommentere på, hvad Erling Andersens præcise stillingsbetegnelse er.