Gå til hovedindhold

DF'er førte an i fornøjeligt 'bestyrelsesmøde' med kæmpe bar- og restaurantregning. Skatteyderne betalte.

Af Lars

Der var godt gang i restauranten, da byrådsmedlemmer fra Sønderborg holdt bestyrelsesmøde hos det lokale forsyningsselskab. Det under ledelse af DFs Folketingsmedlem Jan Callesen.

– I kraft af vores arbejdsområder er vi derfor meget tæt forbundet med alle, der bor og arbejder i Sønderborg Kommune. Og fordi administration og ledelse er samlet under samme tag på Ellegårdvej 8, har vi mulighed for at bruge vores samlede viden og erfaring på at udvikle servicetilbud, som allerede fra starten er rettet mod fremtiden. På den måde sikrer vi en pålidelig forsyning til gavn for kommunens indbyggere, daglige brugere og ikke mindst miljøet.

Sådan beskriver Sønderborg Forsyning sig selv på sin hjemmeside, hvor den kommunale virksomhed samtidig slår fast, at man har en centralt placeret administration, som er centrum for det daglige arbejde.

Men det er dog ikke alle dele af den kommunale virksomhed, som er tilfredse med vilkårene i Sønderborg. For når bestyrelsen anført af lokal- og landspolitikere holder møder, kan det nemlig ske langt væk fra Sønderjylland. Det fremgår af aktindsigter, som Folkets.dk har opnået i forbruget over repræsentationskontoen.

Herunder i et bestyrelsesmøde, som løb af stablen sensommeren 2016. Det for alle de 9 selskaber, som til sammen udgør Sønderborg Forsyning.

Bus til rådighed under hele bestyrelsesmødet

Ifølge de fremsendte bilag til Journalista.dk, blev det ikke afholdt i Sønderjylland, men i stedet i Aarhus. For overhovedet at nå så langt, var det nødvendigt for Sønderborg Forsyning at leje en bus til 9.528 kroner.

Med ombord på bussen var i alt 11 kommunale forsyningsfolk, som blev ledet af 3 politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer fra Sønderborg Kommune. Højest placeret var næstformanden Jan Callesen, der ud over at sidde i byrådet i Sønderborg, også repræsenterer Dansk Folkeparti i Folketinget. Med sig havde han lokalpolitikerne Frode Sørensen (Socialdemokratiet) og Peter Hansen (Venstre), som på turen til Aarhus havde følgeskab af andre bestyrelsesmedlemmer og ansatte hos Sønderborg Forsyning.

De blev alle sammen indkvarteret på Hotel Scandic i Aarhus, hvilket sammen med et stort forbrug i restauranten var med til at gøre, at det langt fra blev en billig affærer for skatteyderne at sende Jan Callesen & Co på langfart mellem den 22. og 24. august 2016.

Således endte den samlede regning på 48.541 kroner.

Lars Bjørknæs er en erfaren graverjournalist som gennem årene har afsløret mange sager om frås og magtmisbrug i det offentlige system