Gå til hovedindhold

1.410.765 kroner om året: Kommunal varmeværkschef får statsministerløn - og det dobbelte af sin egen borgmester

Af Lars
Kildemedier

De seneste år er lønningerne i de kommunalt ejede selskaber kun gået én vej - op ad. Det er blandt andet kommet direktøren for det kommunale Nordborg Kraftvarmeværk I/S til gode, da han årligt tjener lige under 1.500.000 kroner.

- Nu begynder det altså at slå igennem, at kommunen har haft fokus på forebyggelse. Det må være derfor, at vi kan lægge 13,8 millioner kroner i kommunekassen. Jeg kan ikke se en anden grund til, at sønderborgerne går mindre til læge og ikke bruger sygehusene så meget som tidligere.

På blandt andet denne måde slog socialdemokraten Helge Larsen, formand for Sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune, overfor Jyske Vestkysten i oktober fast, at sønderjyderne havde fokus på at holde skatteydernes udgifter nede til den daglige administration. Det havde blandt andet betydning for betalingen til Region Syddanmark, hvor Sønderborg Kommune forventede også i fremtiden at kunne spare væsentlige millionbeløb i forhold til, hvad lignende kommuner betaler.

Men det er dog ikke alle dele af Sønderborg Kommune, hvor der er skåret ind til benet. Det fremgår af aktindsigter, som Journalista.dk har opnået blandt andet i de lønninger, som udbetales i kommunens aktieselskaber.

Herunder i den løn, som hver måned overføres til direktøren for Nordborg Kraftvarmeværk A/S.

Dobbelt så godt lønnet som borgmesteren

Ifølge de fremsendte bilag til Journalista.dk, tjente direktøren i 2015 1.410.765 kroner. Beløbet er inklusiv pensionsindbetalinger, ligesom det også indeholder eventuelle personlige tillæg, som blev udbetalt dette lønår.

Dermed var direktøren meget tæt på at tjene det samme som statsministeren, der i 2015 blev honoreret med 1.464.148 kroner. Omvendt lå Nordborg Kraftvarmeværks daglige chef flere hundrede tusinde kroner over de menige ministre, der dette år måtte tage til takke med 1.171.318 kroner.

Størrelsen på checken til Nordborg Kraftvarmeværks direktør, skal også ses i sammenhæng med den løn, som Sønderborg Kommune udbetaler til sin borgmester. I 2015 sikrede kommunens førstemand Erik Lauritzen sig 754.563,78 kroner. Eller næsten kun halvdelen af, hvad hans embedsmand på Nordborg Kraftvarmeværk tjener.