Gå til hovedindhold

Dommere på Folkemøde: Brændte 238.000 kroner af på middage, tv-stjerner og eventfirmaer

Af Lars

En sommerudflugt for toppen af den danske dommerstand, lyder måske både kedeligt og billigt. Men sådan var det langt fra, da Domstolsstyrelsen sendte en større delegation til Folkemødet i 2016.

For Danmarks Domstole udgør Folkemødet en enestående mulighed for at møde borgere, beslutningstagere og andre interesserede til en åben debat om de dilemmaer, som er en del af vores hverdag. På den måde kan vi øge kendskabet og tilliden til domstolene - og det er afgørende for vores virke som den 3. statsmagt.

På blandt andet denne måde omtalte Domstolsstyrelsen på sin hjemmeside det besøg, som dens top anført af retspræsidenterne Hans Engell Rhod, Steen Friis Nielsen og Flemming Schønnemann samt Formanden for Dommerforeningen Mikael Sjöberg, sidste sommer aflagde på Bornholm i forbindelse med Folkemødet.

Her slog Danmarks Domstole, der hører under Justitsministeriet, også fast, at deltagelsen skete for 5. år i træk – for at sætte fokus på åbenhed i retsplejen.

Fokus var dog langt fra alene på at komme i kontakt med de andre deltagere på Folkemødet. Det fremgår af aktindsigter, som Folkets Avis har opnået i udgiftsbilagene, som dommerne sammen med sine medrejsende embedsmænd afholdt på Bornholm i 2016.

Jagtede tv-værter for skattekroner

Ifølge de fremsendte bilag til Folkets.dk, kostede dommernes sommerudflugt skatteyderne 238.997,51 kroner. Hvilket ikke kun skyldtes, at man sendte i størrelsesordenen 36 embedsmænd til Bornholm, men også at man eksempelvis var storforbruger af kendte journalister til at styre de debatter, som domstolene arrangerede på klippeøen.

Via aktindsigter har FOLKETS AVIS opnået adgang til den korrespondance, som Domstolsstyrelsen havde med både journalisterne og deres bookingbureauer. Korrespondance der viser, at formålet med debatterne langt fra kun var at sætte fokus på åbenhed i retsplejen, da man målrettet gik efter nogle af landets største navne.

Eksempelvis forsøgte man at hyre DR-stjernen Mads Steffensen, som eksklusiv moms krævede 24.000 kroner for at optræde i styrelsens telt, ligesom man også lagde nummer ind på Kontant-værten Jakob Illeborg.

Man endte dog med at tage til takke med mindre profilerede tv-folk som Martin Breum og Susanne Hegelund, der tog henholdsvis 12.375 kroner og 10.000 kroner for at lede domstolenes debatter.

Event-burauer hyret til at styre festlighederne

De fandt sted i et telt, som Domstolsstyrelsen havde lejet hos Team Bornholm for 36.285 kroner. Samme firma stod også for at arrangere en række af de overnatninger, som Domstolsstyrelsen havde under Folkemødet.

For dommerne var det dog ikke nok, at man havde hyret såkaldte moderatorer til at styre debatterne på Bornholm. Arrangementerne blev bundet sammen af et eventfirma, som blandt andet stillede et lydanlæg og teknikere til rådighed – hvilket det blev betalt 25.980 kroner for.

I budgettet var der også luft til, at Domstolsstyrelsens udsendte kunne få stillet både tørsten og sulten på skatteydernes regning. Det skete blandt andet på Café Værftet, hvor styrelsen var vært for 36 personer, der spiste og drak for lige under 11.000 kroner.

Under Folkemødet skilte Domstolsstyrelsens medarbejdere sig også ud på en anden måde, da de havde indkøbt en større parti trøjer med firmalogoer hos en sportsbutik Rønne.

Lars Bjørknæs er en erfaren graverjournalist som gennem årene har afsløret mange sager om frås og magtmisbrug i det offentlige system