Gå til hovedindhold

Misforstået racisme og bekymrende mangfoldighed

Af Kanishka Dastageer

Lørdag den 22. marts har initiativet ’Racismefri By’ indkaldt til demonstration i København under overskriften ”Ja til mangfoldighed – NEJ til racisme". Umiddelbart et statement som de fleste kan bakke op om. Men hvilken racisme demonstreres der imod?

Hverken Danskernes Parti, SIAD (Stop islamiseringen af Danmark) eller Frit Danmark blev til kommunalvalget i november valgt ind. Hvis racisme og fremmedfjendskhed var så stort et problem, ville de tre partier vel have haft en højere vælgeropbakning til valget? Borgernes manglende opbakning til partierne er et udtryk for, at de ikke deler partiernes markante holdninger. Jeg påstår ikke, at vælgeropbakningen til partierne er den eneste indikation på, hvor udbredt racisme er. Det er dog en vigtig indikator, som også skal frem i lyset, når der debatteres racisme herhjemme,

Derudover er det værd at bemærke, at Dansk Folkepartis integrationspolitik er blevet mildere gennem årene. Dette for ikke at skræmme deres vælgere væk, som primært er helt almindelige danskere, der er trætte af, at der ikke bliver taget hånd om integrationsproblemer. Undersøgelser viser faktisk, at danske borgere er blevet mindre fremmedfjendske og mere tolerante over for nytilkomne mennesker gennem de seneste 30 år.

Er ovenstående et udtryk for, at racisme og fremmedfjendskhed er et stort problem herhjemme? 

Og hvad forstås der ved, at man ønsker mere mangfoldighed? Det er skræmmende, hvis vi begynder at dyrke mangfoldighed som et ideal. For så hylder vi jo alt det, der er anderledes.

Også kvindeundertrykkelse, kastesystem og ulighed mellem kønnene.

Vi bør ikke acceptere skikke og traditioner, der strider med grundlæggende demokratiske værdier.

Mangfoldighed er langt fra en dårlig værdi. Tværtimod. Tilværelsen ville være kedelig og meningsløs, hvis der ikke var forskel på os. Så længe, at forskelligheden er i overensstemmelse med og tilpasser sig demokratiske kerneværdier, ser jeg intet problem i, at man vægter forskellighed og mangfoldighed som vigtige værdier.

Mit problem med begreberne opstår, når man begynder at vægte mangfoldigheden og forskelligheden højere end demokratiet. Enkelte gruppers kulturelle og religiøse rettigheder må aldrig vægte højere end civile, demokratiske rettigheder.