Undertegnede er netop returneret fra et tre ugers ophold i Filippinerne, et land som af mange danskere forbindes med armod, korruption og Wild West tilstande. Præsident Duterte fremstilles som en despot og medier gengiver massevis af historier om hvor bange, kuede og undertrykte er filippinerene er. Lidt ligesom Trump, bare med en twist!
Der skal ikke være nogen tvivl om at en del af Dutertes handlemåder er mere end på kanten af menneskerettighederne, endda langt over kanten på mange måder.
Her mener jeg primært det forhold, at op mod 7.000 mennesker er blevet likvideret uden nogen form for rettergang, på grund af at de er narkokriminelle og/eller korrupte. Dette er naturligvis problematisk, men ikke desto mindre er det den politik som Duterte er blevet valgt på. Han har ikke lagt skjul på at det ville være således han ville handle, hvis han kom til magten og befolkningen i Filippinerne har stemt ham ind med den viden.
I de danske medier fremstilles situationen imidlertid med den vinkel at den filippinske befolkning nu lever i frygt og rædsel. Intet i Verden kunne være mere forkert! Under mit besøg i landet har jeg ved mange lejligheder spurgt lokale ind til dette, og uden én eneste undtagelse har responsen været at de elsker Duterte og det som han står for. Jo vel kan de se at det er problematisk, og at der er visse uheldige konsekvenser ved denne politik, men ikke desto mindre er det mit helt klare indtryk at de som jeg har talt med, oprigtigt har budt denne nye tilgang velkommen. Og hvorfor så det?
Primært fordi Filippinerne før Dutertes tilkomst var et samfund med masser af kriminalitet, masser af frygt og masser af korruption. Som én ung mand udtrykte det, direkte adspurgt om ikke det er problematisk: "Jo, det er det vel, men det er det som Filippinerne har brug for! Før var her som Mexico og ingen turde rigtigt gå udenfor om natten, men nu er der stort set ingen kriminalitet længere" - naturligvis er der kriminalitet i et land med omkring 100 millioner indbyggere, men man føler sig nærmest mere tryg der, end ved at gå rundt i Aarhus, København eller andre større danske byer.
Jeg siger ikke at jeg nødvendigvis ønsker denne form for styre i Danmark, men det er faktisk ret tydeligt at konsekvens, synligt politi og en målrettet indsats på ret kort tid kan rette op på selv meget store problemer. At det så åbner for et par ladeporte af andre problemstillinger, lader vi lige ligge til en anden god gang.
Anarkistisk trafik
I morges kørte jeg til bageren for at hente rundstykker - nok det jeg har savnet allermest mens jeg var væk - og her slog det mig, at jeg kører som en idiot, når jeg kører i Danmark! Klokken var omkring 5.30 og der var ikke et øje i gaderne jeg kørte på, kun meget få i hvert fald, men ikke desto mindre havde jeg så travlt med at følge regler, vise af når jeg drejede, køre med sikkerhedssele og orientere mig til højre og venstre før den mindste ændring i kørselsretningen, at jeg nærmest følte mig som en robot, eller altså faktisk som en idiot.
I Filippinerne havde vi lejet en kæmpe stor SUV og i den transporterede jeg mig selv og min familie rundt i et syndigt kaos af Tricycles, Jeepneys, cykler, fodgængere, biler, lastbiler og hvad man ellers kan forestille sig af trafikkanter. I starten virkede det helt vildt og jeg troede aldrig jeg skulle komme helskindet igennem, men faktisk kom jeg til at holde rigtig meget af at køre i et trafikmønster som er mest kendetegnet ved at der egentlig ikke er et mønster.
Når en Tricycle skal dreje, så stopper den bare. Ikke noget med at blinke eller på anden måde vise af, men på den anden side er der også mange der bare blinker, uden at skulle dreje. Udgangspunktet i den filippinske trafik er det stik modsatte af herhjemme, hvor vi tænker at alle andre sikkert overholder reglerne og opfører sig forudsigeligt. I Filippinerne skal man forvente det uforventelige - og Hey, ved du hvad? Man lærer det faktisk hurtigt og det eneste trafikuheld vi så var på vej til lufthavnen efter tre uger, hvor to biler holdt i siden fordi de var kørt op i hinanden.
Det handler om at tænke selv
Lige så vel som i resten af det danske samfund, er vi i trafikken belemret med en Statans masse regler, som i mange tilfælde ville være overflødige, hvis bare udgangspunktet var at vi tænkte os om.
Jeg siger ikke at jeg ønsker en direkte konvertering af Danmark til Filippinerne, hverken når det gælder trafik eller samfundet generelt, men det er sgu lidt påfaldende at vi skal være overbebyrdede med regler og love, som i virkeligheden kun er sat i verden for at vi kan parkere hjernen i handskerummet når vi kører, ligesom vi stort set kan køre på automatpilot igennem hele livet - hvis vi altså ønsker det - og får serveret en opskrift på "lykke" som Moder Stat ønsker det for os.
Det mest påfaldende faktisk, synes jeg er at vi i Danmark har så meget mere end langt, langt de fleste filippinere, men når man oplever dem, er der ingen brok over noget. Vi danskere er der i mod verdensmestre i at brokke os.
Det synes jeg godt man kunne tænke lidt over!