Man kan sige, at Lisbet Knudsens selvtillid ikke fejler noget.
Hun drømmer om én stor dansk medieportal med ét login (så folk ikke skal huske på så mange adgangskoder - dovenskaben længe leve).
For hende er det drømmen. – Som hun givetvis selv skulle stå i spidsen for.
For mig er en sådan idé et rædselsfuldt mareridt. Endnu en closed garden på et tidligere mere åbent og mangfoldigt internet.
Endnu en mastodont. En slags DR, men bag en betalingsmur.
Så foretrækker jeg langt en model med mere selvstændige medier med hver deres domæne - i både overført og bogstavelig betydning.
Medier der konkurrerer imod hinanden om læsernes og brugernes gunst. Der er noget totalitært over Knudsens vision, synes jeg. Men den deles sikkert af de mange, som gerne vil ledes og ikke selv navigere for meget.
I forvejen dominerer Berlingske Medier og JP/Pol alt for meget i det danske mediebillede. Sammen med naturligvis allestedsnærværende DR.
Også Lea Korsgaards Zetland er en slags Politiken på knopskydningsform - og det er Føljeton som bekendt også. Begge med millioner af mediestøttemidler i ryggen. Den slags statslige tilskudsordninger flyder som regel hen imod dem, som i forvejen er noget ved musikken.
Lea Korsgaard benyttede da også enhver lejlighed til at tale om sit medies mange fortræffeligheder. Der blev talt om public service og klassiske journalistiske dyder.
Public Service bag en betalingsmur?
Jeg mener ikke, at Zetland eller Føljeton på nogen måde kan betegnes som public service. Det er nærmere menighedsblade og identitetsmarkører.
Og de onde var Google og Facebook. Sjovt nok modtager jeg dagligt sponsorerede indlæg på min Facebook-væg fra netop Zetland, så man fodrer jo selv monstret.
Knudsen var inde på den trussel disse store amerikanere udgjorde mod pluralismen i mediebilledet.
Men er sagen ikke den, at til dels takket være Facebook, så har nye medier haft lettere ved at komme på fode og finde en læserskare?
Jeg har svært ved at tro på, at Lisbet Knudsen efterspørger ægte pluralisme af den type som ikke kan kontrolleres fra centralt hold.
Retfærdigvis skal det indskydes, at panelet også bestod af Astrid Haug, som var mindre fjendtligt indstillet over for de sociale medier (de var ikke hendes Gud men hendes guld) end Knudsen, men derudover vist mest gik op i at en kvinde var blevet udsat for sexisme i Uber – og at mænd skrev grimme ting på Facebook.
Fra Knudsens side blev tonen dog mere positiv, da snakken kom ind på et samarbejde mellem Facebook og de etablerede medier om at holde fake news ude. Også almindelige brugere skulle have muligheden for at angive noget som fake.
Igen manglede jeg her noget selvkritik.
Man sad virkelig tilbage med opfattelsen af, at de her mennesker egentligt mente, at alting var bedre dengang de etablerede medier havde et fuldstændigt monopol på den offentlige mening og sad ved porten og suverænt bestemt, hvem der skulle til orde og hvem der ikke skulle.
Jeg medgiver, at der kan være et problem med fake news i nye medier og de kan florere på Facebook.
Men der er og har bestemt også været et problem med de gamle mediers mere raffinerede manipulation og selektive fremstilling af begivenheder - ofte på en måde så læseren har fået et skævt indtryk af af virkeligheden.
Det er ærgerligt, at mennesker, som samfundet agter så højt og lytter så andægtigt til - og publikum sugede virkelig til sig - ikke formår at se ud over egen næsetip.
At de etablerede medier havde svære tider var alle andres skyld. Ingen form for refleksion over om medierne selv havde et ansvar, netop fordi de havde brugt deres monopol til at fremme bestemte politiske dagsordener.
Kunne det tænkes at folk reagerede på dette - og at nye medier fremkomst var sund udluftning i et indeklemt og lummert mediemiljø?
Sådan tror jeg ikke panelet så det. Tværtimod virkede de meget overbeviste om egen ufejlbarlighed. Det var dem som vidste hvad sandheden var.
Naturligvis blev der også plads til lidt Trump-bashing undervejs. Her antog man i panelet at være på hjemmebane, og det var næppe heller helt forkert.
Det er jo altid godt, når man kan blive enige om at pege fingre ad andre, mens man fortæller om egne fortræffeligheder.
Evnen til at se de mørke sider i eget virke og de lyse i modstanderens manglede totalt på Louisiana i går aftes.
Desværre var ordstyreren Marc-Christoph Wagner ikke meget bevendt. Han formåede aldrig rigtigt at udfordre panelet eller stille kritiske spørgsmål.
For mit vedkommende bekræftede aftenen min opfattelse af den danske medie-elite som indspist og yderst selvtilfreds.