Gå til hovedindhold

Patteprinsen og de skinhellige drager

Af Lennart

Jette Hansens bog "Patteprinsen og de skinhellige drager" er en uredigeret opvisning i feministisk paranoia og ansvarsfraskrivelse. Bogen er dog vigtig som anskueliggørelse af feministernes mange vrangforestillinger. Jette Hansens centrale påstand er, at feminismen ingen magt eller indflydelse har. Her har vi en feminist i defensiven.

For når de "gode" ting i vores samfund skal forklares, er der jo ingen grænser for, hvor stor betydning feminismen har haft - når feministerne selv skal sige det. Men vover nogen at rette lyset mod problematiske tendenser i samfundet, har feminismen lige pludselig ikke haft nogen som helst betydning.

Uanset hvad, lyder feministernes opskrift altid på mere feminisme - det vil sige mere snak, der betales af landmænd og produktionsarbejdere.

Jette Hansens fremstilling af feminismen som marginaliseret og uden indflydelse er let at tilbagevise. Feminismen tilstedeværelse på højeste niveau kan alle konstatere ved selvsyn, når EU barsler med kvindekvoter i både politik og i det private erhvervsliv.

Kvindekvoter er naturligvis ikke forenelige med lige rettigheder, fordi stillinger øremærket til kvinder ikke kan ansøges af mænd. Dermed er mænd fravalgt på forhånd med baggrund i deres køn. Feminismen kæmper altså ikke for lige rettigheder, men for favorisering af kvinden.

Alene det er rigelig grund for liberale og meritokrater til at gå kritisk til feminismen. Og det ganske uanset om den enkelte meritokrat eller liberale er mand eller kvinde. Men skal man følge Jette Hansens logik, bør kvinder åbenbart ikke kritisere feminismen.

For Jette Hansen er kamppladsen nemlig ikke ideernes. Det er derimod kønnene, der stilles op overfor hinanden. Dette antagonistiske grundsyn er en direkte arv fra Marx og Engels. Når Jette Hansen så uden videre udnævner feminismen til alle kvinders retmæssige repræsentant, er det let for hende at affeje enhver kritik af feminismen som kvindehad. Og det gør hun så.

Og med dette udgangspunkt trækkes læseren gennem en mudret og rodet omgang anekdoter, ensidigt udvalgte eksempler, blog- kommentarer og undersøgelser, der skal virke til at understrege den konklusion, Jette Hansen på forhånd har lagt sig fast på. Når man som nærværende anmelder kender sagen fra den anden side, er dette en mellemting mellem foruroligende og ganske morsomt.

Patriarkatet


Jette Hansen bruger en stor del af første halvdel af bogen på at argumentere for, at vi lever i et patriarkat, hvor kvinder forfordeles, snydes og bedrages, så det driver. Køber man denne præmis, er det nok lettere at tage resten af bogen seriøst. Men i virkeligheden lever vi ikke i et patriarkat. Gjorde vi det, ville staten ikke tildele kvinden forældreretten over børn ved skilsmisser. For bare at nævne en enkelt effektiv indvending.

Der er noget anakronistisk over Jette Hansens insisteren på, at en patriarkalsk almagt gennemstrømmer samfundet. Denne feministiske fantasi har aldrig været en realitet. Selvom mænd førhen havde mere indflydelse på deres eget liv og deres egne penge, end de har i dag, så har der aldrig eksisteret nogen periode, hvor relationen mellem mand og kvinde var en, hvor manden entydigt var bøddel og kvinden entydigt offer.

Denne fejlagtige forestilling, som Jette Hansen klynger sig til, er en arv, anden bølge af feminister tog med sig fra Marx og de andre hyggelige fætre, der havde så travlt med at se udbytning i stedet for samarbejde alle steder. Det er skrivebordsromantik. For de fleste mennesker handlede familieliv i virkeligheden om overlevelse, og det fordrede en effektiv arbejdsdeling. Al den snak om, hvem der bestemmer, er en luksus moderne mennesker kan tillade sig, fordi de har rigeligt med tid.

Ikke desto mindre er det et faktum, at denne opfattelse af tingene var særdeles udbredt blandt feminister i 70erne. Mænd udbytter over en bred kam kvinder groft. I dag lever denne opfattelse så videre hos de individer, hvis kognitive kapacitet ikke rækker til at indstille sig på ændrede realiteter eller er modstanddygtige overfor, at al evidens peger i den modsatte retning.

Jette Hansens anstrengte forhold til mænd understreges i bogen også af de positive omtaler af feministen Valerie Solanas, der skød flere ubevæbnede og forsvarsløse mænd ned, og skrev et manifest, hvor hun argumenterede for, at mænd skulle udslettes og selv deltage i processen. Solanas er flere gange blevet hædret af forskellige feminister i de seneste år her i Skandinavien - særligt i Sverige, hvor feminismen er mere magtfuld end i Danmark. Det tyder på, at jo mere magt feminismen får, jo mere intenst bliver dens had til mænd.

Afvigere gøres til eksempler


Et klassisk feministisk trick, Jette Hansen benytter sig af i bogen, er at tage de mest afvigende og voldelige mænd og gøre dem til repræsentanter for mænd som helhed. Her bliver Brønderslev-manden trukket gennem manegen, og man får en mistanke om, at feminister som Jette Hansen et eller andet sted er glade for, der findes mænd af denne ubehagelige type, så de kan sige: "Se! Se, hvor grumme mænd er!"

Det samme mønster så man med feminister i 70erne og 80erne. Behandlere og psykologer havde længe vidst, at incest var sjældent forekommende, og at både mænd og kvinder var krænkere i de få tilfælde, hvor det forekom, og at det i det hele taget mest var stedforældre, der gav sig i kast med denne forkastelige form for overgreb.

Alligevel valgte feminister udelukkende at fokusere på de sager, hvor krænkeren var mand og offeret en pige. For kun disse eksempler underbyggede feministernes teori om, at incest var en konsekvens af et patriarkalsk samfund.

Feministerne bryder sig bare heller ikke om drenge eller mænd som ofre. Det gør Jette Hansen heller ikke.

Tabermanden


På et tidspunkt trådte nogle mænd frem i den danske debat og sagde, at de altså også havde nogle problemer. Er der noget, der kan gøre feminister aggressive, så er det en udfordring af det offermonopol, feministerne har ligget inde med. Jette Hansen har ikke meget til overs for tabermanden, og alle hans problemer siges at være en fiktion skabt af Hans Bonde.

Åbenbart er Jette Hansen alvidende og kan sætte sig ind i andres

hoveder og vurdere om deres problemer er reelle eller ej. Vov ikke som mand at bilde dig ind, du har nogen problemer! Ved du da slet ikke, at du lever i et patriarkat, der privilegerer dig op over begge ører og giver dig alt -- alene fordi du er mand?

Hvis mænd ikke har det nemmere end kvinder, kollapser hele Jette Hansens verdensbillede, for hele pointen med patriarkatet er vel, at det gør ting nemmere for mænd, så naturligvis skal en ellers uanseelig type som tabermanden også have nogle hug med på vejen i Jette Hansens bog. Kan du så holde kæft tabermand! Dine problemer er jo for intet at regne mod al den modstand en dansk akademikerkvinde oplever!

Det er vitterligt interessant at opleve, hvor afstumpet en lukket gruppebaseret ideologi kan gøre et menneske. Ideologi lukker af for empati, og for al det der peger i en anden retning end den ideologen ønsker at se. Den idé, som Jette Hansen så energisk argumenterer for, nemlig at vi lever i et patriarkat, skaber ikke andet end splid mellem kønnene, fordi den skaber misundelse hos kvinder, der jo fortælles at de bliver snydt, og den skaber desperation hos mændene, der får at vide, at deres problemer ikke tæller.

Ideen om patriarkatet er en stor løgn.

Online-debatten

Går man, som Jette Hansen, på jagt vidt og bredt i kommentarspor på blogs, kan man sikkert finde ekstreme udtalelser om hvad som helst. Alligevel - eller måske snarere netop derfor - er det her, Jette Hansen finder bekræftelse af sin opfattelse, at feminismen er under pres. Men det hænger jo ikke sammen.

Der er ganske rigtigt meget kritik af feminismen online på blogs, men det er jo netop fordi de store afgørende institutioner som EU og FN er meget feministisk korrekte. Aktiviteten online er et forsvar mod den feminisme, staten og de overstatslige instutioner konstant belemrer borgerne med. Det Jette Hansen ser som tegn på en feministisk afmagt er i virkeligheden snarere udtryk for en afmagt blandt dem, der er kritiske overfor feminismen.

Jette Hansen er nok i virkeligheden godt klar over, at velfærdsstaten er til fordel for kvinder og til ulempe for mænd. Hun ved godt, at tingene er indrettet efter hendes hovede. Hun bryder sig i hvert fald ikke om, at mænd diskuterer disse ting på nettet. Hellere skulle de bare underlægge sig den almægtige stat, der så skal indrettes til at føre den bestemte politik, Jette Hansen selv er fortaler for.

Hold kæft og betal, mænd! Det er indtrykket Jette Hansen efterlader.

Også dette er et typisk træk. Feministerne vil meget gerne bestemme, hvordan alle andre skal leve. Jette Hansen angriber igen og igen liberale og borgerlige (som hun kalder højreorienterede) og tillægger dem alskens motiver. Men de fleste på højrefløjen i Danmark ønsker slet ikke i samme udstrækning som mennesker på venstrefløjen at bestemme, hvordan andre lever. Vi vil bare gerne have lov at beholde lidt flere penge til os selv, og så leve i fred i familier og indrette os som det nu passer bedst i den levede dagligdag.

Grænseløs indblanding

Feministerne har derimod totalitære ambitioner, altså ambitioner der ikke bare omfatter dem selv og deres egne familier, men også alle andres. Som når Jette Hansen argumenterer for, at mænd skal tage mere del i arbejdet i huset. Jamen, hvad rager det hende, hvordan folk gør andre steder? Hjemme hos hende selv kan hun jo indrette det, som det passer hende. Det vil jeg da for eksempel ikke blande mig i, om det så er manden, der laver alt husarbejdet, mens Jette Hansen sidder og skriver sine forsimplede og anakronistiske bøger.

Jette Hansen og andre feminister har meget travlt med at blande sig i, hvordan andre skal leve. Alligevel skriver hun i bogen, at feministernes projekt <em>ikke</em> handler om at få magt over andres liv. Det er jo hylende morsomt, at hun ikke selv kan se de her modsætninger. Kvoter og øremærket barsel og høj skat og voldsom omfordeling af penge fra mænd til kvinder over staten er i Jette Hansens øjne bare noget mænd føler.

På trods af at det er feminister, der vil blande sig i, hvordan virksomheder sammensætter deres ledelse, og hvordan familier fordeler barslen i de små hjem, forsøger Jette Hansen at vende tingene på hovedet. Hun skriver blandt andet:

Kvinder vil have magt over deres eget liv. Mænd vil have magt over kvinder. Det, synes jeg, er en stor forskel mellem mænd og kvinder, det er også to meget forskellige ting at ville med kønspolitik.

Hvor er det ironisk.

Også populærkulturen blever endevendt. Her er det igen synd for kvinderne. Jette Hansen har igen været ude og lede efter kommentarer - denne gang ikke på blogs, men på facebook. Disse kommentarer til forskellige danske celebriteter bruges så i fuld alvor til at underbygge hendes centrale tese om mændenes almagt i samfundet. Ak ja.

MANFO, KVINFO og Breivik


KVINFO fylder også en del i bogen. Ikke så meget fordi KVINFO har gjort eller medvirket til noget, men mere fordi nogle borgere har været så frække at åbne en debat om rimeligheden i at tvinge skatteborgerne til at betale for denne eksplicit feministiske organisation, der tilmed drives ekstremt ineffektivt. Og det i en grad så skatteyderne bonnes for 1100 kroner hver gang institutionen udlåner bare en enkelt bog.

Her kommer Jette Hansen også omkring det brev, jeg sendte til Ligestillingsministeren. Dette krydres med nogle citater fra kommentarsporet på 180grader hvor MANFO-indlægget blev delt, og Jette Hansen forsøger igen at fremstille MANFO og "borgerlige antifeminister" som sympatisører med Breivik. Men jeg sendte netop brevet, fordi vi såkaldte "antifeminister" ikke sympatiserer det mindste med Breivik og ikke vil sættes i bås med ham.

Det var KVINFO, der startede med at koble danske borgelige og liberale røster - der er kritiske overfor feminismen og dennes privatslivs- og virksomhedsinvaderende ambitioner - sammen med Breivik. Her på MANFO havde vi aldrig taget Breivik op, hvis ikke det havde været for KVINFOs helt urimelige og ubegrundede beskyldninger og insinuationer. Men Jette Hansen er åbenbart ligeglad med sammenhængen - hun tager bare citater ud af kontekst, bytter om på personer og kører guilt by association. Det er ret uvederhæftigt

Det er også her, bogen når sit komiske højdepunkt, når Jette Hansen påstår, at "antifeminister" har større økonomiske ressorucer end venstrefløjens debattører.

Det er jo helt hen i skoven, når KVINFO får 30 millioner kroner om året af skatteydernes penge, mens MANFO har fået 360 kroner (som jeg er meget taknemmelig for) i frivillige bidrag fra brugerne. Med andre ord er karrierefeministerne betalt for på fuld tid af fremføre en feministisk dagsorden, men vi andre på den anden side af debatten må bruge vores fritid uden at få en rød reje for det.

At Jette Hansen kan få det til at være, at vi har flere økonomiske ressourcer at gøre med end feministerne, viser faktisk meget godt noget om niveauet i bogen som helhed. Havde hun så bare sagt <em>mentale</em> ressourcer, så havde der været noget om snakken.

Det store moderopgør

Som et sidste desperat forsøg på at feje al kritik af hendes egen fløj til side, griber Jette Hansen til noget, der vist må karakteriseres som en ret ubehjælpelig motivanalyse. I virkeligheden har vi "antifeminister" ikke noget at beklage os over, mener Jette Hansen. Nej, det hele kan koges ned til et moderopgør. Al vores kritik er bare et udtryk for, at vi føler os svigtede.

For at gøre det mere bizart forestiller Jette Hansen sig, at Elisabeth Møller Jensen fra KVINFO inkarnerer denne moder, som vi angiveligt gør oprør imod. Men det er jo kvoter og overgreb på privatlivets fred, vi opponerer mod - og at vi tvinges til at betale for KVINFO-vrøvl. Skulle vi bare uden modstand overgive os og lade disse stupide ideer, der indskrænker vores frihed, blive realiteter?

Jette Hansen forsøger at tømme vores kritik af feminismen for rationelt indhold og reducere os alle til infantile væsner, man ikke bør tage alvorligt. Jeg tror ikke, ret mange hopper på den. Virkeligheden banker jo ligesom på.

Det er gået op for mange mennesker - både kvinder og mænd - at feminismen har en skyggeside, nemlig at feminismen i sin nuværende form er et et angreb på en frihed, vi priser højt. Derfor sætter vi ind med kritik. Det ærgrer Jette Hansen, at kvinder deltager i kritikken, fordi hendes forsimplede "drengene mod pigerne"-univers udfordres.

Bogen får to stjerner: En stjerne for det uredigerede blik ind i en forstokket ideologs tilfrosne mentale landskaber og en stjerne for momentan underholdning af høj klasse.

Emner