Bogen er et velskrevet og hårdt tiltrængt indslag i den verserende debat over køn og kvoter. Endelig kommer der nogle fakta på bordet - endelig kommer der en mere samlet fremstilling.
Feminister og politikere raser mod Bonde. Og det bør ikke overraske, for Bonde giver den nemlig som den lille dreng i eventyret om Kejserens Nye Klæder. Han afslører uden skånsel, hvordan de to nævnte grupper har ført befolkningen bag lyset og langsomt udskiftet kvalifikationer med køn som vigtigste parameter, når der skal vælges og ansættes ledere i det offentlige system.
Indledningsvist behandler Bonde vores statsminister, der på en ualmindelig tynd baggrund formåede at få sig placeret i landets måske mest betydningsfulde embede. Bonde anser det for sandsynligt, at kønnet har hjulpet hende på vej. Hvorvidt det er rigtigt i dette konkrete tilfælde, kan være svært at sige med sikkerhed, men indicier er der i hvert fald nok af.
Kønspolitik med uheldige konsekvenser for borgerne
Mere interessant bliver bogen efterfølgende, hvor den tager fat om nogle helt konkrete tiltag, man arbejder med i det offentlige og i partierne for at øge kvinders "repræsentation". Bonde giver også masser af eksempler på politikere og eksperter, der har søgt at forklare befolkningen, hvorfor det er så helt utroligt vigtigt, at andelen af kvinder forøges.
Som reaktion på denne tendens til forherligelse af kvindekønnet og den medfølgende mistænkeliggørelse af mænd stiller Bonde et par simple spørgsmål. I det politiske system, er det det kun en kvinde, der kan repræsentere kvindelige vælgere? Og skulle politikere i det hele taget ikke snarere sørge for ordentlige rammevilkår for alle mennesker i stedet for at spille forskellige grupper i befolkningen ud mod hinanden?
Den skøre ligestillings- og kønspolitik, vi borgere har måttet finde os i at blive belemret med de sidste efterhånden mange år, skaber flere problemer end den løser. Og Bonde får meget fint bragt flere paradokser og dilemmaer, som er konsekvenser af ønsket om at favorisere kvinder og stække mænd, frem i lyset. En af konsekvenserne ser indtil videre ud til at være, at vi borgere må finde os i at blive herset rundt med af en række meget unge kvinder uden nogen særlig erfaring fra erhvervsliv eller ledelse i det offentlige. Ældre mænd er blevet bedt om at tage bagsædet, så en generation af bestemmesyge unge powerkvinder har kunnet overtage roret. Ja, det har vi bemærket!
Feministisk "viden" og mainstreaming
Bonde griber også fat i de mange "undersøgelser" og "forskningsresultater" vi konstant bombarderes med, der angiveligt beviser, at alting bliver bedre, når kvinder erstatter mænd på ledende poster. Et eksempel er en undersøgelse, der har været meget omtalt, der "beviste", at virksomheder fik større overskud, når de udskiftede mænd med kvinder i bestyrelserne. Problemer er bare lige, at resultaterne fra virkelighedens forsøg i Norge viser det stik modsatte.
Der er masser af den slags feministisk "forskning" i omløb, og Bonde kan kun ridse i overfladen i den debatbog som denne, hvis omfang begrænser sig til knap 270 sider. Her vil jeg blot tilføje, at forskning med et på forhånd defineret mål (som den feministiske forskning ofte er) er lige til at skylle ud og et totalt spild af skatteydernes penge. En kommende borgerlig regering kunne virkelig spare nogle penge her, og det bliver der bestemt også behov for.
Også det afskyelige fænomen kønsmainstreaming kommer Bonde rundt om. Mainstreaming er i virkeligheden blot et totalitært politisk værktøj, der gør det muligt at implementere de tossede feministiske ideer overalt i beslutningsprocesser og sikre, at alting foregår efter de rette feministiske forskrifter. Alting skal underlægges feministisk ideologi og gøres til et middel på vejen mod målet, som er, at mindst halvdelen af alle agtværdige og magtfulde og vellønnede stillinger skal bestrides af kvinder.
Af andre eksempler kan nævnes nogle af de store fagforbunds fortsatte insisteren på, at der ikke er ligeløn i Danmark og at det er kvinder, der bliver snydt, selvom vi har haft en ligelønslov i mange årtier. Der er ligeløn for lige arbejde, men fagforeninger blander bevist pærer og æbler for at skabe det indtryk, at kvinder over en bred kamp bliver snydt og får mindre i løn - for det samme arbejde - end mænd. Kampagnen Kvindernes sidste arbejdsdag er et eksempel på den slags bevidst manipulation og blanden tingene sammen.
Der findes skam enkelte mindre områder, hvor ens arbejde giver forskellig løn. Blandt andet hos modellerne i modebranchen, hvor kvinder tager de største checks. Det hører man ikke så meget om, for det er tilsyneladende ikke et problem, når det er mænd, der "snydes".
Kvoter som separatisme
Bonde bruger en del plads på kvoter - og med rette. Dette er en af de vigtigste områder i spørgsmålet om ligestilling i dag. Kønskvoter bryder nemlig dels med klassisk ligestilling, hvor man afviste en diskrimination baseret på køn - hvilket lige præcist er hvad kvoter er - og dels med det meritokratiske princip, som har været en medvirkende årsag til vestens udvikling til førende civilisation. Det meritokratiske princip går i al sin enkelthed ud på, at det er kvalifikationer og evner, der tæller højest, når en stilling skal besættes. Den person, der har de bedste kvalifikationer i forhold til, hvad den givne stilling kræver, får stillingen. Sådan har det været længe her i vesten, men ikke altid, og sådan er det ikke alle steder i verden. Nogle steder skal man være født i den rigtige kaste, tilhøre den rigtige religion eller have det rigtige efternavn.
Tilsidesætter man det meritokratiske princip, tager man et skridt tilbage mod en tid, hvor alt muligt andet end individuelle kvalifikationer var mest afgørende. Kvindekvoter er således bare øremærkning af pladser til kvinder som mænd udelukkes fra at byde ind på. I øvrigt en pointe, jeg har haft fremme har på siden ved tidligere lejligheder. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på alle de problemer, kvoter skaber for virksomheder, for mænd og for kvinder og for hele samfund. Det gør Bonde fint i bogen. Kun vil jeg tilføje at det bureakratiske system faktisk forøger sin magt ved kvindekvoters indførelse.
Bonde spørger naturligvis også, hvorfor det lige er kvinder, der skal kvoteres og have øremærket stillinger som andre er udelukkede fra at byde ind på og deltage i konkurrencen om. Hvorfor kæmper en socialdemokrat som Britta Thomsen hårdt for elitekvinders eksklusive adgang til fornemme bestyrelser, når den arbejderklasse, en socialdemokrat vel skulle forestille at repræsentere, er tilstede i bestyrelsen i langt mindre grad end kvinderne? Og hvorfor kun kvoter på de prestigefyldte og meget vellønnede stillinger i behageligt temperede bestyrelseslokaler. Hvorfor ikke blandt skraldemænd eller på boreplatformen?
Mistænkeliggørelsen af mænd
I Fordi Du Fortjener Det får Bonde effektivt sat ord på nogle mønstre,
vi alle har været vidne til. Selvom et ord som skammermagt ved første øjekast kan virke en smule syntetisk, sammenfatter det dog meget godt den måde mænd af den feministiske fløj og fra mange politikeres side konstant mistænkeliggøres som nogen, hvis højeste formål med livet åbenbart er at holde kvinder væk fra magtfulde stillinger.
Glasloftet, Old Boys netværk, Rip Rap Rup-effekten. Alle disse begreber, der fyger gennem luften i kønsdebatten, bidrager til en opfattelse af, at mænd bevidst eller ubevidst diskriminerer mod kvinder og aktivt holder dem ude af bestyrelser og andre stillinger, hvor der er indflydelse, penge og prestige at hente. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Aktionærerne i en virksomhed har en interesse i at vælge de bedste bestyrelsesmedlemmer, fordi dette vil give det største overskud og dermed den største gevinst tilbage til aktionærerne.
Desuden er det meget ofte kvinder, der sidder i HR og rekruttering, så hele ideen, om at der skulle sidde en masse mænd og bruge al deres tid og energi på at holde kvinder ude, minder mest af alt om en paranoid sammensværgelsesteori. Mange undersøgelser viser faktisk også, at mænd i udvælgelsesprocesser til stillinger er meget fokuserede på performance, på kunnen og evner, så graden af diskrimination mod kvinder er i den offentlige debat blæst op i en størrelsesorden, der slet ikke står mål med virkeligheden.
Men kan man overbevise politikere, og kan man vende folkestemningen imod mænd, kan man også få indført kvoter og andre radikale tiltag, som ellers både er god gammeldags sexisme og som bryder med virksomhedernes ret til at sammensætte egen ledelse. Det er, hvad Bonde kalder skammermagt. Mænd skal bringes til at tro, de ikke er resultatorienterede, men bare nogle chauvinistiske svin, og så skal de ellers stille sig over i skammekrogen og overlade de eftertragtede stillinger i toppen af samfundet til kvinder. Herfra vil jeg opfordre alle feministiske mænd til rent faktisk selv et efterleve denne prædiken.
Favorisering af kvinder
Bonde viser, hvordan feminismen er gået fra at handle om lige muligheder til at handle om at favorisere kvinder. Flere og flere områder skal nu indrettes på kvinders præmisser, og klarer kvinderne sig ikke tilfredsstillende set med feministernes øjne, skal der endnu mere drastiske ændringer til. Enhver forskel, der falder ud til mændenes fordel, ses som bevis på, at tingene ikke er tilstrækkeligt kvindevenligt indrettede. Og selv om der er 1000 mandlige ansøgere og kun 100 kvindelige, skal kvinder udgøre 4 ud af 10 pladser. Det sænker niveauet.
Derfor tilsidesætter man i sidste instant en helt masse andre kriterier. Den ligelige fordeling eller den "tilstrækkelige repræsentation" af kvindekønnet sættes over alt andet, og kunstnerisk kvalitet, originalitet, indtjening, lødighed og andre kønsneutrale kriterier sættes i anden række. Den fri konkurrence sættes ud af spil for at opnå en på forhånd defineret fordeling på kønnene. Bonde kommer med utallige eksempler på dette inden for alle mulige områder fra rytmisk musik over teater til kunstmuseer.
Også på universiteterne favoriserer man kvinder fra ledelsens side. Vælges en kvinde belønnes afdelingen, der ansætter hende, med store kontantbeløb. Der beløber sig til mange, mange millioner kroner hvert år. Med andre ord betaler vi skatteydere flere penge for en ringere kvalitet på universiteterne, fordi ordningen jo vil føre til at en marginalt bedre faglig funderet mand vælges fra i de tilfælde, hvor afdelingen vurderer det store kontaktbeløb som mere nyttigt end de to ekstra publikationer, manden har i internationale tidsskrifter.
Hans Bonde understreger, at der ofte er et paternalistisk element i denne favorisering. Det er højtplacerede mænd, der lister kvinderne op forbi og udenom mænd, der i mange tilfælde ellers er bedre kvalificerede. Mændene helt i top dolker altså mændene længere nede i hierarkiet i ryggen, mens de løfter kvinderne. De løfter dog ikke kvinderne op over eget niveau. Det forskyder også magten på universitet fra at ligge hos det videnskabelige personale der ser på faglighed ved forfremmelser til det teknisk-administrative ledelseslag, der snarere søger at realisere politisk fastsatte måltal for kønsligestilling uden at skele for meget til det faglige.
Kommer vidt omkring
Fordi Du Fortjener Det er sprængfyldt med konkrete eksempler fra mange forskellige områder, og jeg kan ikke komme omkring det hele her i anmeldelsen, men vil gerne afsløre, at der også er en del tankevækkende og faktisk ret underholdende eksempler fra sportens verden. Også den intelektuelle sportsdisciplin skak får en del interessante ord med på vejen, og bogen er faktisk dedikeret til verdens bedste kvindelige skakspiller, der tidligt i sin karriere valgte at stille op blandt mænd. Hun kunne vælge at konkurrere mod andre kvinder - eller mod mænd. Frit valg! Men mænd får ikke lov at stille op i kvindernes rækker, såden er der så meget.
Bonde kommer også ind på feminismens forkærlighed for socialkonstruktivisme, som vi også har beskæftiget os en del med her på stedet. Men han vil helst ikke ud i arv versus miljø diskussionen og holder sig til den mere principielle diskussion i klassisk humanistisk forstand. Det fungerer fint inden for bogens rammer, og man kan komme rigtigt langt ad den vej alene. Hvilket også siger en del om, hvor inkonsistent og urimelig feminismen er blevet gennem de seneste tre- fem årtier.
Naturligvis kommer Bonde også omkring mænd som det ekstreme køn. Et tema han tidligere har behandlet mere detaljeret. En større del af bogen handler om forskellige magtformer, der har en historie så lang som menneskeheden, men nu er iklædt nye gevandter. Og bogen slutter af med et - selv for mig der ellers er ret godt orienteret inden for emnet - meget overraskende kapitel, hvis indhold jeg ikke vil afsløre her. For du skal selv læse bogen. Dens demaskering af en ideologi, der udgiver sig for bare "at ville give mænd og kvinder lige muligheder", men i virkeligheden favoriserer kvinder og dæmoniserer mænd, er rigeligt tiden og pengene værd!