Samme tanker måtte denne klummenist gøre sig torsdag aften, da det såkaldte researchkollektiv Redox trængte sig ind på mine cyberspaceenemærker.
"Researchkollektivet" ønskede at afæske mig svar på, om jeg i maj 2013 og januar i år skulle have plejet omgang med højreekstreme personager tilknyttet Dansk Front og Det Danske Parti – en af dem var sågar ifølge Redox redaktør af politiet anset som værende direkte voldspsykopatisk.
Aftenkaffen skvulpede af lutter ophidselse.
Mere specifikt drejede den lettere inkvisitoriske udspørgen sig om mit engagement og ditto deltagelse i et forum for eget køn kaldet Manddag. En diskussions- og netværksklub der mødes nogle gange om året for at udveksle synspunkter af forskellig art.
I dette forum er deltagerne langtfra altid enige om alt og slet ikke med de mere radikalt tænkende mænd med tilhørsforhold på den yderste højrefløj, hvoraf enkelte har meldt sig til Manddag-arrangementer mig vidende i maj sidste år og i forrige måned.
Jeg lod Redox vide helt umisforståeligt til citat, at jeg for det første ikke deltog i Manddag begivenheden i januar 2014, og at jeg ikke kendte de to pronazistiske elementer, der mængede sig blandt de øvrige deltagere sidste år under den afholdte Manddag seance i nærheden af Roskilde.
Af mailkorrespondancen med Redox redaktøren fremgår det desuden, at jeg tager klart afstand fra yderliggående elementer langt til højre og venstre i det politisk/ideologiske spektrum – det har jeg altid gjort, men dog samtidig interesseret mig for disse størrelser som tidsfænomener. Jeg bekræftede naturligvis mit virke som kultur- og debatredaktør for nærværende medie.
Det er vel næppe noget at skamme sig over.
Pudsigt nok kom disse udmeldinger ikke med i weekendens artikel om en art sammensværgelse mellem antifeminister og antimuslimer bestående af folk fra både det borgerlig-liberale segment og racistisk agerende nynazister.
Mine udsagn til citat ville kun yderligere have pillet pynten af den i forvejen luftige journalistiske souffle af tomme kalorier, når vi taler om direkte faktuelle beviser på den postulerede forbrødring ud i bashing af kvinder og islamtroende medborgere. Jeg kender af gode grunde flere af de nævnte i artiklen, da de har tilknytning til Folkets Avis – fælles for os er, at vi ikke hader og ej ønsker at skade nogen.
Vi forholder os dog kritisk til feminismen som tankesæt og begreb – især når den er offentlig støttet som Kvinfo. Dette gælder også for de muslimer, der ønsker at presse deres tro ned over hovedet på andre og samtidig underkender vores demokratiske spilleregler befæstet ved lov i dette land – er det ekstremt at indtage slige positioner?
Næppe.
Ud fra artiklens beskrivelser af de enkelte arrangementer i Manddag regi samt brug af billedmateriale fremgår det tydeligt, at en vis overvågning af de involverede må have fundet sted endda gennem længere tid. I modsat fald er Redox usædvanligt velinformerede og/eller har kilder tæt på, der leverer et konstant flow af indberetninger til denne selvbestaltede og privatinitierede efterretningstjeneste.
Hvad mon oplysningerne skal bruges til i det store spil?
Det er næppe utænkeligt, at undertegnede, mine venner og samarbejdspartnere omkring dette medie er på en liste af folk, der holdes et vågent øje med – måske er vi allerede registreret i en databank/et arkiv med tusinde af andre individer i stil med den omfattende optegnelse, som eksempelvis Blekingegadebanden foretog af pro israelske sympatisører i 1980´erne?
Redox opfordrer mig bekendt ikke til direkte vold i deres skriftlige materiale, men almindelig research viser med rimelig formodning, at der er sammenfald i personkredsene omkring dette kollektiv, Antifascistisk Aktion (AFA) og den revolutionært indstillede del af Enhedslisten.
AFA har været i totterne rent fysisk med politi såvel som demonstranter fra den modsatte fløj, og Enhedslistens afdeling i Aarhus gav for et par år siden tilsagn om støtte til Redox. Andre har været tiltalt for vold og hærværk, hvilket gælder personer på begge sider af den skarpt optrukne ideologiske holdningskrig – parterne har vist ikke så meget at lade hinanden høre.
Heller ikke når vi taler om defamering, tilsværtning og udskamning af politiske modstandere i det offentlige rum. Målet helliger midlet i disse kredse.
Flere af mine Facebookvenner kan berette om rabiate mennesker af forskellig politisk kulør, som har udsat dem for chikane af grov karakter, og at det er et problem, der ikke må ties ihjel. Deres navne nævnes derfor af indlysende grunde ikke i klummen her. Det rigide verdens- og menneskesyn er til at få øje på i ekstremfløjenes totalitære tankegods til trods for de markante ideologiske forskelle på dem. Enten er du med os eller imod os.
Et blik på debatten via Redox hjemmeside, der i den forgangne weekend linkede til artiklen, giver god grobund for disse antagelser. Kritiske bemærkninger og spørgsmål udløste øjeblikkelige blokeringer. Dette forum agtede sandelig ikke at give taletid til fascister og andet krapyl, stod der at læse direkte som indirekte mellem linjerne.
Mit og andres indtryk var nu, at alle, der ikke rygklappede og rettede ind i geledderne, tilhørte fjendebilledkategorierne uden formildende omstændigheder. Politisk kadaverdisciplin og religiøs fundamentalisme minder i påfaldende grad om hinanden.
Spillerummet for nuancer og plads til individuelle meningsforskydninger synes uendelige småt. For en fritænker ubundet af tro og partibog som denne signatur minder det beskrevne scenarie mest af alt om et fuldtonet mareridt ud i kollektivistisk underkastelse – andre ser det på helt omvendt vis, er jeg helt klar over.
Redox er for dem et fællesskab og et ideologisk bolværk mod en verden, der synes ond, kynisk kapitalistisk og social kannibalistisk.
Helt galt går det imidlertid, når de fastforankrede i troen ser sig hævede over deres medmenneskers gode ret til at tænke anderledes og derfor tillader at sætte sig til dommer over dem gennem politilignende afhøringer om hvem, de tilbringer deres arbejds- og fritid sammen med.
Problemet er nemlig ydermere, at de korrekte i egen selvforståelse falder i den samme intolerante faldgrube, som de beskylder deres argeste fjender for altid at have befundet sig i. De skaber således nye fjendebilleder til de allerede eksisterende og adskiller sig ikke længere fra deres modpart, som de beskylder for at have eneret på disse uheldige cirkelslutninger.
Dette betyder også, at der øves vold mod ens socialistiske principper om dialogen som vejen til en bedre verden. Vi er kort sagt ude i en ordentlig omgang dårlig og defensiv tænkning, der ender med at gøre kul på den ideelle fordring, der påstås kun at findes i ens egen ideologiske konstruktion. Løsningen er for nogen hård optugtelse og tankekontrol rettet mod ven og fjende, så selvbedraget ikke ender med at bryde altafslørende gennem det mentale panser.
Når omverdenen ikke er tilstrækkelig modtagelig for ens valgte isme, kan den indre svinehund vise sit kontrafej hos selv stærkt venstreorienterede individer, der ville have forsvoret det og kun tillagt modstanderne en sådan adfærd. Resultatet kan ende med ønsket om at tvinge andre til at indordne sig under de ideologiske rammer, man selv ønsker at leve i. Når denne proces er nået dertil, har den politiske tænkning endegyldigt skabt det fascistiske menneske uanset, om det befinder sig til højre eller venstre. Man ønsker ikke længere at lytte, argumentere eller give sin nærmeste lov til at leve i fred.
Dette ved tilpas pragmatisk orienterede personer ikke er en tilstand, der er værd at efterstræbe, hvis man stadig vil bevare et frit og mangfoldigt samfund.
Dømt ud fra Redox fremfærd overfor de engagerede i Manddag og omkring Folkets Avis ser det grangiveligt ud som om, at drivkræfterne bag foretagendet ikke er nået frem til den erkendelse endsige ønsker at bevæge sig i den retning.
Dette er i virkeligheden den mest triste konklusion at måtte drage her, men det betyder dog ikke, at folk som jeg har tænkt mig at opgive den frie meningsudveksling af den grund.
Det ideologiske tankepoliti vil på den måde blive tildelt en sejr, det ingenlunde har gjort sig fortjent til.