Forleden bragte Berlingske Business en artikel om advokaten, Eva Persson, der valgte at gå tilbage til sit arbejde efter en uges barsel.
Det gjorde advokaten af den simple grund, at hun kan lide sit arbejde og er selvstændig erhvervsdrivende.
Hvis vi optimistisk hævder, vi næsten har og ikke mindst VIL ligestilling, kan vi godt tro om igen.
Jeg vil påstå, vi har bevæget os ti år tilbage, fordi anklagerne mod kvinden synes ingen ende at tage.
Udsagn som “at hun ikke skulle have haft børn”, “barnet bliver skadet”, “egoistiske kælling” og adskillige flere i den boldgade.
Så følger udsagn som at “et spædbarn har brug for mor 24 timer i døgnet”, som der er rigtig mange, der mener.
Nu er det så jeg spørger, om man tror, at kvinder - før præventionsmulighederne med et kuld unger og ingen hushjælp - havde tid til at være hos sit nyfødte barn 24/7?
Især hvis de skulle slagte en høne til aftensmaden, grave kartofler op og de 5,6,7 eller flere andre børn også skulle passes. For slet ikke at nævne ægtemanden, der kom hjem og forlangte mad på bordet kl. 18 og en nærværende og opofrende hustru.
Hvad er det dog for en kultur, vi har været med til at udvikle?
Som om kvinder nogensinde har haft TID til at sidde med et spædbarn på armen i måneder og amme løs, som om verden eller de andre børn og husholdningen klarede sig selv.
De 8 timer, advokaten er på arbejde, svarer da mindst til, at en husmoder i gamle dage skulle beskæftige sig med mange enormt besværlige husmoderopgaver.
Men nu er vi i nutiden, år 2016, hvor alle mulige tekniske hjælpemidler gør det nemt at være hjemmegående. Og i en nutid, hvor vi i årtier har knoklet for at opdrage vores sønner til at kunne varetage omsorgsopgaver, der ellers har ligget og fortsat ligger hos mange kvinder.
I en nutid, hvor feminister brokker sig over manglende ligestilling på løn og ikke mindst brokker sig over kvinders fravær på direktionsgangene.
Hvordan hænger det sammen med, at mødrene nu anklager andre mødre, hvis de ikke sidder derhjemme i mindst et år og ammer for fuld skrue?
Spædbarnsomsorg er også kultur. Vi har udviklet en kultur, hvor næsten alle nybagte mødre tager hele barslen, og forstår stadigvæk ikke, hvorfor der så ikke er en karrierestilling, der venter, når barslen slutter.
Og hvad værre er, så vil kvinder slet ikke tillade manden at tage orloven, og de fleste mænd ønsker heller ikke at tage barselsorlov, for så havde vi jo allerede haft den delte barsel.
Det aller værste er imidlertid denne fordømmelse af en mor, der vælger at genoptage sit arbejde, fordi hun gerne vil. Ikke en eneste fordømmer eller har fordømt fædre i århundreder for at styrte på arbejde få timer efter deres kones fødsel, hvis det handlede om familiens økonomiske overlevelse. Og hvis det ikke kun handler om det, så med god samvittighed genoptage arbejdet efter 14 dages arbejdsgiverbetalt barsel.
Jeg må konstatere, at begrebet ligestilling mellem kønnene slet ikke handler om lige stilling og lige ansvar og ikke mindst lige lyst til erhvervsarbejde. Ellers havde vi vel næppe set de afsindige fordømmelser og kønsdiskriminerende ytringer mod advokaten.
Den nuværende lange barselsorlov er uendelig ung endnu. For ganske få årtier siden havde kvinder 3 måneder, og børn af disse mødre er mødre og fædre i dag.
Hvilke kvinder og mænd, mødre og fædre, sønner og døtre er det, der kan sidde og bebrejde andre mødre, hvis disse andre mødre ikke lever op til idealet om “Det gode Moderskab”.
Det er sønner og døtre, hvis mødre ofte kun havde få ugers barselsorlov!
Moderskabskulturen med en lang og ammende barselsorlov har udviklet sig til at blive en religion for nogle, og dermed et våben til at slå andre i hovedet med, hvis de ikke lever op til normerne om “Det gode Moderskab”.
Begreber som søstersolidaritet, ligestilling og ligeværdighed synes ganske at være glemt i raseriet mod såkaldte “dårlige mødre”,
Så meget for ligestillingskampen.
Den eneste vej til reelle lige muligheder og lige stilling - og lige værdighed - er at dele barslen mellem far og mor. Så er der ingen direktører, virksomhedsejere og kunder, der forventer mere af nybagte fædre end af nybagte mødre.
Men det er jo et spørgsmål om et valg. Og et valg er altid et fravalg af noget andet.
Man kan aldrig få både i pose og sæk. Men man kan undlade at fordømme kvinder, der vælger et anderledes moderskab end en selv.
100 års kvindekamp handler også om solidaritet kvinder imellem.