Jeg kom i skole i 1952. Jeg gik på en ”international” skole, hvilket betød, at der var klasser, som bestod af børn fra hele verden. Af samme grund var enhver form for ytringer, der var nedvurderende overfor de udenlandske børn bandlyst – dog ikke helt på den samme skingre måde, som det er tilfældet i folkeskolerne i dag.
Ordet racisme blev dog aldrig anvendt i den sammenhæng. Dengang var racisme et begreb, der var knyttet til forholdene i USA og Sydafrika, eller som hørte til nazismen.
I 1950’erne blev end ikke de gamle kolonimagters behandling af de oprindelige befolkninger betragtet som racisme, og i skolen lærte vi, at den korrekte betegnelse for mennesker med afrikansk oprindelse var neger, mens det amerikanske ”nigger” var et skældsord, et levn fra slaveriets tid, som man aldrig måtte anvende.
Omvendt var det bestemt ikke velset, hvis man karakteriserede mennesker efter deres hudfarve sorte, brune eller gule i stedet for efter deres etnicitet. Hvilket jo er dybt fornuftigt, hvis man ellers tror på, at menneskers karakteregenskaber ikke kan aflæses af deres hudfarve.
Neger eller i USA negro var således den neutrale betegnelse for mennesker med afrikansk oprindelse lige indtil begyndelsen af 70’erne, og så sent som i 1963 anvendte Martin Luther King i en tale ordet ”negro” om den sorte befolkning i USA.
Så fra min opvækst, er der intet nedsættende forbundet med anvendelse af ordet neger - tværtimod.
Men det er jo sådan, når man udtrykker noget, så er det stort set uden betydning, hvad der er ment i forhold til, hvordan det bliver opfattet.
Og her må man sige, at Søren Espersen kom i den bornerte korrektheds kværn.
Det forekommer dog underligt, at han ikke har været bevidst om, at man ikke anvender ordet neger længere, hvilket kun med nød og næppe kan undskyldes ved hans alder.
Men at Jeppe Kofod i opskruet skinhellighed beskylder Søren Espersen for racisme og end ikke kan skelne mellem det amerikanske ord negro (neger) og det stærkt nedsættende ”nigger”, det kan hverken undskyldes ved ungdommelighed eller dårlig skolegang.
For han tror vel end ikke selv på at Søren Espersens fortalelse var ment racistisk. (Medgivet at ordet racisme efterhånden automatisk udløses selv ved moderat kritiske holdninger til ikke hvide europæere).
En politiker, der – mod bedre vidende, må man formode - anvender så beskidte og ondskabsfulde fordrejninger om sine politiske modstandere er simpelthen ikke værdig til at beklæde poster i et parlament.
Ole Witt-Hansen