Gå til hovedindhold

Den irrelevante kritik

Af Jon Loldrup
Som jeg tidligere har beskrevet, udspringer den kradse internationale kritik af Danmark af en særlig social dynamik: en prestige-økonomi hvor alle skal byde ind med det bedste de evner, for at det internationale samarbejde kan fungere optimalt. ‘Free-riders’ bliver udskammet, for at få dem tilbage i rækkerne. Den dynamik giver god mening i en situation, hvor man rent faktisk har et velfungerende internationalt samarbejde. Men i Europas aktuelt mest alvorlige krise, er det internationale samarbejde ikke i nærheden af at være velfungerende. EU er i en situation hvor det hverken kan eller vil levere effektive løsninger på problemet. EU’s hidtil mest ambitiøse forslag går på, at de tilrejsende skal fordeles jævnt ud over de europæiske lande. Hvis det kunne gennemføres, ville det måske kunne lette byrden for nogle få lande på kort sigt, men det intet gøre for at løse de grundliggende problemer med masseindvandring. Tiltaget udskyder blot det tidspunkt hvor de enkelte lande må kaste håndklædet i ringen. Det er ikke en langsigtet løsning. Realiteterne tilstand synes dog ikke at have nogen indflydelse på den internationale prestige-økonomi: moral-kodekset imellem de vestlige lande fortsætter med at være hægtet op på antagelsen om, at der findes et velfungerende internationalt samarbejde. Lande som tager skeen i egen hånd oplever i dag en lige så høj grad af prestige-tab som de ville gøre under et top trimmet internationalt samarbejde. <span class="pullquote">Det vestlige samfundskollektiv har med andre ord ikke opdaget, at det har gjort sig selv irrelevant</span> hvad angår masseindvandringsproblemet, og har ikke tilpasset den sociale dynamik hertil. Det giver ikke mening at opretholde et moral-kodeks optimeret til internationalt samarbejde, inden for et område hvor det internationale samarbejde er fuldstændig lamslået. I den situation burde en ansvarlig kaptajn se virkeligheden i øjnene og sætte matroserne frie til at prøve at redde sig selv. Desværre står vores kaptajner fortsat og forlanger skibet manøvreret, selv om alle sejl er faldet, tovværket strøjet til havs og roret splintet. Hvorfor er det kommet dertil? Hvorfor kan det vestlige kollektiv ikke give slip på samarbejdsmentaliteten i en situation hvor samarbejdet for længst har spillet fallit? Her må man se på hvordan sociale fællesskaber fungerer: For det første har sociale fællesskaber en indbygget træghed: de er svære at bygge op, og når de først er kommet op i omdrejninger, er de såmænd også svære at indskrænke igen. De kæmper for at bevare den magt de nu engang har fået tildelt. For det andet kan sociale fællesskaber distribuere deres magt internt, for at understøtte svage punkter: I den aktuelle situation har vi et EU som er velfungerende på rigtig mange områder. Det giver EU et bunftræk det kan bruge til at fastholde sin dominans selv inden for et områder hvor det for længst har spillet fallit. Derfor oplever vi samarbejdetsånden hænge ved over flygtningepolitikken, selv om den medfølgende handlingslammelse kun er til skade for de enkelte EU-lande. Hvis derimod hele EU var ved at bryde sammen, ville kaptajnen hurtigere indse at slaget var tabt. De enkelte lande kunne således hurtigere få lov til at forholde sig selvstændigt til problemerne. For det tredje har sociale fællesskaber bare svært ved at forholde sig til skarpt afgrænsede domæner: hvordan kan et land tænkes at være oprigtigt velvillig over for samarbejde inden for ét domæne, hvis det samtidigt opfører sig “dybt egoistisk” inden for et andet domæne? Sociale fællesskaber fungerer ved at deltagerne dedikerer sig til fællesskabet, sværger troskab, lover at overholde alle regler, i medgang og modgang etc. Denne dedikation er en nødvendig forudsætning for at sociale fællesskaber kan opstå og overleve. Og dermed må det, fra fællesskabets synspunkt, unægteligt se lidt underligt ud, når de enkelte medlemmer trykker max på ego-knappen lige uden (eller inden!) for fællesskabets grænser. Ikke desto mindre er det den situation vi står i nu: de enkelte lande må handle på egen hånd, hvis de vil håndtere masseindvandringen. Det kommer ikke til at gå stille af sig. For at vende tilbage til artiklens overskrift: den kritik Danmark og andre frontløbende europæiske lande hører, og kommer til at høre, vil ikke udspringe af nogen dybsindig moralsk analyse. Den vil være en instinktiv reaktion fra et socialt fællesskab, der føler sig gået for nær. Der bliver gråd og tænders gnidsel; larm og ballade. Hele vejen. Vi er dog ikke de første der kommer til at tage turen:<span class="pullquote"> Israel har i årtier måtte forholde sig til en virkelighed som deres sociale fællesskab (Vesten) fornægtede</span>. Turen kan kun lindres hvis tilstrækkeligt mange andre lande er villige til at tage den sammen med os. Lad os håbe på det, men lad det ikke være en betingelse for at vi selv begynder vores vandring. Pøj pøj Danmark!