Artiklen lægger ud med at stille humanismen op imod 'den spottende pen' og generel uciviliseret opførsel. Uden humanismen er vi blot barbarer.
Humanisme er noget vi får ind som en del af opdragelsen. Nogle mennesker opdrages til at forstå, værdsætte og bære det humanistiske verdenssyn, mens andre mindre heldigt stillede personer må bære et indskrænket, brovtende og usympatisk udsyn, uden sans for gode mellemmenneskelige værdier.
Hermed illustrerer Ulla Tofte en forståelse af humanismen som en slags dannelse. Dannelse er et nærmest ubevidst mentalt ‘mindset’ der er designet til at facilitere gnidningsfri interaktionen mellem indehaveren og omverdenen. Begrebet dannelse
Det omfatter en række spilleregler for interaktion mellem mennesker i sociale sammenhænge, hvor visse grundbetingelser altid kan antages at være overholdt.
Grundbetingelserne indbefatter f.eks. at de øvrige personer også kan oppebære et minimum af dannelse og ikke f.eks. pludselig griber til vold, trusler eller det der er værre. Når først man gennem sin opdragelse er blevet dannet, kan man gebærde sig dannet i enhver civiliseret social situation.
Hvis man aldrig oplever at rammerne for ens dannelses udfoldelse overskrides, kan man begynde at opfatte sin dannelse som en del af ens identitet. Jeg er et dannet menneske. Dannelse er ikke blot noget jeg tager på mig, når omverdenen tilfældigvis åbner mulighed herfor. At opleve civiliseret omgang i en sådan grad at at ens dannelse altid kan finde indpas, er en fantastisk gave fra den moderne kultur og den moderne stat. Det er faktisk noget af en præstation.
Begrebet ‘humanisme’ befinder sig derimod i en noget anderledes kontekst: nemlig den politiske. Den politiske kontekst er mere utæmmet og mindre forudsigelig end hverdagens relativt ordnede sociale situationer. I politik kan vi faktisk ikke gøre os antagelser om ret meget.
I politik må man konstant forholde sig til en virkelighed som ikke stiller nogen garantier om civiliseret opførsel. Det er politikkens opgave at forholde sig direkte til den rå ufiltrerede virkelighed, så den herigennem kan skabe mere forudsigelse forhold for sine kunder: borgerne. Politik, og staten, er faktisk en forudsætning for, at de mere beskyttede kontekster (hvori begreber som ‘dannelse’ kan optræde og give mening) overhovedet kan opstå og trives.
Humanismens grundvilkår er altså afgørende forskellige fra dannelsens grundvilkår Derned er det både et markant og samtidigt ejendommeligt greb, at Ulla Tofte beskriver humanismen som nærmest ækvivalent med ‘dannelse’. Hvis vi skal danne os et realistisk billede af humanismen, bliver vi nødt til at kigge grundigt på de vilkår den politiske virkelighed byder den.
I den politiske kontekst kan vi som tidligere nævnt ikke regne med at visse bekvemme vilkår altid er tilstede. Dertil er verdens øvrige politiske aktører simpelthen for uforudsigelige. Det ligger ikke i hverken menneskers eller staters natur, at de altid og nødvendigvis opfører sig tilpas civiliseret over for os. I denne virkelighed må vi i stedet tage til takke med at kunne opstille nogle idealer, nogle pejlemærker, som, i konkurrence med hinanden, men så sandelig også i konkurrence med virkeligheden, kan indgå i kompromiser om, og afvejninger af, hvordan vi skal fordele vores begrænsede politiske handlekraft.
Humanismens vilkår under den politiske virkelighed forarmes yderligere af, at virkeligheden næsten uomgængeligt viser sig ikke at kunne honorere den samtidige efterstræbelse af alle vores mål på én gang. Bestræbelserne på at opfylde forskellige mål viser sig oftere end ej, at være i direkte konflikt med hinanden.
Her nytter det altså ikke at forestille sig ét af idealerne som værende særligt priviligeret: Et i særligt ideal som altid skal respekteres til fulde. Et særligt ideal som aldrig må kompromitteres under hensyn til nogen andre mål. Et særligt ideal som følges ubetinget, fordi man som person er dette ideal. Et særligt ideal som definerer ens identitet som menneske. Humanisme, forstået som dannelse, er ganske enkelt et malplaceret begreb på den politiske scene. Vilkårene for opretholdelsen af de helt særlige forhold som dannelsen forudsætter, er ganske enkelt ikke tilstede.
Forestiller man sig således at humanismen kan fungere som dannelsen, har man ikke forstået politikkens vilkår. Ens forholden sig til verden er i stedet baseret på ønsketænkning. Er det noget vi oplever andre steder end i Ulla Toftes artikel? For eksempel blandt danske politikere?
Det er mistænkeligt ofte man hører ledende skikkelser sige "vi skal gøre begge dele", når journalister beder dem prioritere mellem forskellige mål. Der sker også alt for ofte, at ledende skikkelser ganske enkelt nægter at forholde sig til kendsgerninger, der kunne pege på, at der findes reelle modsætningsforhold mellem deres erklærede mål.
Disse undvigemanøvrer er tydelige tegn på, at man ikke ønsker, eller evner, at forholde sig til virkeligheden på politikkens vilkår. Man forholder sig i stedet til en idealtilstand, hvor der aldrig for alvor er noget der er farligt, og hvor vi aldrig for alvor behøver forholde os til forholdene uden for de nysselige civilisatoriske rammer vi kender fra vores hverdag. Man undlader at forholde sig til, at politikkens verden på det nærmeste er anti-tesen til ens egen hverdagsverden. En verden som dagligt oppebæres af titusindvis af tjenende ånder, så Ulla Tofte og andre i fred og ro kan gå på café og begå sig civiliseret blandt deres indforståede medborgere.
Vi har et tusindårigt ansvar for Danmark. Det er ekstremt vigtigt at vi ved hvad vi gør og at vi sætter os ind i de konsekvenser vores valg har. Politisk ønsketænkning er dybt uansvarligt.