Hvis jeg skal bruge mig selv som eksempel (og det skal jeg jo, nu jeg skriver det) - så tror jeg, at (med mindre jeg er ret unik på det punkt) mænd mangler noget selvbevidsthed. Og jeg er overbevist om, at det har noget med feminismens udvikling at gøre.
Lise Nørgaard havde en ret central pointe i Matador - hvor Laura og Agnes (nu er det 20+ år siden jeg har set den serie, så ret mig hvis jeg tager fejl) er uenige om "kvindens plads". Agnes ser kvinder og arbejderklassen som undertrykte "klasser" som skal frigøres. Det kan Laura ikke helt se - for hun er tryg ved sin rolle som tyende (Upstairs - Downstairs). Agnes vil derimod frem i verden og overtager Rødes verdensbillede.
Det er en meget fin beskrivelse af hvor feminismen er på vej hen på den tid. Feminismen har igennem 100 år bygget sig selv op - forgrenet sig og udviklet sig, baseret primært på et marxistisk grundlag hvor klassekamp-metaforen har haft en fremtrædende rolle i feministisk teori.
Det betyder at feminismen har haft et grundlag, hvor "mænd" eller "patriarkatet" har stået som klassefjenden. Mænd har været det privilegerede køn. "Mænd" har siddet på magten, flæsket og alt det andet der var værd at stræbe efter: Penge, ministerposter, bestyrelsesposter, professorater mv.
For at gøre en lang historie kort - så har det været med til at fastholde mænd i deres selvforståelse. Mænd har hørt, at de var privilegerede, at de sad på magten, at verden var skabt af dem og til dem. Og de har labbet det i sig - fordi det har bekræftet dem i, at de var nogle satans karle! Men det er mænd ikke. Mænd er nogle satans selvbedragere (ligesom alle andre mennesker).
Og det har nogle uheldige virkninger. Og det er der jeg selv kommer ind i billedet. Jeg har kunnet gå til læge igennem år - og ladet mig fortælle, at jeg skulle tage to panodil og en ipren. Jeg har ladet mig afvise - fordi jeg også selv gerne ville være en satans karl og fordi jeg "kan klare det". Fordi jeg "er sej" og "stor og stærk". Det er ikke noget der bare ligger under overfladen. Jeg hører det til stadighed. Især her i forbindelse med min sygdom.
Jeg var så heldig at jeg overlevede. Det gjorde den unge mand med meningitis - som ringede til 1813 - ikke. Han blev afvist. Og jeg tror det har noget at gøre med, at "sådan en stor stærk ung mand ..." og måske også noget at gøre med "man flu". For efter min mening er "mandeinfluenza" lige præcis et eksempel på, at mænd helst ikke må tage deres egen svaghed alvorligt. Så er man latterlig.
Jeg selv har fået at vide, når jeg skrev at jeg var "svækket" - at jeg aldeles ikke var "svækket". Næh - jeg var stærk. Jeg var "sej". Folk kunne ikke have, at jeg var svag, svækket og ikke i stand til at være en mand.
Mænd ved ikke hvem de selv er og hvad de selv kan. Man siger, at en (ung) mand kan det dobbelte af hvad han selv tror, at han kan - og ti gange så meget som hans mor kan. Det er bare ikke rigtigt. Nogle af os fortsætter til vi rent faktisk segner. Jeg kan se tilbage og iagttage de år og måneder hvor jeg har fortsat - selvom jeg var alvorligt syg, alvorligt svækket og alvorligt i fare for at falde besvimet om.
Det er ikke noget jeg har villet være bevidst om. Det er ikke noget jeg har villet, turdet eller kunnet se på udefra.
Faktisk er det stadig sådan - at jeg bare fortsætter fordi jeg kan lide det, fordi jeg kan og fordi jeg er glad for at have kræfterne.
Og så lægger jeg mig i et par dage bagefter. Og kan ikke forstå sammenhængen.
Jeg tror ikke at jeg er noget særligt unikt i den sammenhæng. Jeg tror ikke at jeg er meget værre end alle andre mænd. Jeg tror ikke, at det kun er de færreste mænd - som plejer deres selvbillede på den måde: Se - jeg er stor og stærk og I må gerne se beundrende på mig imens! Er jeg ikke dygtig? Vil du ikke klappe mig på hovedet Mor? Far?
Og jeg tror at feminismen har let spil overfor mænd - fordi mænd så gerne vil træde ind i rollen som stor, stærk og privilegeret.
Også selvom det betyder, at vi har 90% af arbejdsskaderne, 80% af de hjemløse, 70% af selvmordene, 90% af de indsatte og i øvrigt dør 5-6 år tidligere end kvinder - og derfor nyder pensionisttilværelsen i væsentlig færre år end kvinder.
Det er prisen vi betaler for at opretholde illusionen om at være det privilegerede køn. En illusion som fodres af feminismen. Som feminismen har fremdyrket igennem 100 år og fremdeles lever på - som sit definerende axiom.
Feminismens teoretiske grundlag (for de allerfleste feminister og feminismer - men ikke alle) går ud fra, at mænd er privilegerede, at "mænds værdier" har defineret samfundet og så videre.
Det er en af grundene til, at jeg ikke mener vi kan være tjent med at ligestillingsopgaven varetages af feminister, af institutioner der hedder noget med "femi" eller "kvin".
For den egentlige ligestillingsopgave ligger et helt andet sted.
Men mens vi kigger på, at kvinder er det privilegerede køn hvad angår ligestilling - så må vi som mænd gøre noget andet. Vi må selv finde ud af at komme ind til os selv.
Man er nemlig IKKE mindre mand - bare fordi man gør noget andet, end at leve op til de primitive forestillinger om mænd og maskulinitet, som feminismen har givet os.
Tværtimod er det lidt trist at se mænd definere sig selv "i modsætning til kvinder". Det er lidt trist at se, at mænd hopper på den limpind, som feminismen har stillet op og som taler til mænds ikke særlig bevidste forestillinger om sig selv som køn:
Mænd er anderledes end kvinder på en række punkter (jo jo - der findes mænd og kvinder over hele skalaen - men det burde være unødvendigt at understrege). Men det er ikke i særlig høj grad de mange "negative" træk, som vi ser skældt ud fra feministisk side, der kendetegner mænd.
Mænd skal ikke lade sig definere som "det andet køn" (for nu at bruge Simone de Beauvoirs begreb om kvinder). Det er ikke sådan man bliver frigjort i sin kønslighed eller som menneske.
Mænd har masser af gode sider - som vi bare skal være glade for. Og vi skal da også i nogen grad tage til os, hvis vi er store, stærke, kan klare det og så videre. Men vi skal ikke lade os definere af det.
Mænd dør - fordi feminismen har brugt mænd som den negative mur, som kvinder kunne definere sig op ad og bruge som afsæt for deres egen udvikling og frigørelse.
Jeg mener ikke at det er mænds tur til at gøre det samme. Vi skal gøre noget andet. Vi skal definere os selv - uafhængigt af kvinder. Derfor skal vi faktisk ikke gå særlig meget i dialog med kvinder om det. Vi skal gå i dialig med os selv.
Vi skal kunne gå til lægen og insistere. Vi skal kunne sige fra overfor de sociale problemer der mest rammer mænd.
Vi skal kunne sige, at mænd selvmord og mænds hjemløshed bør have lige så meget opmærksomhed som enlige mødre.
Vi skal kunne sige at kvinders psykiske vold er et lige så alvorligt problem som mænds fysiske vold.
Vi skal kunne sige at mænd er lige så sårbare som kvinder.
Vi skal kunne sige at mænd er lige så følsomme som kvinder.
Og vi skal lade være med at lade disse ting - vold, sårbarhed, følsonmhed - definere af hvordan kvinder opfatter det. Det er på den måde det skal være uafhængigt. Vi skal omdefinere vold - så også den psykiske nedbrydning bliver taget alvorligt (jo det ér der gjort forsøg på - men det virker ikke).
Vi skal omdefinere vores forståelse af samfundets sociale problemer.
Og vi skal først og fremmest omdefinere de succeskriterier vi har i samfundet - således at vi ikke kommer til at definere "Mænds succes" med penge, direktørstillinger og bestyrelsesposter. For det er kun en forsvindende brøkdel af alle mænd, som nogensinde søger eller får succes på den måde.
Og fordi det er sådan - så er der ingen grund til, at rette fokus på det i offentligt regi. Det er ikke væsentligt på den måde. Det er ikke særlig relevant i forhold til ligestilling.
For når 95% af mænd og 98% af kvinder ikke overhovedet er at finde i den del af samfundet - så er det noget andet vi skal kigge på.
Mænd er 100 år bagud i forhold til ligestilling - fordi mænd har ladet sig hypnotisere til at tro, at de er en del af noget, som de reelt ikke er en del af. De er ikke de mænd, som feminismen siger de bekæmper. Heller ikke selvom de betaler prisen for det.
Lad os vriste os fri af de forestillinger.
Uden at blive "kvinder".