Gå til hovedindhold

En konstruktiv kønsrevolution: Moderniseret kønsspecialisering

Af Storm Stensgaard

Af Birgitte Baadegaard og Storm Stensgaard

Hvem har det bedst i dag, og hvis skyld er det, at vi har det dårligt?

Under alle omstændigheder er kønsdiskursen i dag ikke særlig konstruktiv, og fronterne er trukket håbløst skarpt op. Selvom kronikkens to forfattere heller ikke kan blive enige om hvilket køn, der tilgodeses mest af magtstrukturerne, er vi enige om, at der er stærkt brug for et kønskulturelt paradigmeskifte i vores samfund, så både mænd og kvinder kan komme til at trives bedre med hinanden – og sig selv.

Siden menneskehedens fødsel for omkring 200.000 år siden har kvinder og mænd været specialiseret i at samarbejde – eller videre end det: Vores overlevelse har været afhængig af vores komplementære kompetencer og medfødte styrker. Rent udviklingshistorisk giver det kort sagt mening at sige, at vi at skabt til at samarbejde. Kun i kraft af det specialiserede samarbejde kunne homo sapiens sapiens gøre sin entré på verdensscenen med den fra andre primater væsensforskelligt store hjerne. Så stor en hjerne ligefrem, at den skulle bruge mange år efter fødslen for at vokse sig færdig, hvilket efterlod barnet hjælpeløst uhørt længe. Udviklingsbiologisk et meget dyrt offer, som kun kunne ’betale’ sig i kraft de fordele, menneskehjernen gav.

Forhold som livmoder, amning, fysisk styrke og mandens forplantningsevne har spillet en væsentlig rolle for hvordan, mennesket historisk har organiseret dette samarbejde med en temmelig høj grad af kønsspecialisering. Vores forfædre og formødre formåede at holde menneskeracen i live i titusindvis af generationer, sågar uden at ødelægge kloden. Siden den industrielle revolution for sølle 150 år siden, og den teknologiske ditto for vel omkring 40 år siden, er det gået rigtig stærkt. Meget er gået godt, jovist - men når vi betænker befolkningseksplosionen, forureningen, det moderne menneskes generelt vaklende, mentale helbred og forholdet mellem mænd og kvinder, så er der i den grad plads til forbedring.

I dag lever vi på mange måder ikke, som vi er skabt til. Vores store, fantastiske menneskehjerne kan eksempelvis ikke tåle de mange moderne forstyrrelser. Stressniveauerne er generelt høje, nervesystemerne beskadigede. Omkostningerne svimlende, livsglæden overskuelig.

En hovedleverandør til forstyrrelser i dag er vores forvirrede forhold til vores eget køn i almindelighed og det modsatte køn i særdeleshed. De fleste af os nulevende er vokset op som (ufrivillige) deltagere i et mere eller mindre kønsforvirret projekt, som makrohistorisk er ekstremt atypisk, og som er krydret med en moderne individualisme og udpræget smid-væk kultur, der umiddelbart fratager os vores direkte motivation for at hjælpes ad.

Tabet af maskulin identitetsdyrkelse som en konsekvens af det kønsforvirrede projekt har indvirkning på mænds overrepræsentation i kedelige statistikker som hjemløshed, alkoholisme, selvmord, kriminalitet og på en almen mistrivsel, som disse eksempler er symptom på. Godt nok sidder der mænd på toppen i vigtige positioner, men denne type mænd er ikke nødvendigvis indbegrebet af en ’kultiveret’ maskulinitet, som gavner kønnet og verden generelt.

Kvinderne er nået langt med kvindefrigørelse og har opnået store sejre. Selvom der er lang vej endnu, og statistikkerne fortsat ikke viser nogen markant forandring i f.eks. kvinders adgang til (top)ledelse, har de aldrig været så frie og uafhængige som i dag. Alligevel er de generelt langt fra glade og tilfredse – det vidner bl.a. stress-statistikker og lykkepilleforbrug om.

Parforholdsmæssigt sejler det med 20.000 skilsmisser blot i 2014, cirka 50 procent af os bliver med tiden skilt, og ensomheden er stor. Alligevel bevidner datingindustriens vækst om fortsat interesse for det modsatte køn.

Hvis vi ser på kønsforskellene, udgøres den biologisk mest signifikante givetvis af kønshormonerne testosteron og østrogen og deres indvirkning på hjernen. Blandt andet betyder det for manden en kraftigere kamp-flugt stressrespons, og for kvinden produktion af det beroligende og tillidsvækkende vidunderhormon oxytocin. Begge dele ekstremt afgørende for menneskets overlevelse og trivsel.

Mænd er på godt og ondt mest risikovillige og målorienterede, og generelt bedre til at tænke i systemer, mens kvinder er mere empatiske, mere relations- og helhedsorienterede – bl.a. pga. deres tidligere adgang til empati og stoffet oxytocin, som de har mest af i kroppen. Selv hvis man skulle se bort fra sådanne biologiske forskelle - hvilket vi ikke anbefaler - er der stadig titusindvis af generationers overleveret kultivering af kvinde- og manderoller, og det er nok lige lovlig optimistisk at tro, at vi på ganske få generationer kan fjerne dem - selv med vores moderne oplysning og tilsyneladende store visdom.

Uanset hvad, vil vi typisk se piger organisere sig i par (dyadisk) om procesorienterede lege (tegne, sjippe osv), gerne noget med mennesker og kommunikation, mens drenge typisk vil organisere sig i større flokke omkring ting og aktiviteter, hvor man kan vinde (’krig’, fodbold osv). Begge tilgange er naturlige og kan stimuleres, udvikles og dirigeres i stedet for at forkertgøres og ensrettes. Og lad os skynde os at sige, før det lyder for firkantet: Naturligvis skal ingen piger og drenge presses ind i en boks, de mistrives i uanset hvilken præference, de måtte have.

Med denne kronik foreslår vi, at vi lægger de sidste årtiers kønsforvirrede projekt i graven og erkender, at det med kvinder og mænd er kommet for at blive. I omkring 50 år har vi uden held debatteret kønnene, afprøvet dem, testet dem, forsøgt at nedlægge dem, prøvet at ligne hinanden – uden at opnå hverken balance, glæde eller tilfredshed for nogen af parterne. Lad os i stedet bruge kræfterne på at genopfinde vores urgamle talent for at samarbejde og værdsætte hinanden. Ikke bare for vores børns og de næste generationers skyld, men for trivslen i alle de sammenhænge, hvor kvinder og mænd arbejder sammen og skal have det til at fungere indbyrdes.

Når vi vover et blik på den nuværende kønsdiskurs, er der ikke noget begrundet håb om, at de sidste mange års kamp og debat pludselig begynder at bære frugt, hvis vi bare fortsætter med at slå hinanden i hovedet. Tværtimod. Det ene køn vinder ikke på at få det andet ned med nakken. Arbejdsro skaber flow og meningsfuld fordybelse, hvilket altid vil være nøglen til bæredygtig præstationsevne.  Derfor foreslår vi kønsbevidsthed – og gensidig værdsættelse - som indsatsområde. Her findes der uanede muligheder for afkast.

Ægte rummelighed er nøglen. Hvis vi ikke åbenlyst anerkender kønsforskellenes eksistens, kan vi ikke rumme, når disse forskelle kommer til udtryk, og da slet ikke respektere dem. I stedet misforstår vi, bliver skuffede, irritable - måske ligefrem foragtende og fjendtlige. Hvis vi derimod forstår og anerkender, at der findes disse forskelle, kan vi rumme dem – og endnu bedre: respektere og fejre dem. Med den fordel til følge, at vi kan udnytte dem til gensidig og fælles bedste– både ude og hjemme. I karriere og privatliv. Der er nemlig store – både menneskelige og økonomiske – fordele at hente ved at arbejde målrettet med at komplementere og supplere hinanden. Og dermed frihed. Bevidst kønsdiversitet er vejen frem.

Det er vores fælles ambition: At skabe en (post)moderne kønsrevolution, som indebærer en helt ny kultur. Det er tid til forandring. Vi har brug for det. Verden har brug for det.

Hvad nu, når vi ved, at mere testosteron betyder øget aggression, risikovillighed og konkurrencedrift? Hvad nu hvis mænds større behov for at hævde sig selv ikke bare lige forsvinder med en moralprædiken? Skulle vi så ikke i stedet udnytte den fremdrift og dirigere den – f.eks. ved at kvinder i langt højere grad anerkendes og bruges i en supplerende rolle gennem deres medfødte styrker som f.eks. empati, relationsskabelse og helhedsorientering. På den måde får vi mænd, der hævder sig på en god måde i stedet for en dårlig. Vi undgår, at de går i stykker som klynkende skvat, ingen kvinder ønsker, og ingen mænd vil være venner med. Og kvinder bliver set, brugt og anerkendt på alle niveauer for det, som de har med sig i bagagen.

Vores måde at kommunikere på er påvirket af vores køn, og vores manglende kønsbevidsthed betyder masser af daglige misforståelser, frustration og forstyrrelser. Tænk, hvis det fremover kan undgås – fordi vi fra nu af træffer en beslutning om at være kønsbevidste - og kønsanerkendende - i hele vores levevis og kommunikation. Hvad nu hvis vi kan hjælpe både pigerne og drengene med fremover at finde sig til rette i deres eget køn? Så de derigennem kan blive bedre til at samarbejde og respektere hinandens styrker: Mandens mere eksekverende natur – og kvindens mere relationsorienterede.

Hvis det bliver en fremtidig diskurs, betyder det så, at kvinderne skal tilbage til børn og kødgryder, og at mænd kun skal have en karriere? Næ, hverken kvinder eller mænd SKAL noget – i stedet foreslår vi, at hjemlige sysler og husligt arbejde bliver medtaget i den nye værdikamp og bliver anerkendt som vigtige og kompetencegivende erfaringer.

Nedvurdering af husligt ’kvindearbejde’ er en af de største kulturhistoriske fejltagelser, som koster alle dyrt - ikke mindst børnene, for hvem det ikke er usædvanligt at være plus 40 timer ugentligt i institution fra 6 måneders alderen … efterfulgt af en eftermiddag og aften med trætte forældre, der begge har arbejdet hele dagen. Hvad er det egentlig, vi knokler for? Hvad kæmper vi for, om ikke glade og sunde børn og en verden, de kan trives i?

Hjemligt arbejde og børnepasning er yderst værdifuldt for menneskelig trivsel, og det er ligeså krævende og erfaringsrigt, som det er betydningsfuldt for børnenes udvikling og vores egen lykke. Den kønsbevidste værdikamp slår et slag for dette område og kæmper for, at det både skal være muligt og velanset at gå hjemme i en periode, hvad enten man er kvinde eller mand. For også på hjemmefronten driver mænd og kvinder deres aktiviteter forskelligt – til gavn for hele husstanden, både voksne og børn. Eksempelvis burde en periode som hjemmegående ikke diskvalificere for tilbagevenden til eller indtræden på arbejdsmarkedet, men tværtom veje tungt på CV’et uanset køn: Man har vist voksent ansvar som forælder og har magtet de mange krævende opgaver, som det nu indebærer – såvel praktiske som følelsesmæssige.

Og når det nye kønsbevidste paradigme er ført ud i livet, betyder det så, at vi herefter vil være enige om alt i vores nye, fredelige samarbejdspolitik? Nej heldigvis, for det er jo et at de smukkere paradokser ved kønsforskellene: Vores enighed består blandt andet i, at vi kan rumme uenighed og forskellige veje mod f.eks. nye mål. Således er artiklens to forfattere langt fra enige om alt: Hun mener eksempelvis, at det er mænd og maskuline strukturer, der styrer samfundet, og han mener, at samfundet er gennemfeminiseret og mænd stort set afskaffet.  Alligevel peger begges erfaringer entydigt på, at der ER forskel på kvinder og mænd, og vi er enige om, at både samfundet og det moderne menneske m/k har meget at vinde ved at ændre værdier, livssyn og kønsopfattelse.

Tænk, hvis vi begyndte bevidst at udforske og dyrke de kvindelige og mandlige styrkepositioner? Tænk, hvis den testosteronforstærkede maskuline kraft bevidst blev kultiveret og dirigeret? Tænk hvis det maskuline initiativ og drive blev balanceret af kvindelig omtanke og dømmekraft? Tænk, hvis kvindefrigørelsen på arbejdspladsen indebar anerkendelsen og udnyttelsen af kvindelige forcer? I stedet for at kvinders succes baseres på imitation af mænd, som ingen alligevel trives med. Tænk, hvis mænds indsats i hjemmet kunne være komplementerende maskulin som Fædre og ægtemænd i stedet for erstatningsmødre og tøffelhelte.   

Hvad nu hvis vi gjorde kønsidentitet til genstand for en målrettet indsats? Hvad nu hvis vi tilskyndede hinanden i at blive mere mandige mænd og kvindelige kvinder - på den gode konstruktive, anerkendende og samarbejdende måde?  Hvad nu hvis polariteten vil gøre os mere spændende og attraktive for hinanden – og ydermere kunne skabe både banebrydende innovation, større trivsel og markante resultater på arbejdsmarkedet? Det er da et mål, som både mænd og kvinder må bakke op om. En række praktiske tiltag i den retning kan sættes i værk, men forudsætningen er ideen om komplementære køn, som i sig selv vil være et kulturhistorisk kvantespring.

Vi inviterer hermed til en fest af en kønsrevolution og en kamp for en mere rummelig verden med plads til frit at trives og udfolde sig for både kvinder & mænd.

Lad os til slut som inspiration citere følgende vise ord, som kan læses i Christiansborg Vandrehal:

Virk i fællig

Men forskellig

Drag til minde:

Mand er mand og kvinde kvinde

Lad os alle – både politikere, erhvervsfolk og borgere - generelt huske på dette ordsprog, så vi bruger dem til daglig. På alle niveauer og i alle funktioner – til gavn for både mænd, kvinder, samfund - verden som helhed.

Birgitte Baadegaard er cand.merc., karrierespecialist og forfatter til bøgerne: Så søg det job – og få det, samt: Når mænd og kvinder kommunikerer: Brug forskellene og skab bedre resultater.

Storm Stensgaard er klassisk filolog med speciale i heroisk mandighed og tillidskultur, stressbehandler og forfatter til bogen Stressnavigation for Mænd: På Vinderkurs mod Identitet og Mandighed.