Fire måneder inden Marc Meyer Lindeskov i weekenden bankede og trampede sin kæreste Sara Huus Lind ihjel, blev han rost til skyerne af Mette Frederiksen.
Den prægtige unge mand havde nemlig taget en 9. klasses eksamen i fængslet og arbejdede på Carlos Kitschen i Svendborg, som ansætter tidligere indsatte. Han var et strålende eksempel på, hvor fantastisk, rehabiliteringens-tankegangen virker, mente Mette Frederiksen, som også smed et billede op på de sociale medier af sig selv og den friske, ansigtstatoverede, café latte-bryggende ungersvend.
Det ville jo være ærgerligt at demonstrere sit godheds-engagement, hvis der ikke var nogen, der så det.
En anden en kunne nok have en mistanke om, at det havde været bedre - ikke mindst for den dræbte Saras forældre - om Marc stadig havde siddet inde for sin første dom, fremfor at servere café latte og samle damer op.
De nævnte aktiviteter var selvfølgelig heller ikke hans eneste bidrag til samfundet som løsladt i rehabilitering:
Han skabte også anledning til selvpromovering blandt medlemmer af den herskende klasse, samt grobund for offentlige arbejdspladser i godhedsindustrien. Det må vi ikke glemme.
Marc Meyer Lindeskov er ikke det første eksempel på en kvindesmadrende kælepsykopat, der er blevet brugt som godhedsmarkør af en prominent person med rehabiliterings-sympatier.
For få år siden smed en franskmand ved navn Frank Saksik sin ekskæreste Marlene Duus ud fra 3. sal og smadrede hendes liv. 3 år senere hyggede han sig med fremstilling af gourmet-brød i køkkenet hos stjernekokken Claus Meyer, der åbenbart også har en forkærlighed for de mere dyssocialt anlagte iblandt os.
Imens kæmpede Marlene Duus - der nu teoretisk kunne have fornøjelsen af at møde Frank Saksik på gaden - for at blive menneske igen.
Inden Frank Saksik smed Marlene Duus ud af vinduet, havde han smadret løs på den tidligere models meget smukke ansigt, hvilket givetvis var med til at gøre det umuligt for hende at fortsætte sin modelkarriere efterfølgende.
Frank, derimod, kunne udvikle sin faglighed og interesse for madlavning i de mest eksklusive rammer. Han fik endda adgang til at fortælle pressen om, at Marlene skam “også havde smadret hans liv”. Javel.
Det er ikke mindst kvinder og børn, der betaler prisen for blødsødenheden i vores straffesystem, rehabiliterings-fantasierne og tendensen til, at det er en godhedsmarkør at holde eller fremhæve en kælepsykopat.
Præcis som kvinder og børn også er blandt de første - efter jøder og homoseksuelle - til at betale prisen for den multikulturalistiske fiasko. Det er de sidste par års mange tilfælde af voldsom seksuel chikane af kvinder og seksuelle overgreb mod kvinder og børn, hvor migranter er stærkt overrepræsenterede som gerningsmænd, et forstemmende tydeligt eksempel på.
Multikulturalisme og rehabilitering (i sin nuværende form) er sammenlignelige tendenser, da begge er elitære, virkelighedsfjerne projekter, der går stik imod den almindelige befolknings holdninger og interesser. De tjener alene en politisk og kulturel elite, der lever fedt af at producere luftkasteller.
Men dumhed handler det bestemt ikke om. Tværtimod:
Prominente medlemmer af den herskende klasse viser selv vejen, når de – efter at have ødelagt folkeskolen med fejlslagen, egalitær pædagogik fra teoriernes overdrev, foragt for faglighed, afmægtig håndtering af problemskabende elever med eller uden anden etnisk baggrund end dansk og kronen på værket: tvungen heldagsskole – sætter deres egne børn i privatskole.
Når de, efter at have ødelagt de almennyttige boligkvarterer med frit spil for ghettodannelse, eftergivenhed over for bandekriminalitet og indførelsen af en overvægtig velfærdsstat, der excellerer i at skabe nye medlemmer af underklassen, flytter i dyre murermestervillaer.
Samme vej kan dog være ganske langsommelig at tilbagelægge for os andre, når vi år efter år skal flås i skat, så vi blandt andet kan betale for rehabilitering til mænd som Marc og Frank. Og lur mig, om de damer m/k i eliten selv skal nyde noget af et nærmere, personligt bekendtskab med de voldsmænd, som de tager selfies med eller ansætter i deres fashionable køkkener. Næppe, og godt det samme.
Må vi andre - og ikke mindst deres ofre - så ikke også godt blive fri for at møde dem i fri dressur på gader og stræder, forsvindende få måneder eller år efter, de har ødelagt andre menneskers liv?