Obama-administrationen i USA har været omfattet af en helt særlig ærbødighed i den danske og internationale presse.
Det til trods for at medierne gennem flere år har været opmærksomme på og kendt til en høj grad af nepotisme omkring netop denne administration.
Nuvel, hele det etablerede politiske system i USA er gennemsyret af vennetjenester og nepotisme. Det gælder for begge de store partier.
Men nu har hackere frigivet en række dokumenter, som sort på hvidt dokumenterer en ufattelig grad af nepotisme og køben sig til magt og prestigefyldte positioner omkring det amerikanske regeringsapparat.
Eller rettere. Det er lidt over en uge siden. Men jeg ville give danske medier muligheden for at vise, at de kunne finde ud af at rapportere om det. Det kunne de så ikke. Nu gør Folkets Avis det.
I USA har man begrebet "Pay to Play" for det fænomen, hvor store bidragydere til politikernes præsidentkampagner belønnes med poster som for eksempel ambassadører eller andre poster, som medfører stor prestige og betydelig magt.
Det er altså ikke folks evner eller erfaring, som tæller mest, når ambassadørposter og andre prestigefyldte stillinger i det offentlige system i USA skal deles ud.
Det er i stedet folks villighed til at punge ud og hjælpe præsidentkandidater på plads i det Hvide Hus, som er afgørende.
"Velgørere" betaler til præsidentkandidaters valgkampagner, og præsidentkandidaten gengælder tjenesten med en magtfolk eller prestigefyldt post, hvis han eller hun vinder præsidentvalget og dermed den ultimative magt i USA.
Denne kendsgerning er et alvorligt slag imod amerikanernes selvforståelse som et såkaldt meritokratisk folkeslag. Et meritokrati er et samfund, hvor de dygtigste får de bedste poster. Ikke dem som har råd til at skyde genvej og købe sig til posterne.
Den her form for "Pay to Play" nærmer sig korruption, og den undergraver uden tvivl tilliden til systemet og den amerikanske drøm om at man kæmper sig op med talent og flid.
Folk i USA er dødtrætte af det etablerede system med de indspiste og lukkede kredse af politikere og sponsorer. Danske medier har heller ikke været særlige flittige til at fortælle at Hillary Clinton modtager massive beløb fra Goldman Sachs og andre, som danske medier ellers nok normalt kan finde ud af at være efter.
Og pressen i Danmark dækker ikke det væsentligste leak længe med så meget som et eneste ord. Det står i skærende kontrast til det hysteri man oplevede i presse omkring Panama-sagen som af betydning var langt vigtigere end magthaverne i USA.
I Danmark kan pressen lige svinge sig op til at forarges over Donald Trumps tåbelige tweets. That's it.