For ved folkestyre skal forstås, at den enkelte selv nyder en stor grad af selvbestemmelse i det daglige og ikke konstant er omklamret af en kontrollerende stat - uagtet om denne stat fungerer gennem et flertalsdiktatur eller som i Danmarks nuværende tilfælde et bureaukratisk klassevælde.
Lad os lige dvæle ved forskellen på folkestyre og et flertalsstyre en stund endnu:
Folkestyre er, hvor folket selv bestemmer så meget som muligt over egen tilværelse. Flertalsstyre er en styreform, hvor et flertal bestemmer over et mindretal i alle mulige og umulige situationer.
I virkeligheden er kun det egentlige folkestyre efterstræbelsesværdigt.
Og har vi først et flertalsstyre, hvor privatssfæren er indskrænket til nul og niks og politik overalt gør sig gældende med krav, skat og påbud, så er det slut med folkestyret. Og med friheden.
Bag et flertalsstyre gemmer sig i øvrigt ofte noget andet. For hvor folkestyret er decentralt og lokalt i sin magtstruktur, er flertalsstyret en overflytning af lokal folkemagt til en central aktør.
Denne centrale aktør er ikke en neutral aktør. Den er ikke abstrakt eller skabt ud af det blå. Den er helt konkret og består af konkrete mennesker. I Danmark er disse mennesker overvejende DJØF'ere.
For DJØF'erne er flertalsstyret - også sommetider benævnt det repræsentative demokrati - et perfekt skalkesjul. Det flytter magten fra folket til staten samtidig med, at DJØF'erne - eller lidt bredere den herskende klasse - legitimerer deres overmagt gennem henvisning til et flertal i befolkningen.
Masserne manipuleres således af de reelle magthavere. Jo mere underholdte masserne er, jo nemmere. Et flertalsstyre er godt at gemme sig bag for magthaverne, for de kan så henvise til, at de skam blot repræsenterer et flertal og ikke på nogen måde er imod folkestyre.
Men som allerede nævnt er folkestyre og flertalsstyre to helt forskellige ting. Så vi, der læser Folkets Avis, hopper ikke med på den der med, at det nuværende djøfokrati henter reel legitimitet i befolkningen.
I et rigtigt folkestyre er magten decentral. Den ligger lokalt ude hos folk hvor udfordringerne er. I et flertalsstyre er kun selve stemmeakten decentraliseret. Og så er selve indflydelsen efterfølgende ellers overdraget til centralmagten.
Det djøfokrati, vi kender i dag, er ikke et rigtigt demokrati.
Det er en form for skindemokrati. Noget der giver sig ud for at være folkestyre, men ikke reelt er det. Det er den situation, vi i Danmark er havnet i.
Selvom den herskende klasse nu skjuler sin magt bag henvisninger til det repræsentative demokrati, er det dog rimeligt nemt for den oplyste borger at se gennem forklædningen.
Man kunne for eksempel undersøge sammensætningen i Folketinget og de organer, som mest centralt er forbundet med både den lovgivende og udøvende magt. Hvilke uddannelser har menneskerne i disse positioner?
Ser vi her noget, der bare ligner "repræsentation" af folket. Eller er bestemte uddannelser og titler i meget høj grad overrepræsenterede?
Man kunne også se på, om den lovgivende forsamling udstyrer sig selv med særlige privilegier og om den sender penge i retning af egeninteresser i en bredere forstand.
Man kunne se på, hvordan producenterne i landet behandles. Er de frie til at skabe velstand. Nyder de selvbestemmelse eller er de underlagt en herskende og hersende klasse. Har kontrolmyndighederne taget over?
Man kunne se på systemets opfattelse af selvstændige og iværksættere.
Opfattes disse som frie enheder der skaber vækst og muligheder for borgere og forbrugere – eller anses de først og fremmest som suspekte og nogen, der skal trækkes skatter og afgifter ud af i statens tjeneste.
I mine øjne kan der ikke være nogen tvivl.
Danmark er ikke længere et rigtigt folkestyre.
Bureaukrater, politikere, myndigheder - især i de øvre lag - udgøres i alt for høj grad af en ensartet gruppe mennesker. Stort set alle folk med videregående uddannelser (ikke altid færdiggjort) - og en meget stor andel DJØF'ere eller fag, der ligger lige ved.
Nogle af disse regerer os fra København. Andre har sluttet sig sammen internationalt og forsøger at regere os fra Bryssel. Forskellen er væsentlig, men ikke så stor som nogen gør den til.
I Schweiz er de tættere på folkestyre, end vi er i Danmark. Men naturligvis kan man komme endnu tættere på, end de er i Schweiz.
Det egentlige spørgsmål er:
Om magten skal koncentreres hos en herskende klasse af bogligt set højtuddannede kontrollanter, bureaukrater, mediefolk og politikere, som den er i dag.
Eller om den skal være lokalt forankret i det nære samfund, i familien, hos virksomhederne, i foreningerne og det civile samfund. Og hos det enkelte individ.
Folkets Avis mener det sidste. DJØF-systemet mener det første.
Hvad mener du?